2010-2019
Kom Gud nærmere
Oktober 2013


10:15

Kom Gud nærmere

Vor Frelser ønsker, at vi virkelig elsker ham i den grad, at vi ønsker at rette vores vilje ind efter hans.

Vores seksårige barnebarn Oli, som meget kært kalder mig »Poppy«, skulle hente noget i bilen. Hans far stod inde i huset og låste bildøren op med fjernbetjeningen, da Oli nærmede sig den, uden at han opdagede det, og låste den igen, da han var færdig. Oli kom løbende ind og var et stort smil!

Hele familien spurgte ham: »Hvordan fik du bildøren låst op og derefter låst den igen?« Han smilede blot.

Vores datter, hans mor, sagde: »Måske er det ligesom, når Poppy gør det – måske har du magiske kræfter ligesom han!«

Da det skete endnu en gang nogle minutter senere, lød hans svar på nye spørgsmål om hans nyfundne evner: »Det er fantastisk! Jeg tror, at det er, fordi Poppy elsker mig og er en af mine bedste venner, og han hjælper mig!«

Jeg har været så velsignet at høre om rigtige mirakuløse hændelser, der har fundet sted i vore trofaste helliges tilværelse overalt i Afrika, Papua Ny Guinea, Australien, New Zealand og øerne i Stillehavet. Jeg er enig med Oli – jeg tror, at det skyldes, at disse trofaste mennesker har samme følelser for vor himmelske Fader og Frelseren, som Oli har for mig. De elsker Gud som en nær ven, og han passer på dem.

Medlemmer af denne kirke har ret til, og mange modtager, et åndeligt vidnesbyrd og indgår hellige pagter om at følge Herren. Men trods det kommer nogle ham nærmere, mens andre ikke gør. I hvilken kategori er I?

Gud bør være midtpunktet i vores univers – helt bogstaveligt vores fokus. Er han det? Eller er han sommetider fjernt fra vores hjertes tanker og hensigter? (se Mosi 5:13). Læg mærke til, at det ikke kun er vores hjertes tanker, der har betydning, men også »hensigterne«. Hvordan afspejler vores adfærd og vore handlinger vore retskafne hensigter?

Da vores søn Ben var 16 år, talte han ved en stavskonference og stillede spørgsmålet: »Hvad ville I føle, hvis nogen lovede jer noget hver uge og aldrig holdt løftet?« Han fortsatte: »Tager vi de løfter alvorligt, som vi aflægger, når vi modtager nadveren og indgår pagt om at holde hans befalinger og altid erindre ham?«

Herren har givet os måder, så vi kan huske ham og hans bærende kraft. En måde er gennem en byrde, som vi alle har til fælles – modgang (se Alma 32:6). Når jeg ser tilbage på de prøvelser, jeg har mødt, er det klart, at de har ført til megen udvikling, forståelse og medfølelse. De har ført mig nærmere til vor himmelske Fader og hans Søn, med erfaring og forædling skrevet i mit hjerte.

Herrens vejledning og instruktion er afgørende. Han hjalp Jereds trofaste bror til at løse en af hans to udfordringer, da han fortalte ham, hvordan man fik frisk luft ind i de skibe, de lydigt havde bygget (se Eter 2:20). Det var bemærkelsesværdigt, at Herren ikke blot midlertidigt lod problemet med at få lys stå uopklaret hen, men han gjorde det også klart, at han, Herren, tillod de trængsler og prøvelser, der var nødvendige for at finde dets løsning. Det var ham, der sendte vindene, regnen og oversvømmelserne (se Eter 2:23–24).

Hvorfor gør han dog det? Og hvorfor advarer han os om, at vi skal fjerne os fra årsager til fare, når han blot kunne hindre faren i at opstå? Præsident Wilford Woodruff fortæller beretningen om, hvordan han åndeligt blev advaret om at flytte den vogn, som han selv, hans hustru og et barn sov i. Kort tid efter kom en hvirvelvind, rev et stort træ op med rode og lagde det præcist, hvor vognen havde stået tidligere (se Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2004, s. 46).

I begge disse tilfælde kunne vejret være blevet tilpasset, så man fjernede faren. Men der er en pointe – Herren ønsker, at vi, i stedet for at han løser problemet, udvikler den tro, der vil få os til at sætte vores lid til ham i løsningen af vore problemer, og stole på ham. Så kan vi opleve hans kærlighed mere konstant, kraftigere, tydeligere og mere personligt. Vi bliver ét med ham, og vi kan blive ligesom han. Hans mål er, at vi bliver som ham. Faktisk er det hans herlighed og også hans gerning (se Moses 1:39).

En dreng forsøgte at jævne et jordstykke bag ved huset, så han kunne lege der med sine biler. En meget stor sten hindrede ham i hans arbejde. Drengen skubbede og trak af alle kræfter, men uanset hvor hårdt han prøvede, så rykkede stenen sig ikke.

Hans far betragtede det lidt, gik så hen til sin søn og sagde: »Du er nødt til at bruge alle dine kræfter for at flytte en så stor sten.«

Drengen svarede: »Jeg har brugt alle mine kræfter!«

Hans far rettede ham: »Nej, det har du ikke. Du har endnu ikke fået min hjælp!«

De bøjede sig ned sammen og flyttede stenen med lethed.

Faderen til min ven Vaiba Roma, Papua Ny Guineas første stavspræsident, har også lært, at han kan vende sig til sin Fader i himlen i tider med nød. Han og de andre i landsbyen kunne kun overleve ved hjælp af de afgrøder, de dyrkede. En dag tændte han ild for at rydde sin del af landsbyens jord, så han kunne så. Der havde imidlertid, før han tændte ilden, været en lang varm periode, og planterne var meget tørre. Så hans bål voksede til præsident Thomas S. Monson-proportioner, således som vores profet selv beskrev det ved den sidste generalkonference (se »Lydighed medfører velsignelser«, Liahona, maj 2013, s. 89–90). Ilden begyndte at sprede sig til græsmarkerne og buskene, og med hans søns ord var resultatet »et mægtigt monster af ild«. Han frygtede for landsbybeboerne og de eventuelle tab af deres afgrøder. Hvis de blev ødelagt, ville han blive straffet af landsbyen. Han kunne ikke slukke ilden, men så erindrede han Herren.

Jeg citerer nu fra hans søn, min ven: »Han knælede på bakken inde i buskene og begyndte at bede til vor himmelske Fader om at standse ilden. Pludselig dukkede en stor sort sky op over, hvor han bad, og det regnede voldsomt – men kun hvor ilden brændte. Da han så sig omkring, var der blå himmel overalt, undtagen hvor flammerne var. Han kunne ikke fatte, at Herren ville besvare en bøn fra en simpel mand som ham, og han knælede igen ned og græd som et barn. Han sagde, at det var den dejligste følelse« (se Alma 36:3).

Vor Frelser ønsker, at vi virkelig elsker ham i den grad, at vi ønsker at rette vores vilje ind efter hans. Så kan vi føle hans kærlighed og kende hans herlighed. Så kan han velsigne os, som han ønsker at gøre. Det skete for Nefi, Helamans søn, som nåede det punkt, hvor Herren fuldstændig stolede på ham, og på grund af det var han i stand til at velsigne ham med alt, hvad han bad om (se Hel 10:4–5).

I romanen Pi’s liv af Yann Martel giver helten udtryk for sine følelser for Kristus: »Jeg kunne ikke få ham ud af mit hoved. Det kan jeg stadig ikke. Jeg tilbragte tre døgn med at tænke på ham. Jo mere han generede mig, jo mindre kunne jeg glemme ham. Og jo mere jeg lærte om ham, jo mindre ønskede jeg at forlade ham« (2001, s. 57).

Det er præcis sådan, jeg føler for Frelseren. Han er altid nær, især på hellige steder og på tidspunkter med nød. Nogle gange når jeg mindst venter det, så føler jeg det næsten, som om han prikker mig på skulderen for at lade mig vide, at han elsker mig. Jeg kan gengælde den kærlighed på min egen ufuldkomne måde ved at give ham mit hjerte (se L&P 64:22, 34).

For få måneder siden sad jeg sammen med ældste Jeffrey R. Holland, da han fordelte missionærer til deres mission. På vej ud ventede han på mig, og da vi gik derfra, lagde han armen omkring min skulder. Jeg bemærkede over for ham, at han havde gjort det samme en gang før i Australien. Han svarede: »Det er, fordi jeg elsker dig!« Og jeg vidste, at det var sandt.

Jeg tror, at hvis vi kunne have privilegiet fysisk at vandre sammen med Frelseren, så ville vi mærke hans arm rundt om vore skuldre på samme måde. Som hos disciplene på vej mod Emmaus ville vores hjerte brænde i os (se Luk 24:32). Dette er hans budskab: »Kom og se!« (Joh 1:39). Det indeholder en personlig, imødekommende og favnende opfordring til at vandre med hans arm omkring vores skulder.

Må vi alle føle os ligeså sikre som Enosh, som det afspejles i det sidste vers i hans korte, men dybsindige bog: »Og jeg fryder mig ved den dag, da min dødelighed skal iføre sig udødelighed og skal stå over for ham; da skal jeg med behag se hans ansigt, og han vil sige til mig: Kom til mig, du velsignede, der er et sted beredt til dig i min Faders boliger” (En 1:27).

På grund af rigtig mange oplevelser og den kraft, hvormed Ånden har vidnet for mig, vidner jeg om med absolut vished, at Gud lever. Jeg mærker hans kærlighed. Det er den dejligste følelse. Må vi gøre det nødvendige for at rette vores vilje ind efter hans og virkelig elske ham. I Jesu Kristi navn. Amen.