Hold bestandigt fast

Ældste Kevin S. Hamilton

De Halvfjerds

Må vi bestandigt holde fast i jernstangen, der leder til vor himmelske Faders nærhed.

Min far kunne huske den dag, ja selve tidspunktet for, hvornår hans familie – med far, mor og fire børn – forlod Kirken, og hvoraf flere aldrig vendte tilbage igen i dette liv. Han var 13 år gammel, diakon, og dengang deltog familierne i Søndagsskolen om formiddagen og i nadvermødet om eftermiddagen. På en smuk forårsdag, efter at være vendt hjem efter søndagens møder om formiddagen og under familiefrokosten, vendte hans mor sig mod hans far og spurgte: »Nåh, min skat, synes du, vi skal tage til nadvermødet i eftermiddag, eller skal vi som familie køre en tur sammen på landet?«

Tanken om, at der var et alternativ til nadvermødet, havde aldrig strejfet min far, men han og hans tre teenagesøskende satte sig alle op og lyttede opmærksomt. Den søndagstur på landet den eftermiddag var sandsynligvis en dejlig familieaktivitet, men den lille beslutning blev starten på en ny retning, som i sidste ende førte hans familie væk fra Kirken med dens sikkerhed og velsignelser og ind på en anden sti.

Som en lektie for dem i vor tid, som kunne føle sig fristet til at vælge en anden sti, fortalte profeten Lehi fra Mormons Bog om en åbenbaring, hvor han så »utallige skarer af folk, hvoraf mange trængte sig frem for at komme til stien, som førte til det træ, som [han] stod ved.

Og … de kom hen og begyndte at følge stien, som førte til træet.

Og … der opstod en tåge af mørke … således at de, der var begyndt at følge stien, for vild, så de kom bort og forsvandt.«¹

Lehi så derpå en anden gruppe, der »trængte sig frem, og de kom hen og fik fat i enden af jernstangen, og de trængte sig frem gennem tågen af mørke, idet de klamrede sig til jernstangen, lige til de kom hen og spiste af træets frugt.« Men desværre »efter at de havde spist af træets frugt, kastede de blikket rundt omkring, som om de skammede sig« på grund af dem, der stod i en »stor og rummelig bygning«, som om »de spottede og pegede fingre ad dem, der var nået frem til og spiste af frugten.« Disse mennesker »faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk.«² De var ikke i stand til, eller måske ikke villige til, at holde ud til enden.

Der var dog en tredje gruppe, som ikke blot nåede frem til livets træ, men de faldt heller ikke fra bagefter. Om disse siger skriften, at de trængte sig »frem, idet de bestandigt holdt fast ved jernstangen, indtil de nåede frem og faldt ned og spiste af træets frugt.«³ For denne gruppe mennesker repræsenterede jernstangen den eneste sikkerhed og tryghed, som de kunne finde, og de holdt bestandigt fast; de nægtede at give slip, selv for noget så enkelt som en søndagstur på landet.

Om denne gruppe mennesker har ældste David A. Bednar sagt: »De centrale ord i dette vers er ›bestandigt holdt fast‹ ved jernstangen … Måske læste denne tredje gruppe uophørligt og studerede og granskede Kristi ord … Dette er gruppen, som I og jeg skal stræbe efter at slutte os til.«⁴

De af os, der er medlemmer af Guds kirke i dag, har indgået pagter om at følge Jesus Kristus og adlyde Guds befalinger. Ved dåben indgik vi pagt om at stå som Frelserens vidner,⁵ bistå de svage og dem i nød,⁶ holde Guds befalinger og omvende os, når det er nødvendigt. For som apostlen Paulus sagde: »For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.«⁷

Hver uge har vi mulighed for at tage del i nadvermødet, hvor vi kan forny disse pagter ved at tage nadverens brød og vand. Denne enkle handling gør, at vi igen kan forpligte os til at følge Jesus Kristus og omvende os, når vi fejler. Til gengæld lover Gud os sin Ånd, som vejleder og beskytter os.

Vore missionærer underviser ud fra Forkynd mit evangelium om, at åbenbaring og vidnesbyrd kommer, når vi kommer til vore søndagsmøder: »Vi styrker hinanden ved at komme til Kirkens møder og tilbede sammen. Vi får ny styrke ved at være sammen med venner og familie. Vores tro styrkes, når vi studerer skrifterne og lærer mere om det gengivne evangelium.«⁸

Man kunne måske spørge, hvorfor vi har tre adskilte møder om søndagen, og hvad behovet for dem hver især er. Lad os kort se på disse tre møder:

Nadvermødet giver os mulighed for at tage del i nadveren. Vi fornyer vore pagter, modtager et større mål af Helligånden, og får desuden den velsignelse at blive instrueret og opløftet af Helligånden.
Søndagsskolen lader os »undervise hinanden i rigets lære«,⁹ så vi alle kan blive »opbygget og [fryde os] sammen.«¹⁰ Der kommer stor styrke og fred, efterhånden som vi forstår det gengivne evangeliums læresætninger.
Præstedømmemøderne er en stund, hvor både voksne og unge mænd lærer »[deres] pligt«¹¹ og bliver »mere fuldkomment … undervist«.¹² Hjælpeforeningens møder giver Kirkens kvinder mulighed for at »styrke deres tro … styrke [deres] [familie og hjem] samt hjælpe de trængende.«¹³

På samme måde har vore unge piger og børnene deres egne møder og klasser, hvor de bliver undervist i evangeliet, idet de forbereder sig på de vigtige ansvar, som de senere får. Ved hvert af disse unikke møder, der er forbundet med hinanden, lærer vi om evangeliets grundsætninger, vi føler Ånden og tjener hinanden. Selv om der kan være undtagelser på grund af afstande, rejseomkostninger eller helbredsmæssige årsager, bør vi stræbe efter at tage del i alle vore søndagsmøder. Jeg lover, at der kommer velsignelser i form af stor glæde og fred ved deltagelse i de tre timers søndagsmøder.

Vores familie har forpligtet sig til at overvære alle søndagens møder. Vi synes, at det styrker vores tro og øger vores forståelse af evangeliet. Vi har lært, at vi har det godt med vores beslutning om at deltage i vore kirkemøder, især når vi vender hjem og fortsat overholder sabbatten. Selv når vi er på ferie eller på rejse, deltager vi i alle søndagsmøderne. En af vore døtre skrev for nylig hjem for at fortælle, at hun havde været i kirke i en by, hvor hun var på gennemrejse og tilføjede: »Jo, far, jeg var til alle tre søndagsmøder.« Vi ved, at hun blev velsignet for denne retskafne beslutning.

Vi har hver især mange valg, der skal træffes med hensyn til vores overholdelse af sabbatten. Der vil altid være en »god« aktivitet, som kan og bør ofres til fordel for det bedre valg om at tage del i Kirkens møder. Dette er faktisk en af de måder, hvorpå modstanderen »narrer … [vores] sjæl og fører [os] omhyggeligt [væk].«¹⁴ Han bruger »gode« aktiviteter, som erstatninger for aktiviteter, der er »bedre« eller måske endda »bedst«.¹⁵

Bestandigt at holde fast i jernstangen betyder, at vi, når det overhovedet er muligt, overværer vore søndagsmøder: Nadvermødet, Søndagsskolen og præstedømmets eller Hjælpeforeningens møde. Vore børn og unge tager del i deres pågældende møder i Primary, Unge Mænd og Unge Piger. Vi bør aldrig vælge og vrage imellem, hvilke møder vi gerne vil deltage i. Vi holder helt enkelt fast i Guds ord ved at gå i kirke og deltage i vore møder på sabbatten.

Bestandigt at holde fast i jernstangen betyder, at vi stræber efter at holde alle Guds befalinger, at vi dagligt beder vore personlige bønner og familiebønner og studerer skriften.

Bestandigt at holde fast er en del af Kristi lære, som vi finder den i Mormons Bog. Nemlig at vi udøver tro på Jesus Kristus, omvender os fra vore synder, forandrer vores hjerte og følger ham ned i dåbens vande og modtager Helligåndens bekræftende gave, der tjener som vejleder og trøster. Og dernæst, som Nefi forklarede, »trænger [vi os] frem, idet [vi] tager for os af Kristi ord,« indtil livets ende.¹⁶

Mine brødre og søstre, vi er et pagtsfolk. Vi indgår og holder villigt pagter, og det forjættende løfte er, at vi vil modtage »alt det, som … Faderen har.«¹⁷ Idet vi bestandigt holder fast i jernstangen ved at holde vore pagter, vil vi blive styrket til at modstå verdens fristelser og farer. Vi vil blive i stand til at navigere rundt i dette jordiske liv med alle dets udfordringer, indtil vi rent faktisk når træet, hvis frugt er »yderst dyrebar og yderst ønskværdig, mere end alle andre.«¹⁸

Min far var så heldig at blive gift med en god kvinde, der opmuntrede ham til at vende tilbage til sin ungdoms kirke og igen gå fremad på den vej. Deres trofasthed har velsignet alle deres børn, den næste generation af børnebørn og nu oldebørn.

Præcis som den enkle beslutning om at deltage eller ikke at deltage i søndagens møder gjorde en afgørende forskel i mine bedsteforældres familie, vil vore daglige beslutninger påvirke vores liv på betydningsfuld vis. En tilsyneladende lille beslutning om at deltage eller ikke at deltage til nadvermødet kan få langtrækkende, ja, endog evige konsekvenser.

Må vi vælge at være omhyggelige og opnå de store velsignelser og den beskyttelse, der kommer af at samles og holde pagterne. Må vi bestandigt holde fast i jernstangen, der leder til vor himmelske Faders nærhed. Det er min bøn i Jesu Kristi hellige navn. Amen.