FRA VEN TIL VEN
Besvarede bønner
»Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger, og han vil vejlede dig til det gode« (Alma 37:37).
Hver fastesøndag holder min hustru og jeg familieaften med de af vore børnebørn, som har mulighed for at komme. En aften fortalte jeg dem om, hvordan jeg mistede noget som dreng. Det var en lille ting, men den betød meget for mig. Jeg ledte, kiggede og søgte overalt, men kunne ikke finde den. Til sidst tænkte jeg: »Hvorfor ikke spørge min himmelske Fader?« Jeg knælede og bad, og da jeg åbnede øjnene, lå den lige foran mig.
Skønt vi alle sammen har haft oplevelser, som ikke endte på denne måde, spurgte jeg mine børnebørn ved den familieaften: »Har I også oplevet sådan noget?« Og alle børnene rakte hænderne op.
En mønt eller et stykke legetøj virker måske ikke så vigtigt i det evige perspektiv. Men det er utrolig vigtigt for dig at erfare, at din himmelske Fader er der, og at han hører og besvarer bønner. Han ønsker, at vi, mens vi er små, skal lære, at han venter på, at vi skal anråbe ham. Han ønsker, at vi skal vide, at han er villig til at gribe ind i vores liv og velsigne, beskytte og bevare os.
Når vi bliver ældre, skal vi måske bede længere og mere intenst for at få et svar, men vi skal nok modtage et. Som ung mand havde jeg hele tiden planlagt at tage på mission, indtil det faktisk blev tid til det. Jeg var begyndt at komme sammen med en ung kvinde, jeg var begyndt på alle tiders job og tjente gode penge, og jeg havde lige købt en ny bil. Pludselig lød det ikke så besnærende at rejse bort i to år. Jeg besluttede mig for at blive hjemme og udføre en stavsmission i stedet. Jeg troede, at min far ville blive vred, men han sagde bare: »Tja, det er jo dit valg. Men det er en stor beslutning. Er du villig til at holde fri på to forskellige dage og tage et eller andet sted hen og faste og bede om det? Hvis du gør det, og stadig mener det samme, så skal du ikke høre et ord mere fra mig om det.«
Det gik jeg straks ind på, for jeg var sikker på, at min beslutning var acceptabel i Herrens øjne. Jeg tog mine skrifter med op i bjergene en lørdag og fastede og bad og læste. Jeg gik hjem og sagde til min far: »Min beslutning har ikke ændret sig.«
Han smilede og sagde: »Du har lovet mig to dage.«
Den følgende uge skulle jeg arbejde om lørdagen, så jeg gik op i bjergene søndag morgen og studerede og bad igen. Jeg blev der, indtil det var tid at tage til nadvermøde, som blev afholdt om eftermiddagen. Jeg følte stadig det samme med hensyn til en mission, og jeg ville skynde mig ned og fortælle min far det. Men da jeg bakkede bilen ud, kørte jeg fast i en snedrive. Da jeg fik bilen fri og nåede hjem, var mine forældre taget af sted, så jeg hentede min kæreste og kørte hen til nadvermødet.
Under mødet tog jeg tilfældigt salmebogen op. Den slog selv op på en salme, som hed »Det er måske ej i kampens gny« (se »Jeg går, hvor du sender mig hen«, Sange og salmer, nr. 178). Noget i mig sagde: »Lad være med at læse den!« Men jeg læste alle tre vers, som indeholdt ordene: »Jeg går, hvor du sender mig hen, o, Gud.« I det øjeblik skete der en forandring i mit hjerte og mit sind. Da jeg havde læst den færdig, lukkede jeg bogen og så op. Tårerne løb ned ad min kærestes kinder. Hun sagde: »Du tager af sted, ikke?« Jeg svarede: »Jo, jeg gør.«
Jeg kan ikke forstille mig, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde valgt at blive hjemme. Min mission førte til større lykke, og bøn førte mig til min mission. Den oplevelse lærte mig, at man skal gå til Herren med sine beslutninger.
En vigtig del af et vidnesbyrd er at vide, at Gud er vor himmelske Fader, og at han kender os og elsker os og svarer på vore bønner. Jeg er først lige begyndt at forstå, hvor inderligt han elsker os, og hvor godt han kender os. Han kender vores ensomhed. Han kender vores frygt. Han vil ikke presse sig ind på os, for han respekterer vores handlefrihed. Vi skal selv spørge. Når vi gør det, bekræfter vor himmelske Fader sin eksistens for os. Hvor er det dog en stor trøst at vide, at universets Skaber står parat til at besvare et barns bøn.