Klagesangene: Vogt jer for trældom

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Vores udfordring er at undgå trældom af enhver art, at hjælpe Herren med at indsamle hans udvalgte samt at ofre noget for den opvoksende generation.

Tidligt i vores ægteskab besluttede min hustru Mary og jeg, at når det gjaldt fritidsaktiviteter, så ville vi så vidt muligt overvære dem sammen. Vi ønskede også at holde vores budget. Mary elsker musik og var uden tvivl bekymret for, at jeg ville presse sportsbegivenheder igennem, så hun forhandlede sig frem til, at for hver betalt sportskamp skulle der være to musicaler, operaer eller kulturelle aktiviteter.

Til at begynde med var jeg imod operadelen, men hen ad vejen skiftede jeg mening. Jeg blev specielt glad for Giuseppe Verdis operaer.¹ Denne uge fejrer vi 200 årsdagen for hans fødsel.

I sin ungdom var Verdi optaget af profeten Jeremias, og i 1842 opnåede han i en alder af 28 år berømmelse for operaen Nabucco, en forkortelse af det italienske navn for Nebukadnesar, kongen af Babylon. Operaen indeholder begreber fra Jeremias, Klagesangene og Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Den handler om erobringen af Jerusalem og jødernes tilfangetagelse og trældom. Salme 137 var inspirationen til Verdis bevægende og inspirerende »Slavekoret«. Kapitelresumeet til denne salme i Kirkens engelske bibel lyder meget dramatisk: »Da jøderne var i fangenskab, græd de ved Babylons floder – på grund af sorg kunne de ikke bære at synge Zions sange.«

Det er min hensigt at gennemgå mange former for trældom og undertvingelse. Jeg vil sammenligne forhold i vore dage med Jeremias’ før Jerusalems fald. Når jeg løfter denne advarende røst, er jeg taknemlig for, at de fleste af Kirkens medlemmer retskaffent undgår den opførsel, der var så stødende for Herren på Jeremias’ tid.

Jeremias’ profetier og klagesange er vigtige for de sidste dages hellige. Jerusalem på Jeremias’ tid er baggrunden for de indledende kapitler i Mormons Bog. Jeremias levede samtidigt med profeten Lehi.² Herren fortalte Jeremias, at han havde forudordineret ham: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.«³

Herren gav Lehi et andet kald, mission og opgave. Han blev ikke kaldet i sin ungdom, men i en moden alder. Til at begynde med var han en advarende røst. Men efter Lehi trofast havde forkyndt det samme budskab som Jeremias, befalede Herren ham at tage sin familie og flygte ud i ørkenen.⁴ Dermed var Lehi ikke blot til velsignelse for sin familie, men for alle mennesker.

Herrens budskab til Jeremias under Jerusalems ødelæggelse⁵ er uforglemmelig. Han sagde:

»Mit folk har skiftet sin ære ud med noget, der intet gavner …

De har forladt mig, en kilde med levende vand, de har udhugget cisterner … der slår revner og ikke kan holde vand.«⁶

I forbindelse med de plager, der skulle komme over Jerusalems indbyggere, sagde Herren beklagende: »[For dem er] kornhøsten forbi, frugthøsten endt, men [de] blev ikke frelst.«⁷

Gud skabte mænd og kvinder frie til at vælge mellem godt og ondt. Når dårlige valg bliver et dominerende træk ved en kultur eller nation, får det alvorlige konsekvenser både i dette og det tilkommende liv. Folk kan ikke blot blive slavebundet eller lade sig trælbinde af skadelige, vanedannende stoffer, men også af afhængighedsskabende filosofier, som fører dem bort fra en retskaffen levevis.

At vende sig bort fra at tilbede den sande og levende Gud og i stedet tilbede falske guder som velstand og berømmelse og kaste sig ud i umoralsk og uretfærdig adfærd resulterer i trældom i alle dets afskygninger. Det være sig åndelig, fysisk og intellektuel trældom og sommetider undergang. Jeremias og Lehi belærte også om, at de retfærdige må hjælpe med opbygningen af Herrens kirke og rige og indsamlingen af Israel.⁸

Disse budskaber har genlydt og er blevet forstærket igennem århundreder i alle uddelinger. De står helt centralt i gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i denne sidste uddeling.

Jødernes tilfangetagelse og spredningen af Israels stammer, deriblandt de ti stammer, er vigtige lærdomsmæssige faktorer i gengivelsen af evangeliet. De ti tabte stammer udgjorde Israels nordrige og blev ført i fangenskab i Assyrien i 721 f.Kr. De tog til nordenland.⁹ Vores tiende trosartikel lyder: »Vi tror på den bogstavelige indsamling af Israel og på genrejsningen af de ti stammer.«¹⁰ Vi tror også på, at alle jordens folk vil blive velsignet gennem den pagt, som Herren indgik med Abraham og ikke blot hans bogstavelige efterkommere. Som ældste Russell M. Nelson har sagt, er indsamlingen »ikke et spørgsmål om et fysisk sted, det er et spørgsmål om personlig forpligtelse. Folk kan blive ›bragt til kundskab om Herren‹ (3 Ne 20:13) uden at forlade deres land.«¹¹

Vores lære er klar: »Herren spredte og lod plager ramme Israels tolv stammer på grund af deres uretfærdighed og oprør. Men Herren benyttede sig også af, at hans udvalgte folk blev spredt blandt alverdens folk, til at velsigne disse folk.«¹²

Vi lærer værdifulde lektier af denne tragiske periode. Vi bør gøre alt i vores magt for at undgå den synd og det oprør, der fører til trældom.¹³ Vi bør også indse, at en retskaffen levevis er en forudsætning for at bistå Herren med indsamlingen af hans udvalgte folk og for Israels indsamling.

Trældom, underkastelse, afhængighed og slaveri findes i mange afskygninger. Det kan være bogstavelig fysisk slaveri, men det kan også være tab eller beskadigelse af vores handlefrihed, som hæmmer vores fremgang. Jeremias gjorde det klart, at uretfærdighed og oprør var den primære årsag til Jerusalems ødelæggelse og jødernes fangenskab i Babylon.¹⁴

Andre former for trældom er lige så ødelæggende for den menneskelige ånd. Handlefriheden kan misbruges på mange måder.¹⁵ Jeg vil nævne fire af vor tid mest ondartede.

For det første kan trældom forårsages af afhængighed, som hæmmer handlefriheden, er i modstrid med ens moralske overbevisning og ødelægger helbredet. Den påvirkning, som stoffer, alkohol, umoralitet, pornografi, hasardspil, økonomisk slaveri og andre plager har på de tilfangetagne og på samfundet, er en byrde af umådelig størrelse.

For det andet kan afhængighed af eller forkærlighed for noget, som ikke i sig selv er ondt, koste os tid, som vi kunne have brugt på at nå gode mål. Det kan dreje sig om overdrevet brug af sociale medier, videospil, digitale spil, sport, underholdning og meget andet.¹⁶

Måden, vi prioriterer tid med familien på, er en af de største udfordringer i de fleste kulturer. På et tidspunkt, hvor jeg var det eneste medlem af Kirken på vores advokatkontor, forklarede en kvindelig advokat mig, hvordan hun altid kæmpede med at holde tre bolde i luften. Den ene var hendes job som advokat, den anden hendes ægteskab og den tredje hendes børn. Hun havde næsten opgivet at finde tid til sig selv. Hun var meget bekymret over, at en af boldene altid lå på jorden. Jeg foreslog, at vi holdt et gruppemøde og drøftede vore prioriteter. Vi afgjorde, at den primære årsag til, at vi arbejdede, var for at forsørge vores familie. Vi var enige om, at det at tjene penge ikke var nær så vigtigt som vores familie, men vi anerkendte også, at det at hjælpe vore klienter efter bedste evne var altafgørende. Så bevægede diskussionen sig hen på, hvad vi gjorde af unødvendige ting på kontoret, der tog tid fra familien. Lå der et pres om at bruge tid på unødvendige ting på arbejdspladsen?¹⁷ Vi besluttede, at vores mål var at være en familievenlig virksomhed for både mænd og kvinder. Vi ville være gode eksempler på at sætte tid af til familien.

For det tredje er den mest universelle undertvingelse i vor tid og også historisk set de ideologiske eller politiske overbevisninger, der er uforenelige med Jesu Kristi evangelium. At erstatte evangelisk sandhed med menneskers filosofier kan føre os væk fra enkelheden i Frelserens budskab. Da apostlen Paulus besøgte Athen, forsøgte han at belære dem om Jesu Kristi opstandelse. I Apostlenes Gerninger læser vi: »For athenerne og de fremmede tilflyttere brugte ikke deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt.«¹⁸ Da folkemængden indså, at Paulus’ budskab hverken var svært eller nyt, afviste de det.

Dette minder meget om vor tid, hvor evangeliske sandheder ofte afvises eller forvrænges for at gøre dem mere intellektuelt tiltalende eller forenelige med fremherskende kulturelle tendenser og intellektuelle filosofier. Hvis vi ikke er forsigtige, kan vi blive fanget af disse tendenser og blive trælbundet rent intellektuelt. Der er mange bøger og artikler, som fortæller kvinder, hvordan de skal leve.¹⁹ Mange af dem modsiger hinanden. Særligt bekymrende er de filosofier, som kritiserer eller mindsker respekten for kvinder, der vælger at bringe de nødvendige ofre for at være mødre, lærere, omsorgsgivere eller venner med børn.

For nogle måneder siden fik vi besøg af vore to yngste børnebørn – en hver uge. Jeg var hjemme og åbnede døren. Min hustru, Mary, var i et andet rum. I begge tilfælde sagde de det samme, efter de havde givet mig et stort knus. De så sig omkring og sagde. »Jeg elsker at være i bedstemors hus. Hvor er bedstemor?« Jeg sagde ikke noget, men tænkte: »Er det ikke også bedstefars hus?« Men så huskede jeg, at da jeg var en dreng, tog vores familie også over til bedstemors hus. Jeg tænkte på teksten til en velkendt sang: »Over floden og gennem skoven tager vi til bedstemors hus.«

Lad mig nu lige slå fast, at jeg fryder mig over alle de uddannelsesmæssige og øvrige muligheder, der er for kvinder. Jeg glæder mig over, at meget af det nedslidende hårde huslige arbejde, som kvinder ofte har udført, er blevet reduceret i mange dele af verden takket være moderne bekvemmeligheder, og at kvinder yder så stor en indsats på mange områder. Men hvis vi tillader vores samfundskultur at forringe det særlige forhold, børn har til deres mødre, bedstemødre og andre, som passer dem, vil vi komme til at fortryde det.

For det fjerde kan kræfter, der øver vold på religiøse principper, føre til trældom. En af de mest uheldige er, når retskafne mennesker, som føler, at de skal stå til regnskab over for Gud for deres handlinger, tvinges til at kompromittere deres samvittighed – fx sundhedspersonale, der tvinges til at vælge mellem at bistå ved aborter mod deres samvittighed eller at miste deres job.

Kirken er kun en minoritet, selvom vi står sammen med ligesindede. Det vil være svært at ændre hele samfundet, men vi må arbejde for at forbedre moralen omkring os. Sidste dages hellige i alle lande bør være gode borgere, deltage i offentlige anliggender, sætte sig ind i sager og stemme.

Vores primære fokus bør dog altid være at gøre det nødvendige for at beskytte vores familie og den opvoksende generation.²⁰ De fleste af dem er endnu ikke fanget af afhængighed eller falske ideologier. Vi må skærme dem fra en verden, som lyder utrolig meget som det Jerusalem, Jeremias og Lehi oplevede. Vi må desuden forberede dem på at indgå og holde hellige pagter og være vigtige udsendinge for at bistå Herren med opbyggelsen af Kirken og samle Israel og Herrens udvalgte alle steder.²¹ Som der så smukt står i Lære og Pagter: »De retfærdige skal blive samlet ind fra alle folkeslag og komme til Zion, idet de synger sange om evigtvarende glæde.«²²

Vores udfordring er at undgå trældom af enhver art, at hjælpe Herren med at indsamle hans udvalgte samt at ofre noget for den opvoksende generation. Vi må altid huske, at vi ikke selv frelser os. Vi er gjort frie ved Frelserens kærlighed, nåde og forløsende offer. Da Lehis familie flygtede, blev de ledt af Herrens lys. Hvis vi er tro mod det lys, følger hans bud og stoler på hans fortjenester, kan vi undgå åndelig, fysisk og intellektuel trældom. Vi kan også undgå at skulle begræde vores egen ørkenvandring, fordi han er mægtig til at frelse.

Lad os undgå den desperation og sorg, der rammer de trælbundne, der ikke længere kan bære at synge Zions sange. I Jesu Kristi navn. Amen.