Forbind deres sår
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Jeg beder til, at vi kan forberede os til at yde en hvilken som helst præstedømmetjeneste, som Herren måtte sætte foran os på vores jordiske rejse.
Vi er alle velsignet med ansvar for andre. At bære Guds præstedømme er at være ansvarlig over for Gud for hans børns evige liv. Det er virkeligt, det er vidunderligt, og til tider kan det føles overvældende.
Der er præsidenter for ældsternes kvorum, der lytter her til aften, som ved, hvad jeg mener. Her er, hvad der skete for en af jer. Det er sikkert sket for mange af jer – og mere end en gang. Detaljerne kan afvige, men situationen er den samme.
En ældste, som du ikke kender særligt godt, har bedt om din hjælp. Han har lige fundet ud af, at han i dag er nødt til med sin hustru og deres lille drengebarn at fraflytte den lejlighed, hvor de har boet, til en anden nærliggende lejlighed.
Han og hans hustru har allerede spurgt en ven, om de den dag kan låne en varevogn, så de kan flytte deres ejendele. Vennen låner dem varevognen. Den unge far begynder at læsse alt, hvad de ejer, ind i varevognen, men efter et par minutter skader han sin ryg. Vennen, der har lånt dem varevognen, har for travlt til at hjælpe. Den unge far er desperat. Han tænker på dig, sin præsident i ældsternes kvorum.
Da han beder dig om hjælp, er det tidligt på eftermiddagen. Samme aften er der et møde i Kirken. Den dag har du allerede lovet din hustru at hjælpe med projekter derhjemme. Dine børn har bedt dig om at lave noget sammen med dem, men det har du ikke nået endnu.
Du ved også, at medlemmerne af dit kvorum, især de mest trofaste, som du normalt beder om hjælp, sikkert sidder i samme tidsmæssige knibe, som du gjorde.
Herren vidste, at du ville have sådanne dage, da han kaldte dig til denne stilling, så han gav dig en historie til opmuntring. Det er en lignelse for overbebyrdede præstedømmebærere. Vi kalder den nogle gange for historien om den barmhjertige samaritaner. Men det er faktisk en historie til en storslået præstedømmebærer her i disse travle og vanskelige sidste dage.
Historien passer perfekt til den overbebyrdede tjener i præstedømmet. Husk bare, at du er samaritaneren og ikke præsten eller levitten, der gik forbi den sårede mand.
Du tænkte måske ikke på denne historie, da du stod over for sådanne udfordringer. Men jeg beder til, at du vil gøre det, når sådanne dage igen opstår, som de helt sikkert vil.
I skrifterne bliver vi ikke fortalt, hvorfor samaritaneren rejste ad den vej fra Jerusalem til Jeriko. Det er ikke sandsynligt, at han var på slentretur på egen hånd, da han må have vidst, at røvere lå på lur efter de uforsigtige. Han var på en vanskelig rejse, og som det var skik, så havde han et lastdyr såvel som olie og vin med sig.
Med Herrens ord stoppede samaritaneren, da han så den sårede mand, fordi »han fik medynk med ham«.
Han handlede i stedet for blot at føle medynk. Husk altid detaljerne i beretningen:
»Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.
Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.«1
Du og de præstedømmebærere, som du er kaldet til at lede, har minimum tre forsikringer. For det første giver Herren dig, hvis du beder, de barmhjertige følelser, som han føler for dem, der er nødlidende. For det andet så vil han sørge for andre, ligesom værten, der kan hjælpe dig i din tjeneste. Og for det tredje vil Herren, ligesom den barmhjertige samaritaner, rigeligt belønne alle, der hjælper dem i nød.
I kvorumspræsidenter har formentlig handlet på disse løfter mere end en gang. I har bedt andre med Herrens præstedømme om at hjælpe i tillid til, at de vil handle med barmhjertighed. I var ikke bange for at spørge dem, der oftest har hjulpet, fordi I ved, at de nemt føler barmhjertighed. I spurgte dem, fordi I ved, at de tidligere har følt Herrens gavmildhed, når de har valgt at hjælpe. I spurgte nogen, der allerede er tungt bebyrdet, fordi I vidste, at jo større offer, jo større belønning vil de modtage fra Herren. De, der tidligere har hjulpet, har følt Frelserens overstrømmende taknemlighed.
Måske er I blevet tilskyndet til at undlade at bede nogen om at læsse og derpå tømme varevognen. Som leder har I et godt kendskab til jeres kvorumsmedlemmer og deres familie. Herren kender dem indgående.
Han ved, hvilken hustru der er helt udmattet, fordi hendes mand ikke har kunne finde tid til at gøre det, som hun havde brug for at få gjort. Han ved, hvilke børn der ville blive velsignede ved at se deres far tage af sted for at hjælpe andre, eller om børnene havde brug for at vide, at de betyder så meget for deres far, at han ville bruge dagen sammen med dem. Men han ved også, hvem der har brug for at blive bedt om at tjene, som måske ikke virker til at være en oplagt eller villig kandidat.
Du kender ikke dine kvorumsmedlemmer til fulde, men det gør Gud. Så som så mange gange før bad du til Gud for at vide, hvem du kunne bede om at tjene andre. Herren ved, hvem der vil blive velsignet ved at blive bedt om at hjælpe, og hvis familie, der vil blive velsignet ved ikke at blive bedt om det. Det er den åbenbaring, som du kan forvente at modtage, når du leder i præstedømmet.
Jeg så dette ske, da jeg var en ung mand. Jeg var førsteassistent i præsternes kvorum. En dag ringede biskoppen til mig derhjemme. Han sagde, at han gerne ville have mig med til et besøg hos en enke, der led stor nød. Han sagde, at han havde brug for mig.
Jeg var bekymret, mens jeg ventede på, at han skulle hente mig. Jeg vidste, at biskoppen havde stærke og kloge rådgivere. Den ene var en velkendt dommer. Den anden ledte et stort firma og blev senere generalautoritet. Biskoppen selv tjente senere som generalautoritet. Hvorfor sagde biskoppen til den uerfarne præst: »Jeg har brug for din hjælp«?
Nu ved jeg bedre, nemlig at han ligeså godt kunne have sagt til mig: »Herren ønsker at velsigne dig.« Hjemme hos enken hørte jeg ham til min forbløffelse sige, at hun ikke kunne få nogen hjælp fra Kirken, før hun udfyldte det budgetskema, som han havde givet hende tidligere. Da han på vej hjem så, hvor chokeret jeg var, smilede han af min overraskelse og sagde: »Hal, når hun får styr på sit forbrug, så vil hun være i stand til at hjælpe andre.«
Ved en anden lejlighed tog min biskop mig med til et hjem, hvor forældrene var alkoholikere, som fik to skræmte småpiger til at møde os i døren. Efter han havde talt lidt med de to småpiger, gik vi, og han sagde til mig: »Vi kan ikke ændre deres tragedie endnu, men de kan føle, at Herren elsker dem.«
En anden aften tog han mig med hjem til en mand, der ikke var kommet i kirke i årevis. Biskoppen fortalte ham, hvor meget han elskede ham, og hvor meget menigheden havde brug for ham. Det lod ikke til at gøre indtryk på manden. Men den gang, og hver eneste gang biskoppen tog mig med sig, gjorde det stort indtryk på mig.
Jeg kan umuligt vide, om biskoppen bad for at finde ud af, hvilken præst der vil blive velsignet ved at ledsage ham på disse besøg. Han har måske taget andre præster med sig ved andre lejligheder. Men Herren vidste, at jeg en dag ville blive biskop, der ville opfordre dem, hvis tro var blevet kold, til at vende tilbage til evangeliets varme. Herren vidste, at jeg en dag ville få til opgave at have præstedømmeansvar for hundreder, ja, tusinder af vor himmelske Faders børn, der havde store, timelige problemer.
I unge mænd ved ikke, hvilken præstedømmetjeneste Herren forbereder jer til at yde. Men den store udfordring for alle præstedømmebærere er at yde åndelig hjælp. Vi har alle det ansvar. Det er en del af det at tilhøre et kvorum. Det er en del af det at tilhøre en familie. Hvis troen hos et medlem af jeres kvorum eller jeres familie bliver angrebet af Satan, så vil I føle barmhjertighed. På samme måde som samaritaneren ydede tjeneste og havde barmhjertighed, vil I også betjene dem med helende balsam, når de er i nød.
I jeres tjeneste som fuldtidsmissionær vil I møde tusinder af mennesker i stor åndelig nød. Mange ved ikke engang, før I begynder at undervise dem, at de har åndelige sår, der, hvis de ikke behandles, vil resultere i uendelig sorg. I går Herrens ærinde, når I søger at redde dem. Kun Herren kan forbinde deres åndelige sår, når de tager imod de ordinancer, der fører til evigt liv.
Som kvorumsmedlemmer, som besøgslærere og som missionærer kan I kun hjælpe mennesker med at reparere åndelig skade, hvis jeres egen tro er levende. Det indebærer meget mere end blot at læse skrifterne jævnligt og bede for dem. Et øjebliks bøn og et hurtigt blik på skrifterne er ikke tilstrækkelig forberedelse. Den forsikring, som I vil have brug for, findes i dette råd fra afsnit 84 i Lære og Pagter: »Vær heller ikke på forhånd bekymrede for, hvad I skal sige; men gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver.«2
Løftet er kun gyldigt, hvis vi »bestandigt [gemmer] livets ord«. Den del af skriftstedet, der taler om at gemme, har for mig været et spørgsmål om at føle noget for ordene. Når jeg for eksempel er taget af sted for at prøve at hjælpe nogen, der vakler i troen på profeten Joseph Smiths guddommelige kaldelse, så kommer følelserne tilbage til mig.
Det er ikke blot ordene fra Mormons Bog. Det er en overbevisning om sandheden, der kommer, hver gang jeg blot læser nogle få linjer i Mormons Bog. Jeg kan ikke love, at følelsen kommer til enhver person, der er ramt af tvivl om profeten Joseph eller Mormons Bog. Men jeg ved, at Joseph Smith er genoprettelsens profet. Jeg ved, at Mormons Bog er Guds ord, fordi jeg har værdsat den.
Jeg ved af erfaring, at Ånden kan vidne for jer om sandheden, fordi det er sket for mig. I og jeg har brug for det vidne, før Herren lader os møde en rejsende, som vi holder af, der er blevet såret af sandhedens fjende.
Der er en anden forberedelse, vi skal foretage. Det er et menneskeligt karaktertræk at blive ufølsom over for andres smerter. Det er en af årsagerne til, at Frelseren anstrengte sig sådan for at fortælle om sin forsoning, og at han havde påtaget sig alle vor himmelske Faders børns smerter og sorger, så han ved, hvordan han skal trøste dem.
Selv de bedste af vor himmelske Faders præstedømmebærere kan have svært ved at nå det niveau af barmhjertighed. Som mennesker har vi tendens til at være utålmodige med den person, der ikke kan se den sandhed, der er så indlysende for os. Vi skal være forsigtige, så vores utålmodighed ikke bliver tolket som værende fordømmelse eller afvisning.
I vores forberedelse til at tjene på Herrens vegne som hans tjenere i præstedømmet er der et skriftsted, der kan vejlede os. Det omtaler en gave, som vi vil få brug for på vores rejse, hvor Herren end vil sende os. Den barmhjertige samaritaner havde den gave. Vi vil få brug for den, og Herren har fortalt os, hvordan vi kan finde den:
»Derfor, mine elskede brødre, hvis I ikke nærer næstekærlighed, er I intet; for næstekærligheden hører aldrig op. Hold derfor fast ved næstekærligheden, som er det største af alt, for alt skal høre op –
men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel.
Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren. Amen.«3
Jeg beder til, at vi kan forberede os til at yde en hvilken som helst præstedømmetjeneste, som Herren måtte sætte foran os på vores jordiske rejse. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.