Børn
Jeg vidner om den store velsignelse, det er at få børn, og om den lykke, de bringer os i dette liv og i evighederne.
Når vi ser ind i et barns øjne, ser vi en af Guds sønner og døtre, som stod sammen med os i den førjordiske tilværelse.
Det er et af de højeste privilegier for et ægtepar, der er i stand til at få børn, at tilvejebringe jordiske legemer til Guds åndelige børn. Vi tror på familien, og vi tror på børn.
Når et ægtepar får et nyfødt barn, opfylder de en del af vor himmelske Faders plan om at bringe børn til jorden. Herren har sagt: »Dette er min gerning og herlighed – at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«1 Før udødeligheden må der være et liv på jorden.
Familien er indstiftet af Gud. Familien er vigtig for vor himmelske Faders plan her på jorden og gennem evighederne. Efter Adam og Eva var blevet gift, står der i skriften: »Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ›Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden.‹«2 I vore dage har profeter og apostle sagt: »Den første befaling, som Gud gav Adam og Eva, vedrørte deres mulighed for, som ægtemand og hustru, at blive forældre. Vi erklærer, at Guds befaling til sine børn om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden stadig er gældende.«3
Denne befaling er ikke blevet glemt eller tilsidesat i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.4 Vi udtrykker dyb taknemlighed for den store tro, der udvises af ægtemænd og hustruer (især vore hustruer) i deres villighed til at få børn. Hvornår man skal have børn, og hvor mange er en privat beslutning, som træffes mellem ægtemand, hustru og Herren. Det er hellige beslutninger – beslutninger, der bør træffes efter oprigtig bøn og foregå i stor tro.
For mange år siden fortalte ældste James O. Mason fra De Halvfjerds mig denne historie: »Vores sjette barns fødsel var en uforglemmelig oplevelse. Da jeg stod og så på denne smukke, nye datter på spædbørnsstuen nogle få minutter efter hendes fødsel, hørte jeg en tydelig stemme sige: ›Der kommer endnu en, og det bliver en dreng.‹ Lidt uklogt skyndte jeg mig tilbage til min fuldstændig udmattede hustrus seng og fortalte hende de gode nyheder. Det var meget dårlig timing fra min side.«5 År efter år ventede familien Mason på deres syvende barns ankomst. Tre, fire, fem, seks, syv år gik. Deres syvende barn blev endelig født otte år efter – en lille dreng.
Præsident Thomas S. Monson sagde i april:
»Hvor Kirkens og samfundets standarder engang var noget nær forenelige, så er der nu et dybt svælg mellem os, og det vokser sig større …
Menneskehedens Frelser sagde om sig selv, at han var i verden, men ikke af verden. Vi kan være i verden uden at være af verden, når vi afviser usande koncepter og falske lærdomme og forbliver tro mod det, Gud har befalet.«6
Mange stemmer i verden i dag marginaliserer vigtigheden af at få børn eller foreslår, at man udsætter det eller begrænser antallet af børn i familien. Mine døtre henviste mig for nylig til en blog, der er skrevet af en kristen mor (ikke fra vores trossamfund) med fem børn. Hun skrev: »Når man vokser op i denne kultur, er det meget svært at få et bibelsk perspektiv på moderskab … Børn rangerer langt længere nede end universitetet. Længere nede end at rejse rundt i verden. Længere nede end muligheden for at gå ud om aftenen og hygge sig. Længere nede end at trimme sin krop i fitnesscentret. Længere nede end det arbejde, som man har eller håber på at få.« Hun tilføjede så: »Moderskab er ikke en hobby, det er et kald. Man samler ikke på børn, fordi man synes, de er mere vidunderlige end frimærker. Det er ikke noget, man gør, hvis man kan afse tid til det. Det er, hvad Gud gav jer tid til.«7
Det er ikke nemt at have børn. Mange gange er det bare svært. En ung mor steg på bussen med syv børn. Buschaufføren spurgte: »Er det dine allesammen? Eller er det en skovtur?«
»De er alle mine,« svarede hun. »Og det er ingen skovtur!«8
Når verden stadigt oftere spørger: »Er det dine alle sammen?« takker vi jer for i Kirken at skabe et tilflugtssted for familien, hvor vi ærer og hjælper mødre med børn.
For en retskaffen far findes der ikke ord nok til at udtrykke den taknemlighed og kærlighed, han føler for sin hustrus uvurderlige gave med at føde og opdrage deres børnene.
Ældste Mason havde en anden oplevelse nogle få uger efter, han var blevet gift, som hjalp ham med at prioritere sin familie. Han sagde:
»Marie og jeg havde rationaliseret os frem til, at det for at få mig gennem lægestudiet ville være nødvendigt for hende at forblive på arbejdsmarkedet. Selvom det ikke var, hvad vi havde lyst til at gøre, måtte børnene komme senere. Mens jeg kiggede i et af Kirkens tidsskrifter i mine forældres hjem, så jeg en artikel af ældste Spencer W. Kimball, dengang fra De Tolvs Kvorum, der understregede de ansvar, som er forbundet med ægteskabet. Ældste Kimball mente, at et af de hellige ansvar er at blive talrige og opfylde jorden. Mine forældres hjem lå tæt på Kirkens administrationsbygning. Jeg gik øjeblikkeligt hen til Kirkens kontor, og 30 minutter efter jeg havde læst artiklen, sad jeg over for ældste Spencer W. Kimball.« (Det ville ikke være så nemt i dag).
»Jeg forklarede, at jeg ønskede at blive læge. Der var ikke andet alternativ end at udsætte at få børn. Ældste Kimball lyttede tålmodigt og svarede med en blid stemme: ›Bror Mason, ville Herren ønske, at du bryder en af hans vigtige befalinger for at blive læge? Med Herrens hjælp kan du få dine børn og stadigvæk blive læge. Hvor er din tro?‹«
Ældste Mason fortsatte: »Vores første barn blev født mindre end et år senere. Marie og jeg arbejdede hårdt, og Herren åbnede himlens vinduer.« Familien Mason blev velsignet med to børn mere, før han bestod sin lægeeksamen fire år senere.9
Overalt i verden er der økonomisk ustabilitet og finansiel usikkerhed. Ved konferencen i april sagde præsident Thomas S. Monson: »Hvis I er bekymrede for, hvordan I økonomisk skal kunne sørge for en hustru og familie, så vil jeg forsikre jer om, at der ikke er nogen skam i, at et ægtepar må spinke og spare. Det er oftest gennem sådanne udfordrende tider, at man vokser tættere på hinanden, når man lærer at ofre og træffe svære beslutninger.«10
Ældste Kimballs gennemtrængende spørgsmål: »Hvor er din tro?« vender os mod de hellige skrifter.
Det var ikke i Edens have, at Adam og Eva fik deres første barn. Da de havde forladt haven, begyndte »Adam [og Eva] … at dyrke jorden … Adam kendte sin hustru, og hun fødte … sønner og døtre, og [i tro] begyndte [de] at mangfoldiggøre sig og at opfylde jorden.«11
Det var ikke i deres hjem i Jerusalem med guld, sølv og smukke ting, at Lehi og Sarija i tro fik deres sønner Jakob og Josef. Det var i ørkenen. Lehi omtalte sin søn Jakob som »min førstefødte i min modgangs dage i ørkenen.«12 Lehi sagde om Josef: »Du blev født i [vore] trængslers ørken, ja, i [vores] største sorgs dage fødte din mor dig.«13
I Anden Mosebog bliver en mand og kvinde gift, og i tro fik de en dreng. Der var ikke et velkomstskilt på døren til at bekendtgøre hans fødsel. De skjulte ham, fordi farao havde befalet, at alle nyfødte drenge i Israel skulle »kaste[s] i Nilen.«14 I kender resten af historien: Drengen blev kærligt lagt i en sivkurv, anbragt i floden, våget over af sin søster, fundet af faraos datter og passet af sin egen mor som hans amme. Drengen blev bragt tilbage til faraos datter, som tog sig af ham som sin søn og kaldte ham Moses.
I den mest værdsatte historie om et barns fødsel, var der ikke et smukt dekoreret børneværelse eller en designervugge – blot en krybbe til verdens Frelser.
I »den bedste tid [og] … den værste tid«15 har Guds sande hellige, der handler i tro, aldrig glemt, afvist eller benægtet »Guds befaling [om] … at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden.«16 Vi går frem i tro og erkender, at beslutningen om, hvor mange børn, og hvornår man får dem, er et spørgsmål mellem ægtepar og Herren. Vi bør ikke dømme hinanden på dette område.
Det at få børn er et følsomt emne, der kan være meget smertefuldt for retskafne kvinder, som ikke har mulighed for at gifte sig og få børn. Ædle kvinder, vor himmelske Fader kender jeres bønner og ønsker. Hvor er vi taknemlige for jeres bemærkelsesværdige indflydelse, deriblandt at I med kærlige arme rækker ud til børn, som behøver jeres tro og styrke.
Det at få børn kan også være et hjerteknusende emne for retskafne par, som bliver gift og finder ud af, at de ikke er i stand til at få de børn, som de så ivrigt forventede, eller for en mand og en hustru, som planlægger at få en stor familie, men kun bliver velsignet med en mindre familie.
Vi kan ikke altid forklare jordelivets prøvelser. Sommetider virker det meget uretfærdigt – især, når vores største ønske er at gøre præcis, som Herren har befalet. Som Herrens tjener forsikrer jeg jer om, at dette løfte er sikkert: »Trofaste medlemmer, der lever under omstændigheder, som ikke gør det muligt for dem at modtage velsignelsen ved evigt ægteskab og blive forældre i dette liv, modtager alle de lovede velsignelser i evigheden, hvis de holder de pagter, som de har indgået med Gud.«17
Præsident J. Scott Dorius fra Lima Vest-missionen i Peru fortalte mig deres historie. Han sagde:
»Becky og jeg var gift i 25 år uden mulighed for at få eller adoptere børn. Vi flyttede flere gange. Det var akavet og sommetider smertefuldt at præsentere os selv i de nye omgivelser. Menighedens medlemmer undrede sig over, hvorfor vi ikke havde børn. De var ikke de eneste, der undrede sig.
Da jeg blev kaldet som biskop, udtrykte menighedens medlemmer deres bekymring over, at jeg ikke havde erfaring med børn og teenagere. Jeg takkede dem for deres opretholdelse og bad dem om at lade mig øve mine opdragelsesevner på deres børn. De indvilligede kærligt.
Vi ventede, fik perspektiv og lærte tålmodighed. Efter 25 års ægteskab kom der et mirakelbarn ind i vores liv. Vi adopterede toårige Nicole og senere nyfødte Nikolai. Fremmede giver os nu komplimenter for vores smukke børnebørn. Vi griner og siger: ›Det er vores børn. Vi har levet vores liv bagvendt.‹«18
Brødre og søstre, vi bør ikke være fordømmende over for hinanden i dette hellige og private ansvar.
»Og [Jesus] tog et lille barn … i favn og sagde …
›Den, der tager imod et sådant barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig … tager imod ham, som sendte mig.«19
Sikken fantastisk velsignelse det er, at vi modtager Guds sønner og døtre i vores hjem.
Lad os ydmygt og bønsomt søge at forstå og acceptere Guds befalinger og ærbødigt lytte til Helligåndens røst.
Familien er vigtig i Guds evige plan. Jeg vidner om den store velsignelse, det er at få børn, og om den lykke, de bringer os i dette liv og i evighederne, i Jesu Kristi navn. Amen.