»Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke«
Præsident Thomas S. Monson
Vor himmelske Fader … ved også, at vi lærer og vokser og bliver stærkere, når vi står over for og overlever prøvelser, som vi skal igennem.
I aften vil jeg i min dagbog skrive: »Dette har været en af de mest inspirerende møder af alle de generalkonferencer, jeg har overværet. Alt har været storslået og meget åndeligt.«
Brødre og søstre, da vi mødtes for seks måneder siden, lå min søde hustru, Frances, på hospitalet, fordi hun var faldet nogle få dage forinden. I maj, da hun i flere uger havde kæmpet for at overvinde sin skade, gled hun over i evigheden. Tabet af hende har været overvældende. Hun og jeg blev viet i templet i Salt Lake City den 7. oktober 1948. I morgen ville vi kunne have fejret vores 65. bryllupsdag. Hun var mit livs kærlighed, min betroede partner og min bedste ven. At sige, at jeg savner hende, beskriver overhovedet ikke dybden af mine følelser.
Ved denne konference er det 50 år siden, at jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum af præsident David O. McKay. I alle disse år har jeg kun oplevet min søde hustrus fulde støtte. Hun ydede utallige ofre, så jeg kunne udføre min kaldelse. Jeg hørte aldrig en klage fra hende, når jeg ofte var nødt til at tilbringe dage og somme tider uger væk fra hende og børnene. Hun var virkelig en engel.
Jeg ønsker at udtrykke min og min families taknemlighed for den kærlighed, I har vist os siden Frances’ død. Hundredvis af kort og breve er blevet sendt fra hele verden for at udtrykke beundring for hende og for at kondolere vores familie. Vi modtog mange smukke blomster. Vi er taknemlige for de mange bidrag, der er blevet givet i hendes navn til Kirkens missionsfond. På vegne af de af os, som hun har efterladt, udtrykker jeg en dyb taknemlighed for jeres venlige og inderlige ord.
Min største trøst i denne tid er mit vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium og den kundskab, jeg har om, at min kære Frances stadig lever. Jeg ved, at vores adskillelse er midlertidig. Vi blev beseglet i Guds hus af en, der havde myndighed til at binde på jorden og i himlen. Jeg ved, at vi en dag bliver genforenet og aldrig igen skal adskilles. Det er den kundskab, som holder mig oppe.
Brødre og søstre, man kan trygt regne med, at ingen person nogensinde har levet fuldstændig fri for lidelser og sorg, og der har heller aldrig været en periode i menneskehedens historie, som ikke har fået sin fulde andel af uroligheder og elendighed.
Når livets vej tager en ubehagelig drejning, er man fristet til at spørge: »Hvorfor mig?« Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen, intet daggry, der kan bryde nattens mørke. Vi føler os overrumplet af skuffelsen over forliste drømme og desperationen over svundne håb. Vi samles for at udtrykke den bibelske bøn: »Er der ikke balsam i Gilead?«1 Vi føler os forladt, sorgbetynget og alene. Vi er tilbøjelige til at se vores egen, personlige ulykke gennem pessimismens forvrængende prisme. Vi bliver utålmodige efter en løsning på vore problemer og glemmer, at den himmelske dyd, tålmodighed, ofte er nødvendig.
De prøvelser, der kommer til os, frembyder den virkelig test på vores evne til at holde ud. Et fundamentalt spørgsmål står stadigt ubesvaret for enhver af os: Skal jeg give op, eller skal jeg gøre det færdigt? Nogle mennesker giver op, når de ikke er i stand til hæve sig over deres udfordringer. At gøre det færdigt indebærer at holde ud til selve livets ende.
Når vi tænker over det, vi alle kan blive udsat for, kan vi som Job fordums sige: »Det er mennesket selv, der avler elendighed.«2 Job var en »retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt.«3 Job, der var gudfrygtig i sin opførsel og meget velstillet, skulle klare en prøve, der kunne have ødelagt enhver. Berøvet sine ejendele, foragtet af sine venner, ramt af lidelser, knust over tabet af sin familie, lød opfordringen til ham: »Forband Gud, og dø!«4 Han modstod fristelsen og erklærede helt inde fra sin ædle sjæl:
»Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste.«5
»Dog ved jeg, at min løser lever.«6
Job bevarede troen. Vil vi gøre det samme, når vi står over for de udfordringer, der bliver vores?
Når som helst vi er tilbøjelige til at føle os bebyrdede af livets slag, så lad os huske på, at andre har gået det samme igennem, de har holdt ud og har sejret.
Kirkens historie i denne, tidernes fyldes uddeling, er fuld af beretninger om personer, der har slidt og alligevel er forblevet trofaste og ved godt mod. Hvad var grunden til det? De gjorde Jesu Kristi evangelium til centrum i deres liv. Det er det, der vil trække os igennem, uanset hvad vi møder på vores vej. Vi vil stadig opleve svære udfordringer, men vi vil være i stand til at konfrontere dem direkte og komme sejrrige igennem.
Fra smertens seng, fra den tårevædede pude bliver vi løftet mod himlen af den guddommelige erklæring og det dyrebare løfte: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«7 Sådan en trøst er uvurderlig.
Når jeg har rejst rundt i verden for at udføre min kaldelses ansvar, har jeg lært meget – ikke mindst, at tristhed og lidelse er universel. Jeg kan end ikke begynde at måle al den hjertesorg og smerte, som jeg har set, når jeg har besøgt dem, som oplever sorg, sygdom, skilsmisse, kæmper med en egensindig søn eller datter eller som lider under konsekvenserne af synd. Listen kunne fortsætte i det uendelige, for der findes utallige problemer, vi alle kan blive udsat for. At nævne blot et eksempel er svært, men når jeg tænker på udfordringer, kommer jeg til at tænke på bror Brems, en af mine søndagsskolelærere. Han var et trofast medlem af Kirken, en mand med et hjerte af guld. Han og hans hustru Sadie havde otte børn, mange af dem var på alder med vi børn.
Da Frances og jeg blev gift og flyttede fra menigheden, så vi bror og søster Brems og deres børn til bryllupper, begravelser og menighedssammenkomster.
I 1968 mistede bror Brems sin hustru Sadie. To af hans otte børn er også gået bort, som årene er svundet hen.
En dag for næsten 13 år siden ringede bror Brems’ ældste barnebarn til mig. Hun forklarede, at hendes bedstefar var fyldt 105 år. Hun sagde: »Han bor på et lille plejehjem, men mødes med hele sin familie hver søndag, hvor han giver en lektion om evangeliet.« Hun fortsatte: »Sidste søndag bekendtgjorde bedstefar så: ›Mine kære, jeg skal dø i denne uge. Vil I være søde at ringe til Tommy Monson og fortælle ham det. Han ved, hvad han skal gøre.‹«
Jeg besøgte bror Brems den næste aften. Jeg havde ikke set ham længe. Jeg kunne ikke tale til ham, for han mistet hørelsen. Jeg kunne ikke skrive et budskab til ham, som han kunne læse, fordi han havde mistet synet. Jeg fik at vide, at hans familie kommunikerede med ham ved at tage hans højre hånd og i hans venstre håndflade skrive navnet på den person, der besøgte ham. Alle budskaber skulle gives på denne måde. Jeg fulgte proceduren, tog hans finger og stavede T-O-M-M-Y M-O-N-S-O-N, det navn, som han altid havde kendt mig under. Bror Brems blev glad og tog mine hænder og lagde dem på sit hoved. Jeg vidste, at hans ønske var at modtage en præstedømmevelsignelse. Den chauffør, som havde kørt mig hen til plejehjemmet, sluttede sig til mig, og vi lagde vore hænder på bror Brems’ hoved og gav ham den ønskede velsignelse. Bagefter strømmede tårerne ud af hans blinde øjne. Han greb vore hænder i taknemlighed. Selvom han ikke havde hørt den velsignelse, vi havde givet ham, var Ånden stærk, og jeg tror, at han blev inspireret til at vide, at vi havde givet ham den velsignelse, han havde brug for. Denne kære mand kunne ikke længere se. Han kunne ikke længere høre. Han var indespærret nat og dag i et lille værelse på plejehjemmet. Og smilet på hans ansigt og ordene, han udtalte, rørte mit hjerte. »Tak,« sagde han. »Vor himmelske Fader har været så god mod mig.«
I løbet af den uge gik bror Brems bort, akkurat som han havde forudsagt. Han fokuserede aldrig på det, han manglede, han var snarere dybt taknemlig for sine mange velsignelser.
Vor himmelske Fader, som giver os så meget at glædes over, ved også, at vi lærer og vokser og bliver stærkere, når vi står over for og overlever prøvelser, som vi skal igennem. Vi ved, at der er tidspunkter, hvor vi vil opleve sønderknusende smerte, hvor vi vil sørge, og hvor vi vil blive testet til vore grænser. Men sådanne prøvelser giver os mulighed for at ændre os og blive bedre, genopbygge vores liv, som vor himmelske Fader lærer os, og blive anderledes end vi var – bedre end vi var, mere forstående end vi var, mere empatiske end vi var, med stærkere vidnesbyrd end vi havde før.
Dette bør være vores mål – at blive ved og holde ud, ja, men også blive mere åndeligt forfinet på vores rejse gennem både solskin og sorg. Var det ikke for udfordringer, vi skal overvinde, og problemer, vi skal løse, ville vi forblive, som vi var, med lille eller ingen fremgang mod vores mål om evigt liv. En digter udtrykte den samme tanke med disse ord:
Godt tømmer vokser ikke med lethed.
Jo kraftigere vinde, des stærkere træer.
Jo længere til himlen, des længere træer.
Jo mere storm, des mere styrke.
Af sol og kulde, af regn og sne
vokser godt tømmer i træ og menneske.8
Kun Mesteren kender dybden af vore prøvelser, smerte og lidelse. Kun han tilbyder os evig fred i modgangen. Kun han rører vores torturerede sjæl med sine trøstende ord:
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.«9
Om det er i de gode eller dårlige tider, er han med os. Han har lovet, at det aldrig vil ændre sig.
Mine brødre og søstre, må vi have en hengivenhed for vor himmelske Fader, som aldrig ebber ud med årene eller i vores livs kriser. Vi bør ikke være nødt til at opleve prøvelser for at huske ham, og vi bør ikke blive drevet til ydmyghed, før vi viser ham vores tro og tillid.
Må vi altid stræbe efter at være tæt på vor himmelske Fader. For at gøre dette må vi bede til ham og lytte til ham hver dag. Vi har vitterlig brug for ham hver time, i både sol og regn. Må hans løfte altid være vores slagord: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«10
Af hele min sjæls styrke bærer jeg vidnesbyrd om, at Gud lever og elsker os, at hans enbårne Søn levede og døde for os, og at Jesu Kristi evangelium er det gennemtrængende lys, som skinner igennem mørket i vores liv. Må det altid være således, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.