Sæt din lid til Herren
Ældste M. Russell Ballard
De Tolv Apostles Kvorum
Bliv ivrigt engageret i at gøre det, I kan for at fortælle andre om det storslåede budskab om gengivelsen af Jesu Kristi evangelium.
Søster Ballard og jeg vendte for nylig hjem fra en opgave, der omfattede fem lande i Europa. Der havde vi privilegiet at mødes med mange af vore missionærer, måske jeres sønner og døtre. Lige siden præsident Monson bekendtgjorde nedsættelsen af alderen for vore unge mænd og unge kvinder, der ønsker at tjene, har jeg haft privilegiet af at mødes med over 3.000 af dem. Deres ansigter stråler af Kristi lys, og de er ivrige efter at lede værket frem – at finde og undervise, døbe og aktivere og styrke og opbygge Guds rige. Når man mødes med dem, opdager man dog hurtigt, at de ikke kan udføre dette værk alene. I dag ønsker jeg at tale til alle Kirkens medlemmer, eftersom der er et påtrængende behov for, at vi hver især bliver involveret i at fortælle om evangeliet.
Profeten Joseph Smith er mange gange blevet citeret for at udtale, at »efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at forkynde evangeliet« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 327).
I 1974 sagde præsident Spencer W. Kimball dette: »Måske er den største grund til missionering at give verden en chance for at høre og acceptere evangeliet. Skrifterne er fulde af befalinger og løfter, kaldelser og belønninger i forbindelse med at undervise om evangeliet. Jeg bruger bevidst ordet befalinger, for det synes at være et gennemgående direktiv, som vi ikke kan undslå os for, hverken den enkelte eller Kirken som helhed« (»Når verden engang omvender sig«, Den danske Stjerne, sep. 1975, s. 1).
I juli samme år tog søster Ballard og jeg sammen med vore børn af sted for at lede missionen i Toronto i Canada. Præsident Kimballs ord gav genlyd i mine ører, især ordene: »Mine brødre, jeg tænker på, om vi mon gør alt, hvad vi kan. Har vi en tilbagelænet tilgang til at undervise verden? Vi har nu missioneret i 144 år. Er vi beredte til at yde en større indsats? Til at udvide vores vision?« (Ensign, okt. 1974, s. 5).
Han bad os også om at sætte farten op og arbejde sammen om at opbygge Kirken og Guds rige.
I juni gentog præsident Thomas S. Monson det nøjagtig samme budskab til Kirkens medlemmer. Præsidenten sagde: »Det er nu, at medlemmer og missionærer skal gå sammen og arbejde sammen i Herrens vingård for at bringe sjæle til ham. Han har forberedt midlerne for os til, at vi kan fortælle andre om evangeliet på mange forskellige måder, og han vil hjælpe os i vores indsats, hvis vi vil handle i tro for at udføre hans værk« (»Tro i arbejdet med frelse«, tale afholdt ved en særlig transmission 23. juni 2013; lds.org/broadcasts).
Brødre og søstre, det er godt at reflektere over profeternes lærdomme fra Joseph Smiths tid til i dag. De har opmuntret og kaldet Kirkens lederskab og medlemmer til at være ivrigt engageret i at bringe budskabet om evangeliets gengivelse til alle vor himmelske Faders børn i hele verden.
Mit budskab denne eftermiddag er, at Herren virkelig fremskynder sit værk. I vor tid kan dette gøres ved, at hvert eneste medlem af Kirken med kærlighed rækker ud for at fortælle om sandhederne i Jesu Kristi gengivne evangelium. Vi må arbejde sammen med vore 80.000 missionærer, der nu tjener. Oplysninger vedrørende dette store værk, især vedrørende stavs- og menighedsledernes opgaver, står tydeligt beskrevet på hjemmesiden LDS.org under overskriften »Fremskynd arbejdet med frelse«.
Vore egne undersøgelser viser, at de fleste aktive medlemmer af Kirken ønsker, at dem, de holder af, ja, selv dem, de ikke har mødt, må få del i evangeliets velsignelser. Vi ved også, at mange medlemmer tøver med at missionere og fortælle andre om evangeliet af to grundlæggende årsager.
-
Den første er frygt. Mange medlemmer beder ikke engang om muligheder for at fortælle andre om evangeliet af frygt for, at de kunne modtage guddommelig tilskyndelse til at gøre noget, de ikke selv synes, at de er i stand til at gøre.
-
Den anden årsag er en misforståelse af, hvad missionering er.
Vi ved, at når nogen stiller sig op for at holde en tale ved nadvermødet og siger: »I dag vil jeg tale om missionering«, eller måske endda, når ældste Ballard stiller sig op ved generalkonferencen og siger det samme, vil nogle af jer, der lytter, tænke: »Åh nej, ikke igen, vi har hørt det før.«
Vi ved, at ingen kan lide at føle sig skyldig. Måske føler I, at I vil blive bedt om at gøre noget urealistisk i jeres forhold til venner eller naboer. Lad mig med Herrens hjælp fjerne enhver frygt, som I eller vore fuldtidsmissionærer måtte have ved at fortælle andre om evangeliet.
Træf beslutningen om at gøre det, som Jesus Kristus har bedt os om at gøre. Frelseren har sagt:
»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.
For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.
Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød,
eller give ham en slange, når han beder om en fisk?
Når da I … kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!« (Matt 7:7–11).
Brødre og søstre, frygt kan erstattes med tillid og tro, når medlemmer og fuldtidsmissionærer knæler i bøn og oprigtigt beder Herren velsigne dem med muligheder for at missionere. Når vi så udviser vores tro og er opmærksomme på muligheder for at præsentere Jesu Kristi evangelium for vor himmelske Faders børn, vil de muligheder helt sikkert opstå. Disse muligheder vil aldrig kræve et tvungent eller kunstigt svar. De vil komme som et naturligt resultat af den kærlighed, som vi har til vore brødre og søstre. Vær blot positive, og så vil de, I taler med, føle jeres kærlighed. De vil aldrig glemme den følelse, selvom det måske for dem ikke er det rette tidspunkt til at modtage evangeliet. Det kan måske også ændre sig i fremtiden, når deres omstændigheder ændrer sig.
Det kan umuligt gå galt, hvis vi gør vores bedste, når vi går Herrens ærinde. Mens udfaldet er et resultat af udøvelse af handlefrihed, er det at fortælle andre om evangeliet vores ansvar.
Stol på Herren. Han er den gode Hyrde. Han kender sine får, og hans får kender hans stemme, og i dag er den gode Hyrdes stemme jeres stemme og min stemme. Hvis vi ikke er engagerede, vil mange, der ville have lyttet til budskabet om genoprettelsen, blive forbigået. Kort sagt: Det handler om tro og handling fra vores side. Principperne er ganske enkle – bed, på egen hånd og som familie, om muligheder for at missionere. Herren har i Lære og Pagter sagt, at mange mennesker holdes borte fra sandheden, blot fordi »de ikke ved, hvor de kan finde den« (L&P 123:12).
I behøver ikke være en udadvendt person eller en veltalende og overbevisende underviser. Hvis I har en varig kærlighed og et varigt håb i jer, har Herren lovet, at hvis I vil opløfte »jeres røst for dette folk [og udtale] de tanker, som [han] vil indgive jer i hjertet … skal I ikke blive beskæmmet for mennesker.
[Og] det skal blive givet jer i samme stund, ja, i samme øjeblik, hvad I skal sige« (L&P 100:5–6).
Forkynd mit evangelium minder os alle om, at »missioneringen [ikke] skrider fremad, førend [vi] har fundet nogen at undervise. Tal hver dag med så mange mennesker, som du kan. Det er naturligt at være lidt tilbageholdende med at tale med mennesker, men du kan bede om troen og styrken til at være mere frimodig til at åbne din mund og forkynde det gengivne evangelium« (2004, s. 161). I fuldtidsmissionærer, hvis I ønsker at undervise mere, må I hver dag tale med flere mennesker. Dette har altid været det, som Herren har sendt missionærer ud for at gøre.
Herren kender os. Han ved, at vi har vore udfordringer. Jeg er klar over, at nogle af jer bærer tunge byrder, men jeg beder til, at I aldrig vil føle, at det nogensinde vil være en byrde at række ud på en normal og behagelig måde. Det er snarere et privilegium! Der findes ingen større glæde i livet end at være ivrigt engageret i Herrens tjeneste.
Nøglen er at blive inspireret af Gud, at man beder ham om vejledning, og at man så går ud og gør det, som Ånden tilskynder til. Når medlemmer udelukkende anser arbejdet med frelse som deres ansvar, kan det godt være skræmmende. Når de ser det som en invitation til at følge Herren i at bringe sjæle til ham ved at blive undervist af fuldtidsældsterne og -søstrene, er det inspirerende, oplivende og opløftende.
Vi beder ikke alle om at gøre alt. Vi beder blot alle medlemmer om at bede med bevidstheden om, at hvis hvert medlem, unge såvel som ældre, vil række ud til bare »en« person fra nu af og til jul, vil millioner føle Herren Jesu Kristi kærlighed. Hvilken vidunderlig gave det ville være til Frelseren.
For seks uger siden modtog jeg et brev fra en meget succesfuld medlemsmissionærfamilie, familien Munns fra Florida. De skrev:
»Kære ældste Ballard, en halv time efter den verdensomspændende udsendelse om at fremskynde arbejdet med frelse, afholdt vi vores eget missionærråd i familien. Vi blev henrykte over, at vore børnebørn i teenagealderen gerne ville være med. Vi er glade for at kunne meddele, at vi siden vores rådsmøde har udvidet gruppen af undersøgere i vores familie med 200 procent.
Vi har børnebørn, der har haft venner med i kirke, har nydt nadvermødet med nogle af vore mindre aktive venner, og nogle af vore nye kontakter har forpligtet sig til at blive undervist af missionærerne. En af vore mindre aktive søstre er ikke blot vendt tilbage til Kirken, men har bragt nye undersøgere med sig.
Ingen har takket nej til invitationen om at modtage missionærlektionerne. Det er en spændende tid at være medlem af denne kirke« (personligt brev, 15. aug. 2013).
Følg Åndens tilskyndelser. Bønfald Herren i indtrængende bøn. Bliv ivrigt engageret i at gøre det, I kan for at fortælle andre om det storslåede budskab om gengivelsen af Jesu Kristi evangelium.
Jeg citerer en anden succesfuld medlemsmissionær, Clayton Christensen: »Hver eneste gang du billedligt talt tager en anden ved hånden og præsenterer ham eller hende for Jesus Kristus, vil du føle, hvor højt vor Frelser elsker dig og elsker den person, hvis hånd er i din« (The Power of Everyday Missionaries: The What and How of Sharing the Gospel, 2013, s. 1).
Brødre og søstre, må Gud velsigne jer med at finde den store glæde, der kommer af at opleve mirakler gennem jeres tro. Som vi bliver belært i Moroni kapitel 7:
»Kristus har sagt: Hvis I har tro på mig, skal I have magt til at gøre hvad som helst, jeg anser for tjenligt …
for det er ved tro, at mirakler udvirkes; og det er ved tro, at engle viser sig og betjener menneskene; ve derfor menneskenes børn, hvis dette er hørt op, for det er på grund af vantro, og alt er forgæves« (Moro 7:33, 37).
Ud fra min egen erfaring kan jeg vidne for jer om, at Herren vil høre jeres bønner, og I vil få mange muligheder nu og i mange år fremover for at præsentere Jesu Kristi evangelium for vor himmelske Faders dyrebare børn. Præsident Monson, vi har lyttet. Vi vil alle prøve at finde den ene. Jeg beder til, at vi alle må opleve den store glæde, der kommer ved missionering. I Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.