»Jeres have af muligheder«, Til styrke for de unge, juni 2023.
Jeres have af muligheder
I er det, I dyrker.
Lignelser fra skriften og voksende planter passer sammen som chokolade og jordnøddesmør. (Eller syltetøj og pandekager, hvis I foretrækker det. Eller måske vind og drager, eller strande og sandslotte?)
Der er lignelsen om sædemanden (se Luk 8), allegorien om de forædlede og de vilde oliventræer (se Jakob 5) og analogien om tro, der vokser som en frøplante (se Alma 32). Der er lignelsen om sennepsfrøet (se Matt 13), afgrøden, der vokser i det skjulte (se Mark 4) og arbejderne i vingården (se Matt 20). Der er mange af dem.
Selvfølgelig er der altid plads til en lignelse mere om planter, ikke? Lad os sammenligne det at anlægge en have med at dyrke tre vigtige strategier for, hvordan man bruger medierne.
Strategi 1: Vælg bevidst
I virkeligheden findes der flere sorter, end man nogensinde ville kunne dyrke i sin have, selv om man kun dyrker tomater. Og selvfølgelig kan man dyrke tusindvis af andre grøntsager, bær, frugttræer eller blomster. Mulighederne er næsten endeløse.
Men selv det antal muligheder kommer ikke tæt på alle de valg, medierne giver jer. De dage, som jeres bedsteforældre fortalte jer om, hvor de skulle dreje en knap på et tv eller en radio for at finde et begrænset antal kanaler, er for længst forbi. Nu har I næsten ubegrænsede muligheder inden for tv, podcasts, sociale medier, internetstreaming og mere – et overflødighedshorn af muligheder.
Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Det er godt at se opbyggende underholdning og få interessante informationer. Men ikke alt af den slags er den tid værd, som vi bruger på at få den. Noget er bedre, og andet er bedst.«1
Akkurat som I er nødt til at vælge, hvad I vil plante i haven, begynder jeres mediestrategi med at træffe bevidste valg om, hvor I vil bruge jeres tid. Lad ikke timerne glide jer af hænde på tilfældige medier. Jeres tid er kostbar! Brug den på de bedste muligheder.
Strategi 2: Vand det, som I ønsker at dyrke
Det er svært at forestille sig, at nogen vælger at kultivere et bed med giftige vedbend eller brændenælder. Verden er fuld af ukrudt, der kan skade os, ligesom der er mange slags skadelige medier. Pornografi er en form for ukrudt, men ikke den eneste.
For at holde ukrudtet ude af en have er der to generelle tilgange, der er nyttige. Den første er den, vi ofte først tænker på: Træk ukrudtet op af jorden. Med pornografi eller andre negative medier ville det tilsvarende være at indføre beskyttelsesforanstaltninger, så I holder op med at se eller bruge disse medier.
Men der findes en anden, mindre omtalt løsning, der kan og bør bruges side om side med at fjerne ukrudt: Giv vand og gødning til de gode planter. Hvis I fremelsker de gode planter, som I ønsker i haven, kan de over tid tage over og fortrænge de uønskede planter. Det irriterende ukrudt begynder at mangle vand og sollys, når det bliver overgroet af de planter, I nærer.
Det samme gælder dårlige medievaner. Når I undersøger jeres valg af medier, så find gode mediemuligheder – opløftende musik, podcasts med kvalitet, opmuntrende videoer – der kan være med til at fortrænge de uønskede.
Hvis I har brug for tip om, hvordan man vælger de gode mediemuligheder, minder præsident Oaks os om, at »vi må forsage nogle gode ting for at kunne vælge noget, som er bedre eller bedst, fordi det udvikler tro på Herren, Jesus Kristus, og styrker vores familie.«2
Strategi 3: Få rødderne dybt ned i jorden, før heden sætter ind
Nogle af livets årstider synes at sejle forbi uden den store anstrengelse fra jeres side. I sådanne tider føler I måske, at alt går jeres vej, og der er hverken store kampe eller problemer. For planter kan en tid som denne være foråret.
Planter bruger disse ideelle tider klogt. I stedet for at tage det roligt udvikler de deres rødder dybt nede i jorden, så de er beskyttet, når den brændende sommersol kommer.
Overvej med jeres egne mediestrategier en lignende tilgang. Sigt efter at udvikle gode medievaner (især åndeligt opløftende medievaner såsom skriftstudium) længe før tider med stress eller prøvelser kommer. Når de tider kommer, vil jeres gode vaner hjælpe jer til at klare jer godt.
Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt det på denne måde: »Det vi får brug for på vores prøvelsesdag, er en åndelig beredthed.«3 En del af sådan en åndelig forberedelse kan være at forbedre jeres medievaner, så I har Ånden hos jer, som I kan trække på, når det bliver svære tider.
At føje disse få strategier til jeres valg af medier kan kræve en lille ekstra indsats, især til at begynde med, men jeres høst vil være det hele værd!