Til mine børnebørn
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Der er en overordnet befaling, som kan hjælpe os, når vi møder udfordringer, og som vil føre til et lykkeligt familieliv.
I år skal vore to første børnebørn giftes. Om nogle få år er der nok 10 af deres fætre og kusiner, der også når det punkt, hvor de vil træde ind i familielivets vidunderlige verden.
De har spurgt mig til råds, og udsigten til disse lykkelige begivenheder har givet mig noget at tænke over. De har i bund og grund spurgt: »Hvilke valg kan jeg træffe for at blive lykkelig?« Og det modsatte: »Hvilke valg vil med størst sandsynlighed føre til, at jeg bliver ulykkelig?«
Vor himmelske Fader har skabt os som unikke væsener. Ikke to af os har helt de samme erfaringer. Ikke to familier er ens. Derfor er det næppe overraskende, at det er svært at rådgive om lykke i familielivet. Alligevel har en kærlig himmelsk Fader anvist en vej til lykke for alle sine børn. Der er dog kun en plan for lykke trods vore personlige forskelligheder og erfaringer. Planen går ud på at følge alle Guds bud.
For os alle, deriblandt mine børnebørn, som går i giftetanker, er der en overordnet befaling, som kan hjælpe os, når vi møder udfordringer, og som vil føre til et lykkeligt familieliv. Den gælder i alle livets forhold. Den gentages skriften igennem og i profeternes belæringer i vor tid. Herrens råd til alle, som ønsker at leve lykkeligt sammen for evigt, formuleres således i Bibelen:
»Og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:
›Mester, hvad er det største bud i loven?‹
Han sagde til ham: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
På de to bud hviler hele loven og profeterne.«1
Ud fra denne enkle udtalelse er det ikke svært at sammenfatte det, jeg har lært om, hvilke valg der fører til lykkelige familier. Jeg indleder med et spørgsmål: »Hvilke valg har ført til, at jeg elsker Herren af hele mit hjerte, sjæl og sind?« For mig har det været at vælge at anbringe mig der, hvor jeg følte tilgivelsens glæde, der kommer gennem Herrens sonoffer.
For mange år siden døbte jeg en ung mand i Albuquerque i New Mexico, som min missionærkammerat og jeg havde undervist. Jeg førte den unge mand ned under vandet og bragte ham op igen. Han må have været lige så høj som mig, for han talte direkte ind i mit øre. Med dåbsvand og tårer løbende ned af kinderne og med fryd i stemmen sagde han: »Jeg er ren, jeg er ren.«
Jeg har set de samme glædestårer hos en, der berettede om noget, som en Guds apostel havde sagt. Han havde efter et indgående interview sagt til hende: »Jeg tilgiver dig i Herrens navn. Han vil give dig vished om sin tilgivelse på sin egen tid og måde.« Og det gjorde han.
Jeg har set, hvorfor Herren kan sige, at når synder bliver tilgivet, så husker han dem ikke mere. Folk, jeg kender og elsker, er gennem forsoningens kraft blevet gjort nye, og deres synder er vasket væk. Mit hjerte har været fyldt med kærlighed til Frelseren og den kærlige Fader, som sendte ham.
Denne store velsignelse er kommet ved at opmuntre mennesker, som jeg holder af, til at henvende sig til Frelseren for at opnå lindring fra smerte. En lindring, som kun han kan give. Det er derfor, jeg tilskynder dem, jeg elsker, til at tage imod og højne ethvert kald, de tilbydes i Kirken. Det valg er en af de store nøgler til at opnå lykke i familien.
Livets forskellige faser rummer et pres, der kan friste os til at afvise eller forklejne kaldet om at tjene Frelseren. Det kan sætte os selv, vores ægtefælle og familie i åndelig fare. Nogle af disse kald kan synes uvæsentlige, men mit liv og mit familie ændrede sig til det bedre, fordi jeg tog imod kaldet til at undervise diakonernes kvorum. Jeg mærkede disse diakoners kærlighed til Frelseren og hans til dem.
Jeg har set det ske for en tidligere stavspræsident og missionspræsident, som Herren kaldte til at være vejleder for lærernes kvorum. Jeg kender en anden, som havde været biskop og siden områdehalvfjerdser, som Herren brugte til at hjælpe en dreng i lærernes kvorum, der var kommet til skade i en ulykke. Miraklerne ved den tjeneste har berørt manges tilværelse, herunder også min, og øget deres kærlighed til Frelseren.
Det er, når vi tjener andre, at vi er mest tilbøjelige til at trygle om Helligåndens ledsagelse. Succes i Herrens tjeneste frembringer altid mirakler, der overgår vores egen kraft. Forælderen, der står med et oprørsk barn, ved, at dette er sandt. Det gør den besøgslærer også, som blev kontaktet af en kvinde, der søgte trøst, da hendes mand ville forlade hende. Begge tjenere er taknemlige for, at de den morgen bad Herren om at lade Helligånden ledsage dem.
Det er kun med Helligåndens ledsagelse, at vi kan gøre os håb om at mødes som jævnbyrdige partnere i et harmonisk ægteskab. Jeg har set, hvordan den ledsagelse er altafgørende for ægteskabelig lykke. Miraklet at blive ét fordrer himlens hjælp, og det tager tid. Vores mål er at leve sammen for evigt i Gud Faderens og Frelserens nærhed.
Min far og mor var meget forskellige. Min mor var sanger og kunstner. Min far elskede kemi. Min mor blev engang til en symfonikoncert ret overrasket, da min far rejste sig og begyndte at gå, inden bifaldet havde lydt. Min mor spurgte, hvor han skulle hen. Hans svar lød i al sin uskyldighed: »Men det er da slut, er det ikke?« Det skyldtes udelukkende Helligåndens blide påvirkning, at han overhovedet var taget med hende til koncert og kom tilbage mange gange siden.
Min mor boede i New Jersey i 16 år, så min far kunne forsørge familien ved at forske og undervise i kemi. Det var et offer for hende at være adskilt fra sin mor, der var enke, og sin ugifte søster, der tog sig af moderen på familiens gamle gård. De døde begge, mens mor boede i New Jersey. Det er de eneste gange, jeg har set min mor græde.
Flere år senere blev min far tilbudt et job i Utah. Han spurgte min mor, igen i al uskyldighed: »Mildred, hvad synes du, jeg skal gøre?«
Hun svarede: »Henry, du skal gøre det, du synes, er bedst.«
Han afslog tilbuddet. Næste morgen skrev hun et brev til ham, som jeg ville ønske, at jeg stadig havde. Jeg kan huske, at hun fortalte ham: »Du skal ikke åbne det her. Tag hen til kontoret og åbn det der.« Det begyndte med en reprimande. Han havde år forinden lovet hende, at han om muligt ville sørge for, at hun var tæt på sin familie. Han blev overrasket over hendes irritation. Han havde ikke husket hendes hjertes inderste ønske. Han sendte straks besked om, at han alligevel gerne ville have jobbet.
Så sagde han: »Mildred, hvorfor sagde du ikke det?«
Hvortil hun svarede: »Det burde du have husket.«
Han omtalte altid valget om at flytte til Utah som sit eget. Aldrig som et offer i hans professionelle karriere. De oplevede miraklet at blive ét. Det havde været bedre, hvis Helligånden havde mindet far om det løfte, som han havde givet år forinden. Men han tillod Helligånden at blødgøre sit hjerte, så hendes valg også blev hans.
Vor himmelske Fader er alvidende og kender hver enkel af os og vores fremtid. Han ved, hvilke vanskeligheder vi vil møde. Han sendte sin Søn for at lide, så han kunne vide, hvordan han skal hjælpe os i vore trængsler.
Vi ved, at vor himmelske Fader har åndelige børn i denne verden, som af og til vælger synd og ulyksalighed. Det er derfor, han sendte sin Førstefødte for at forløse os, den største kærlighedsgerning i hele menneskehedens historie. Det er derfor, vi må forvente, at det kræver Guds hjælp samt tid at forædle os til evigt liv for at leve hos vor Fader.
Vi står vores prøve i familielivet. Det er en af årsagerne til, at Gud har givet os livets gave – nemlig at styrke os ved at gå gennem prøver. Det gælder særligt i familielivet, hvor vi finder den største glæde, den største sorg og de største udfordringer, og de kan til tider synes større, end vi kan holde til.
Præsident George Q. Cannon har sagt dette om, hvordan Gud har forberedt os og vore børn på de prøver, vi møder: »Der er ikke én af os, som Guds kærlighed ikke er blevet udgydt over. Der er ikke én af os, som han ikke har taget sig af og kærtegnet. Der er ikke én af os, som han ikke har ønsket at frelse, og hvor han ikke har udtænkt en vej til frelse. Der er ikke én af os, som han ikke har givet sine engle befaling om at tage sig af. Vi er måske ubetydelige og usle i egne og i andres øjne, men sandheden er, at vi er Guds børn, og at han virkelig har givet sine engle – usynlige væsner med magt og kraft – befaling om at tage sig af os, og de våger over os og har os i deres varetægt.«2
Det har præsident Cannon ret i. I vil få brug for den forsikring, ligesom jeg har haft. Og jeg har stolet på den.
Jeg har bedt i tro for, at en, jeg elsker, ville søge og føle forsoningens kraft. Jeg har bedt i tro for, at engle ville komme dem til undsætning, og det gjorde de.
Gud har udarbejdet en vej til frelse for alle sine børn. For mange indebærer det at have en bror eller en søster eller en bedsteforælder, som elsker dem betingelsesløst.
For flere år siden talte en af mine venner om sin bedstemor. Hun havde levet livet fuldt ud. Hun havde altid været trofast mod Herren og hans kirke. Alligevel valgte et af hendes børnebørn en kriminel løbebane. Han endte til sidst i fængsel. Min ven huskede, at hans bedstemor, da hun kørte op for at besøge barnebarnet i fængslet, grådkvalt bad og sagde: »Jeg har prøvet at leve det gode liv. Hvorfor, hvorfor skal jeg rammes af denne tragedie med mit barnebarn, som synes opsat på at ødelægge sit liv?«
Svaret kom således til hendes sind: »Jeg gav ham til dig, fordi jeg vidste, at du kunne og ville elske ham, uanset hvad han gjorde.«
Der er en vidunderlig lektie for os alle. Det vil ikke være let at være kærlige forældre, bedsteforældre eller Guds tjenere i en verden i opløsning. Vi kan ikke tvinge Guds børn til at vælge vejen til lykke. Gud kan ikke, fordi han har skænket os handlefriheden.
Vor himmelske Fader og hans elskede Søn elsker alle, uanset hvad de vælger at gøre, eller hvad de bliver. Frelseren betalte prisen for alle synder, hvor uhyrlige de end er. Selv om der nødvendigvis må udvises retfærdighed, er muligheden for nåde udstrakt og vil ikke krænke retfærdigheden.
Alma udtrykte sit håb for sønnen, Corianton, således: »Derfor kunne forløsningsplanen under hensyntagen til retfærdigheden ikke blive tilvejebragt undtagen på betingelse af menneskenes omvendelse i denne prøvetilstand, ja, denne forberedende tilstand; for var det ikke for disse betingelser, kunne barmhjertigheden ikke få nogen virkning, uden at det ville tilintetgøre retfærdighedens værk. Se, retfærdighedens værk kunne ikke blive tilintetgjort; hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud.«3
Mit budskab til mine børnebørn og til alle, som stræber efter at smede en evig familie, er, at glæden er garanteret den trofaste. Inden verden blev til, elskede og arbejdede en kærlig himmelsk Fader og hans elskede Søn med dem, som de vidste ville fare vild. Gud vil altid elske dem.
I har fordelen af at vide, at de lærte om frelsesplanen i den undervisning, de modtog i åndeverdenen. De og I var trofaste nok til at komme til denne jord, selvom mange andre ikke var.
Med Helligåndens hjælp vil alle disse sandheder blive bragt til vores erindring. Vi kan ikke påtvinge andre den, men vi kan lade dem se den i vores liv. Vi kan altid fatte mod i forvisningen om, at vi alle engang følte glæden ved at være sammen som en del af vor himmelske Faders familie. Med Guds hjælp kan vi alle føle det håb og den glæde igen. Jeg beder til, at det må være sådan for os alle, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.