Se fremad og tro

Ældste Edward Dube

De Halvfjerds

I Herrens øjne drejer det sig ikke så meget om, hvad vi har gjort, eller hvor vi har været, men langt mere om, hvor vi er villige til at gå.

Da jeg som dreng arbejdede i markerne sammen med min mor, lærte hun mig en af de vigtigste lektier i livet. Det var sidst på formiddagen, solen stod højt, og vi havde hakket i noget, som jeg syntes tog meget lang tid. Jeg standsede for at se tilbage på det, vi havde udrettet, og sagde til min mor: »Se alt det, vi har gjort!« Mor svarede ikke. Jeg tænkte, at hun ikke havde hørt mig, så jeg gentog lidt højere det, jeg havde sagt. Hun svarede stadig ikke. Jeg gentog det lidt højere. Endelig vendte hun sig mod mig og sagde: »Edward, se aldrig tilbage. Se fremad på det, vi stadig skal gøre.«

Mine kære brødre og søstre, den pagt, vi indgik med Herren, da vi blev døbt, nemlig at »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os]« (Mosi 18:9), er en livslang forpligtelse. Præsident Dieter F. Uchtdorf har rådet os: »De, der har været i dåbens vande og har modtaget Helligåndsgaven, står på den sti, der hører Kristi disciple til, og de er formanet til støt og trofast at følge i vor Frelsers fodspor« (»Hellige til alle tider«, Liahona, sep. 2013, s. 5). Herren kalder gennem sine tjenere os til at tjene i forskellige kaldelser, som vi tager imod med fuldstændig forpligtelse. Når vi bliver afløst og modtager en kaldelse til en anden opgave, tager vi med glæde imod den, idet vi ved, som vore forfædre vidste, at »i Herrens tjeneste drejer det sig ikke om, hvor man tjener, men hvordan« (J. Reuben Clark jun., i Conference Report, april 1954, s. 154).

Så når en stavspræsident eller biskop bliver afløst, accepterer han med glæde sin afløsning, og når der kommer en kaldelse om at tjene på enhver måde, som Herren gennem sine tjenere »finder det tjenligt« (Mosi 3:19), så er han ikke optaget af sin tidligere erfaring, og han ser heller ikke tilbage og tænker, at han har tjent tilstrækkeligt. Han er ikke træt »af at gøre godt«, for han ved, at han »lægger grundvolden til et stort værk« med en klar vision om, at en sådan indsats velsigner mange i evigheden. Så ud »af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33).

Vi bør alle »være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed« (L&P 58:27).

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har rådet os: »Vi kan lære af fortiden, men ikke leve i den. Vi ser os tilbage for at hente gløderne fra strålende oplevelser, men ikke asken. Og når vi har lært det, vi skulle, og har taget de bedste oplevelser med os, så ser vi fremad og husker på, at tro altid peger mod fremtiden« (»Det bedste venter forude«, Liahona, jan. 2010, s. 18).

Selv om min mors lektie med at se fremad var rettet mod det synlige ukrudt på marken, så var den udfordring mindre i sammenligning med det, de første hellige gennemgik. Ældste Joseph B. Wirthlin har beskrevet denne oplevelse rigtig godt: »I 1846 forlod flere end 10.000 mennesker den driftige by Nauvoo, de havde opbygget ved Mississippiflodens bredder. Med tro på deres profetiske ledere forlod disse tidlige kirkemedlemmer deres ›skønne by‹ og drog ud i det amerikanske grænselands ødemarker. De vidste ikke præcist, hvor de skulle hen, eller hvor mange kilometer de skulle vandre, hvor lang tid rejsen ville tage, eller hvad fremtiden ville bringe dem. Men de vidste, at de blev ledt af Herren og hans tjenere« (»Vore fædres tro«, Stjernen, juli 1996, s. 34).

De vidste, hvad det vil sige at se fremad og tro. Femten år tidligere var nogle af disse medlemmer til stede, da en åbenbaring blev modtaget:

»For sandelig siger jeg jer: Velsignet er den, som holder mine befalinger, det være sig i liv eller død, og den, som er trofast i modgang, hans belønning er større i Himmeriget.

I kan med jeres naturlige øjne ikke i øjeblikket se Guds forehavende med hensyn til det, som skal komme herefter, og den herlighed, der skal følge efter megen modgang« (L&P 58:2–3).

Vi kan også se fremad og tro. Vi kan modtage vor Herres invitation, han, der med udstrakte arme inviterer os:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28–30).

Vores kære profet, præsident Thomas S. Monson, hans rådgivere og De Tolv Apostles Kvorum har givet os alle en opfordring om at deltage i arbejdet med frelse. De nyomvendte, de unge, de unge voksne, de, der er pensioneret fra deres arbejdsliv samt fuldtidsmissionærerne må i ligeligt omfang trække læsset i fremskyndelsen af arbejdet med frelse.

Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, overværede engang en konkurrence, hvor okser trak et læs. Han lærte denne analogi. Om oplevelsen sagde han: »En træslæde blev læsset med cementblokke: 4.500 kg … Målet var, at okserne flyttede slæden 3 fod (91 cm) … Jeg lagde mærke til et flot par af meget store, brogede, blågrå dyr … de store blå okser fra gamle dage.«

Om resultatet af konkurrencen sagde han: »Parrene blev elimineret et efter et … De store, blå okser nåede ikke særlig langt! Et par små ubeskriveligt udseende dyr, som størrelsesmæssigt var dårligt matchet, flyttede slæden alle tre gange.«

Han fik så en forklaring på det overraskende resultat: »De store blå var større og stærkere og bedre matchet i størrelse end det andet par. Men de mindre okser havde bedre samarbejde og koordinering. De ramte åget sammen. Begge dyr trak fremad på nøjagtig samme tid, og styrken flyttede læsset« (»Equally Yoked Together«, uddrag fra en tale til regionalrepræsentanternes seminar, 3. apr. 1975; i Teaching Seminary: Preservice Readings, 2004, s. 30).

Når vi ser fremad og tror, har vi brug for det samarbejde i at fremskynde arbejdet med frelse, når vi inviterer andre til at komme til Kristus. I vores personlige indsats er vi nødt til at følge præsident Dieter F. Uchtdorfs råd, om at stå »tæt sammen … og løfte der, hvor vi står« (»Løft, hvor I står«, Liahona, nov. 2008, s. 56). Vi kan opnå vores fulde potentiale, som ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum har set det: »Når jeg rejser rundt i Kirken, forundres jeg over alt det gode, der sker. Men alligevel føler jeg aldrig, at vi som folk lever op til vore virkelige muligheder. Jeg har på fornemmelsen, at vi ikke altid samarbejder, at vi stadig er for interesseret i at søge personlig ære og succes, og viser for lidt interesse for vores fælles mål – at opbygge Guds rige« (»Opbyg i forening Guds rige«, Stjernen, juli 1987, s. 30).

Må vi alle være forenet med et fælles mål om »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39).

Vor Frelser, Jesus Kristus, som ser fra begyndelsen til enden, kendte udmærket den vej, som han skulle gå til Getsemane og Golgata, da han proklamerede: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige« (Luk 9:62). I Herrens øjne drejer det sig ikke så meget om, hvad vi har gjort, eller hvor vi har været, men langt mere om, hvor vi er villige til at gå.

Profeten Joseph Smith forkyndte vore vejledende principper for os: ”Vores religions grundlæggende princip er apostlenes og profeternes vidnesbyrd angående Jesus Kristus, nemlig at han døde, blev begravet og opstod igen på tredjedagen og opsteg til himlen; alt andet, som vedrører vores religion, er blot tillæg til dette” (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 50).

Jeg vidner om, at når vi følger vor Frelsers, Jesu Kristi eksempel, løfter vore hænder til en ret vinkel og med handling opretholder vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson, finder vi fred, tryghed og glæde, og vi »skal i disse sidste dage spise Zions lands goder« (L&P 64:34). I Jesu Kristi navn. Amen.