Vi er ikke alene
Præsident Thomas S. Monson
I [vil] en dag … se tilbage på jeres svære tider, og I vil indse, at han altid stod ved jeres side.
Mine kære søstre, den ånd, vi føler i aften, er en afspejling af jeres styrke, jeres hengivenhed og jeres godhed. For at citere Mesteren: »I er jordens salt … I er verdens lys.«1
Når jeg har tænkt over denne mulighed for at tale til jer, er jeg blevet mindet om den kærlighed, min kære hustru, Frances, havde for Hjælpeforeningen. I løbet af sit liv tjente hun i mange stillinger i Hjælpeforeningen. Da hun og jeg var blot 31 år gamle, blev jeg kaldet som præsident for Den Canadiske Mission. I løbet af opgavens tre år præsiderede Frances over alle hjælpeforeninger i det store område, der omfattede provinserne Ontario og Quebec. Nogle af hendes tætteste venskaber opstod på grund af den opgave, såvel som fra de mange kaldelser hun senere udfyldte i vores egen hjælpeforening i menigheden. Hun var en trofast datter af vor himmelske Fader, min elskede partner og min kæreste ven. Jeg savner hende mere, end ord kan udtrykke.
Ligesom hende elsker jeg også Hjælpeforeningen. Jeg vidner for jer om, at den blev oprettet gennem inspiration og er en vigtig del af Herrens kirke her på jorden. Det ville være umuligt at opregne alt det gode, der er kommet ud af denne organisation og alle de personer, som er blevet velsignet på grund af den.
Hjælpeforeningen er sammensat af mange forskellige kvinder. Der er dem, der er enlige – måske i skole, måske arbejdende – men allerede i gang med en god og rig tilværelse. Nogle af jer er travle mødre med børn. Andre af jer har mistet jeres mand på grund af skilsmisse eller dødsfald og kæmper med at opdrage jeres børn uden en ægtemand og fars hjælp. Nogle af jer har opdraget jeres børn, men indset, at deres behov for jeres hjælp er vedvarende. Der findes mange af jer, der har ældre forældre, som har brug for den kærlige omsorg, som kun I kan give.
Hvor end vi befinder os i livet, findes der tidspunkter, hvor vi alle har udfordringer og kampe. Selvom de er forskellige for os hver især, har vi dem alle.
Mange af de udfordringer, vi står over for, findes, fordi vi lever i en verden, der er befolket af mange forskellige slags mennesker. Til tider spørger vi i fortvivlelse: »Hvordan kan jeg fokusere på det celestiale, når jeg bevæger mig igennem denne telestiale verden?«
Der er tidspunkter, hvor I går på en sti overstrøet med torne og fyldt med kampe. Der er tidspunkter, hvor I føler jer adskilt – endda isoleret – fra Giveren af alle gode gaver. I er bekymret for, at I går alene. Frygt erstatter troen.
Når I finder jer selv i sådanne omstændigheder, bønfalder jeg jer om at huske bøn. Jeg elsker præsident Ezra Taft Bensons ord om bøn. Han sagde:
»Gennem hele mit liv har jeg værdsat rådet om at fæste lid til bøn højere end noget andet råd, jeg … har fået. Det er blevet en del af mig selv – et anker, en konstant kilde til styrke og grundlaget for min kundskab om guddommelige forhold …
Selvom der skulle komme modangreb, kan vi på ny føle os trygge, for Gud vil tale fred til sjælen. Denne fred, denne ophøjede, rolige ånd, er den største velsignelse i livet.«2
Apostlen Paulus formanede:
»Bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud …
Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.«3
Sikke et storslået løfte! Fred er det, vi søger efter, det, vi længes efter.
Vi blev ikke anbragt på denne jord for at gå alene. Hvilken forbløffende kilde til kraft, til styrke og til trøst der er tilgængelig for os hver især. Han, der kender os bedre, end vi kender os selv, han, der ser det større billede og som kender begyndelsen fra enden, har forsikret os, at han vil være der for at hjælpe os, hvis vi blot spørger. Vi har fået løftet: »Bed altid og hav tro, så skal alting virke sammen til gavn for jer.«4
Når vore bønner stiger til himlen, lad os da ikke glemme de ord, Frelseren underviste os i. Da han oplevede den pinefulde smerte i Getsemane og på korset, bad han til Faderen: »Ske ikke min vilje, men din.«5 Selvom det til tider er svært for os, så skal vi stole på, at vor himmelske Fader bedst ved, hvordan, hvornår og på hvilken måde han skal give os den hjælp, vi søger.
Jeg værdsætter digterens ord:
Jeg ved ej helt, hvordan det sker,
men Gud mig hører, når jeg be’r.
Jeg ved, han har givet sit ord,
besvaret bli’r hver bøn på jord.
Det rette tidspunkt ingen ved,
i bønnen bor tålmodighed.
Jeg ved ej, om han mig skænker
alting nøjagtigt, som jeg tænker.
Men jeg lader trygt ham råde,
som er så fuld af nåde.
Han vil min bøn besvare
eller noget bedre åbenbare.6
Bøn er selvfølgelig ikke kun til svære tider. Vi bliver gentagne gange i skrifterne bedt om at »altid bede«7 og have en bøn i hjertet.8 Ordene i en kendt yndlingssalme fremsætter en opfordring, som det vil være en god idé at følge dagligt: »Bønnen ej forglem.«9
Skriftstudium sammen med bøn hjælper os til at klare os i vores ofte svære verden. Sandhedens ord og den inspiration, der findes i vore fire standardværker, er dyrebare ejendele for mig. Jeg bliver aldrig træt af at læse dem. Jeg bliver åndeligt opløftet, hver gang jeg søger i skrifterne. Disse hellige, sande og kærlige ord vejleder mig i mit liv og udpeger vejen til evig fuldkommengørelse.
Når vi læser og grunder over skrifterne, oplever vi Åndens søde hvisken til vores sjæl. Vi kan finde svar på vore spørgsmål. Vi lærer om de velsignelser, der kommer ved at holde Guds befalinger. Vi får et sikkert vidnesbyrd om vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, og deres kærlighed til os. Når vi kombinerer skriftstudium med vore bønner, kan vi med vished vide, at Jesu Kristi evangelium er sandt.
Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Må Herren velsigne enhver af os, så vi må mætte os med hans hellige ord og hente den styrke, fred og kundskab [fra dem], ›som overgår al forstand‹ (Fil 4:7).«10
Når vi husker bøn og tager os tid til at vende os mod skrifterne, vil vores liv blive velsignet i uendeligt større grad, og vore byrder vil blive gjort lettere.
Jeg vil gerne fortælle jer en beretning om, hvordan vor himmelske Fader besvarede en kvindes bønner og gav hende den fred og forsikring, hun så desperat søgte.
Tiffanys vanskeligheder begyndte sidste år, da hun havde gæster i sit hjem til Thanksgiving og senere til jul. Hendes mand havde læst medicin og var nu i gang med sit andet år som reservelæge. På grund af sine lange arbejdstider var han ikke i stand til at hjælpe hende lige så meget, som de begge ville have ønsket, og Tiffany måtte tage sig af det meste af det, der skulle nås til helligdagene udover at tage sig af deres fire små børn. Hun var overvældet, og så hørte hun, at en person, som hun holdt meget af, havde fået kræft. Stress og bekymring begyndte at plage hende, og hun oplevede en periode med mismod og depression. Hun søgte hjælp hos lægen, men det ændrede ikke noget. Hendes appetit forsvandt, og hun begyndte at tabe sig, hvilket ikke var sundt for hendes spinkle krop. Hun søgte efter fred i skrifterne og bad om udfrielse fra det mørke, der var ved at overtage hende. Hun begyndte at føle sig forladt af Gud, da der hverken kom fred eller hjælp. Hendes familie og venner bad for hende og forsøgte desperat at hjælpe. De kom med hendes yndlingsmad i et forsøg på at holde hende fysisk sund, men hun kunne blot tage et par bidder og kunne ikke spise op.
En særlig svær dag prøvede en ven forgæves at friste hende med noget mad, hun altid havde elsket. Da intet virkede, sagde vennen: »Der må være noget, som du synes, der lyder godt.«
Tiffany tænkte sig om et øjeblik og sagde: »Det eneste, jeg kan tænke på, der lyder godt, er hjemmebagt brød.«
Men de havde ikke noget.
Den følgende eftermiddag ringede det på Tiffanys dør. Hendes mand var tilfældigvis hjemme og åbnede døren. Da han kom tilbage, bar han på et hjemmebagt brød. Tiffany var forbløffet, da han fortalte, at det kom fra en kvinde, der hed Sherrie, og som de næsten ikke kendte. Hun var en ven af Tiffanys søster, Nicole, der boede i Denver i Colorado. Sherrie havde kort mødt Tiffany og hendes mand nogle måneder tidligere, da Nicole og hendes familie tilbragte Thanksgiving hos Tiffany. Sherrie, der boede i Omaha, var kommet til Tiffanys hus for at besøge Nicole.
Nu flere måneder senere med det lækre brød i hånden ringede Tiffany til sin søster Nicole for at takke hende for at sende Sherrie ud på et barmhjertighedsærinde. I stedet fandt hun ud af, at Nicole ikke havde sendt hende og intet kendte til besøget.
Resten af historien kom frem, da Nicole tjekkede med sin ven Sherrie for at finde ud af, hvad der havde tilskyndet hende til at komme med brødet. Det, hun fandt frem til, var til inspiration for hende, for Tiffany, for Sherrie – og det er til inspiration for mig.
Den morgen, hvor Sherrie leverede brødet, var hun blevet tilskyndet til at bage to brød i stedet for det ene, som hun havde planlagt. Hun sagde, at hun følte sig tilskyndet til at tage det andet brød med sig i bilen den dag, selvom hun ikke vidste hvorfor. Efter frokost hos en ven begyndte hendes etårige datter at græde og havde brug for en lur derhjemme. Sherrie tøvede, da hun fik en umiskendelig følelse af, at hun skulle tage det ekstra brød over til Nicoles søster Tiffany, der boede 30 minutters kørsel væk i den anden ende af byen, og som hun næsten ikke kendte. Hun forsøgte at bortrationalisere tanken, da hun gerne ville have sin meget trætte datter hjem, og fordi hun følte sig flov over at give et brød til nogen, der næsten var fremmede. Men følelsen af at tage over til Tiffanys hus var stærk, så hun fulgte tilskyndelsen.
Da hun kom derhen, åbnede Tiffanys mand døren. Sherrie mindede ham om, at hun var Nicoles ven, som han kort havde mødt til Thanksgiving, gav ham brødet og gik igen.
Og på den måde skete det, at Herren sendte en fremmed person tværs gennem byen for at give ikke blot det ønskede hjemmebagte brød, men også et klart budskab om kærlighed til Tiffany. Det, der skete, kan ikke forklares på nogen anden måde. Hun havde påtrængende brug for at føle, at hun ikke var alene – at Gud var opmærksom på hende og ikke havde forladt hende. Det brød – lige det hun ønskede – blev givet til hende af en person, hun næsten ikke kendte, en person, der ikke kendte hendes behov, men som lyttede til Åndens tilskyndelse og fulgte den tilskyndelse. Det blev et tydeligt tegn for Tiffany på, at hendes himmelske Fader var opmærksom på hendes behov og elskede hende nok til at sende hjælp. Han havde besvaret hendes råb om hjælp.
Mine kære søstre, jeres himmelske Fader elsker jer – jer hver især. Den kærlighed ændrer sig aldrig. Den er ikke påvirket af jeres fremtoning, jeres ejendele eller de penge, I har stående på jeres bankkonto. Den ændrer sig ikke på grund af jeres talenter og evner. Den er der bare. Den er der, når I er kede af det eller glade, mismodige eller forhåbningsfulde. Guds kærlighed er der for jer, hvad enten I føler, at I fortjener at blive elsket, eller ej. Den er der bare altid.
Når vi søger vor himmelske Fader i inderlig, oprigtig bøn og ærligt, pligtopfyldende skriftstudium, bliver vore vidnesbyrd stærkere og endnu dybere forankret. Vi vil kende Guds kærlighed til os. Vi vil forstå, at vi aldrig går alene. Jeg lover jer, at I en dag vil se tilbage på jeres svære tider, og I vil indse, at han altid stod ved jeres side. Jeg ved, at dette er sandt i forbindelse med bortgangen af min evige partner – Frances Beverly Johnson Monson.
Jeg efterlader jer min velsignelse. Jeg efterlader jer med min taknemlighed for alt det gode, som I gør, og det liv, som I lever. Det er min bøn, at I må blive velsignet med enhver god gave. Det siger jeg i vor Frelser og Forløsers navn, ja, Jesus Kristus, Herren. Amen.