Vil du være rask?
Ældste Timothy J. Dyches
De Halvfjerds
Når vi omvender os og bliver omvendt til Herren, bliver vi helbredt, og vores skyld bliver fejet bort.
Under en af jødernes fester i Jerusalem forlod Frelseren folkemængden for at finde dem i størst nød. Han fandt dem ved Betesda, en dam med fem søjler ved Fåreporten. Den var kendt for at tiltrække syge.
I Johannesevangeliet læser vi, at der nær dammen lå »en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet.
Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af« (Joh 5:3–4).
Frelserens besøg skildres af Carl Bloch på det smukke maleri, Kristus helbreder en syg ved Betesdas dam. Bloch fanger, hvordan Jesus forsigtigt letter på en nødtørftig baldakin over »en syg mand« (Joh 5:7), der ligger og venter nær dammen. Frelseren vidste, at manden var kraftesløs, og det understreger Frelserens nåde og mildhed, idet han stille kom og hjalp dem, der ikke kunne hjælpe sig selv.
På billedet ligger den plagede mand sammenkrøben på gulvet i skyggen. Han var udmattet og modløs efter at have lidt af sin sygdom i 38 år.
Da Frelseren løfter stoffet med sin ene hånd, rækker han samtidig den anden frem og spørger direkte: »Vil du være rask?«
Manden svarer: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig« (Joh 5:6–7).
Manden havde en tilsyneladende umulig udfordring, men Jesus kom med et storladent og uventet svar:
»›Rejs dig, tag din båre og gå!‹
Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring« (Joh 5:8–9).
I en anden rørende hændelse fortæller Lukas os, at Frelseren er på vej til Jerusalem og møder 10 spedalske. På grund af deres lidelse stod de »langt fra ham« (Luk 17:12). De var udstødte – urene og uønskede.
»Jesus, Mester, forbarm dig over os!« råbte de (Luk 17:13). De antydede med andre ord: »Er der ikke et eller andet, du kan gøre for os?«
Den store Læge, som var fuld af medfølelse og kærlighed, vidste, at tro må gå forud for mirakler, og sagde derfor til dem: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« (Luk 17:14).
Da de gik i tro, skete miraklet. Kan I forestille jer den overvældende glæde, de må have følt for hvert skridt, da de mærkede, at deres krop blev ren, helbredt og gendannet for øjnene af dem?
»Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst
og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham …
Og [Jesus] sagde til ham: ›Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig‹« (Luk 17:15–16, 19).
Som tidligere læge og kirurg var mit virke fokuseret på at helbrede og rette det fysiske. Jesus Kristus helbreder krop, sind og ånd, og hans helbredelse begynder med tro.
Husker I, da jeres tro og glæde fyldte jer til randen? Husk det øjeblik, hvor I fik jeres vidnesbyrd, eller da Gud bekræftede for jer, at I er hans søn eller datter, og at han elsker jer meget højt – og I følte jer fuldendte. Hvis den erindring er forsvundet, kan den findes igen.
Frelseren rådgav os om, hvordan vi bliver raske – fuldendte eller helbredte:
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28–30).
»Og kom så og følg mig!« (Luk 18:22). Han opfordrer os til at lægge det gamle liv og det verdslige begær bag os, blive et nyt menneske, for hvem »det gamle er forbi [og] noget nyt er blevet til« (2 Kor 5:17) og med et nyt, trofast hjerte. Og vi er fuldendte igen.
»Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig, bed, så skal I få, bank på, så skal der blive lukket op for jer« (L&P 88:63).
Når vi kommer ham nærmere, vil vi indse, at det var meningen, at jordelivet skulle være svært, og at »modsætning i alt« (2 Ne 2:11) ikke er en brist i frelsesplanen. Modsætninger er snarere en uundgåelig del af jordelivet, som vil styrke vores vilje og forædle vore valg. Livets omskiftelighed hjælper os til at skabe et evigt forhold til Gud – og indprente os Guds billede, når vi ser hen til ham med et rent hjerte (se Alma 5:19).
»Gør dette til ihukommelse af mig« (Luk 22:19) er det, som vor Frelser bad om, da han indstiftede det, vi kalder nadveren. Denne ordinance med brød og vand fornyer hellige pagter, som vi har indgået med Gud og indbyder forsoningens kraft i vores tilværelse. Vi bliver helbredt ved at aflægge de vaner og den livsstil, som forhærder hjertet og gør nakken stiv. Når vi nedlægger »oprørsvåbnene« (se Alma 23:7), kan vi handle »på egne vegne« (L&P 58:28) og vil ikke længere være forblændet af Satans sofisteri eller overdøvet af verdens skurrende larm.
Når vi omvender os og bliver omvendt til Herren, bliver vi helbredt, og vores skyld bliver fejet bort. Vi kan som Enosh spekulere over: »Hvordan sker det?« Og Herren svarer: »På grund af din tro på Kristus … se, din tro har gjort dig ren« (En 1:7–8).
Corrie ten Boom, en oprigtig kristen, hollandsk kvinde, oplevede en sådan helbredelse, på trods af at hun havde været i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Hun led forfærdeligt, men i modsætning til sin elskede søster, Betsie, som døde i lejren, overlevede Corrie.
Efter krigen talte hun ofte offentligt om sine oplevelser og om helbredelse og tilgivelse. Ved en lejlighed kom en tidligere nazivagt, der havde været involveret i Corries frygtelige indespærring i Ravensbrück i Tyskland, hen til hende og udtrykte glæde over hendes budskab om Kristi tilgivelse og kærlighed.
»›Hvor er jeg glad for Deres budskab, Fraulein‹, sagde han. ›At tænke sig, at han, som De sagde, har vasket mine synder rene!‹
Hans hånd var rakt frem for at give mig hånden,« mindedes Corrie. »Og jeg som så ofte havde prædiket om … behovet for tilgivelse, rakte ikke min hånd frem.
Selvom vreden og mine hævngerrige tanker rasede i mig, indså jeg synden i det … Herre Jesus, bad jeg, tilgiv mig og hjælp mig til at tilgive ham.
Jeg prøvede at smile og kæmpede for at række hånden frem. Jeg kunne ikke. Jeg følte ingenting, ikke den mindste gnist af varme eller barmhjertighed. Og igen bad jeg en stille bøn. Jesus, jeg kan ikke tilgive ham. Skænk mig din tilgivelse.
Da jeg rakte ham hånden, skete der noget helt utroligt. Fra min skulder og ned langs min arm og gennem min hånd syntes en strøm at gå igennem mig og ind i ham, og i mit hjerte udsprang en kærlighed til denne fremmede, som næsten overvældede mig.
Og jeg opdagede, at det hverken er vores tilgivelse eller vores godhed, som verdens helbredelse afhænger af, men Frelserens. Når han siger, at vi skal elske vore fjender, så giver han os, tillige med befalingen, selve kærligheden.«1
Corrie ten Boom blev helbredt.
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Der er et liv, som opretholder dem, der er prøvet eller opfyldt af sorg og græmmelse – ja, Jesu Kristi liv.«2
Hvis I føler jer urene, uelskede, ulykkelige, uværdige, ufuldstændige eller syge, så husk, at »alt, hvad der virker urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.«3 Hav tålmodighed og tro på Frelserens timing og plan for jer. Jesus sagde: »Frygt ikke, tro kun!« (Matt 5:36).
Vær forvisset om, at Frelseren stadig søger at hele vores sjæl og helbrede vores hjerte. Han venter ved døren og banker på. Lad os åbne døren ved på ny at begynde at bede, omvende os, tilgive og glemme. Lad os elske Gud og tjene vores næste og stå på hellige steder med et liv, der er renset for synd. Den kraftesløse mand ved Betesdas Dam, den spedalske på vejen til Jerusalem og Corrie ten Boom blev helbredt. »Vil du være rask?« Rejs dig og gå. Hans »nåde er dig nok« (2 Kor 12:9), og du vil aldrig være alene.
Jeg har erfaret, at Gud lever. Jeg ved, at vi alle er hans børn, og at han elsker os for dem, vi er og det, vi kan blive. Jeg ved, at han sendte sin Søn til verden for at være et sonoffer for hele menneskeheden, og at de, der vil modtage hans evangelium og følge ham, vil blive hele og fuldendte – »til hans egen tid og på hans egen måde og efter hans egen vilje« (L&P 88:68) gennem hans milde barmhjertighed. Dette er mit vidnesbyrd til jer i Jesu Kristi navn. Amen.