Vi havde ingen mad
Som missionærer i Winnipeg-missionen i Canada tjente min kammerat og jeg i den smukke by Prince Albert i Saskatchewan. Jeg var opvokset på Laie i Hawaii i skyggen af templet der. Min kammerat, ældste Lamour, kom fra Belfast i Nordirland. Vore familier og menigheder derhjemme støttede os, men til tider blev vores månedlige check forsinket i posten. Og det var en sådan situation, som udløste denne oplevelse.
Da jeg ved en måneds begyndelse havde modtaget min check, ventede vi på, at ældste Lamour skulle få fremsendt sin fra missionskontoret. Som sædvanlig skulle huslejen falde, og vores spisekammer var næsten tomt. Vi måtte beslutte, om vi skulle betale husleje med min check eller købe mad. Vi betalte husleje.
Der gik et par dage, og vi modtog stadig ikke ældste Lamours penge. Vi havde spist al den mad, vi havde i lejligheden, bortset fra en halv pose frosne grøntsager og et frostskadet suppeben, der skulle brækkes løs fra isen i fryseren. Jeg brugte disse ingredienser til at koge grøntsagssuppe på. Det var ikke meget, men vi var taknemlige for det, vi havde.
Den næste dag besluttede vi at banke på døre i et kvarter i nærheden af, hvor vi boede. Gaden syntes uendelig, og der var ingen, som var interesseret i vores budskab. Sulten plagede os, og vi var begge afkræftede af mangel på mad. Da vi nåede for enden af gaden, besluttede vi at holde en pause. Vi fandt en bænk i en park for enden af gaden og prøvede at komme til kræfter. Min kammerat sagde med oprigtig bekymring: »Jeg er sulten.« Jeg havde ondt af ham, mens vi sad der. Jeg var dobbelt så stor som han. Jeg vidste, at jeg ville kunne holde ud en rum tid, men jeg mente ikke, at han ville kunne holde ud meget længere, hvis han ikke fik noget at spise.
Det var mig, der var seniorkammerat, så jeg bad en stille bøn i hjertet om, at vor himmelske Fader måtte sende os de midler, som vi havde brug for. Jeg kiggede gennem parken og fik øje på en lille gade med omkring fem huse. Det var en fortsættelse af den lange gade, som vi lige havde banket på døre i. Jeg kiggede på min kammerat og sagde: »Kom, lad os gøre gaden færdig.« Han så på mig og sagde: »Lad os bare gå hjem.« Vi blev enige om, at hvis vi gjorde gaden færdig, og hvis ingen viste interesse, så ville vi tage hjem.
Da vi gik forbi det første hus, var et par travlt beskæftiget i deres indkørsel med at ordne noget ved deres bil. Et råb om »Ikke i dag, drenge« fik os til at gå videre til det næste hus. Da vi nærmede os døren, kunne vi lugte den pragtfulde duft af hjemmelavet mad. Pludselig blev døren åbnet, og en smilende midaldrende kvinde hilste os med ordene: »Kom indenfor, drenge. Jeg håber, at I er sultne!«
Tøvende trådte vi indenfor, da vi ikke vidste, hvad der ventede os. Hun førte os ind i spisestuen, hvor der var dækket op til to. Vi satte os ned, og hun var travlt optaget af at servere for os. Jeg fik en klump i halsen ved tanken om et kongeligt måltid. Eller måske blev vi smidt ud, når hun kom til fornuft og opdagede, hvem vi var.
Da hun havde fyldt bordet med svinekoteletter, kartoffelmos, sovs og alt, hvad der hører til, sagde hun: »Jeg ved ikke, hvorfor jeg har lavet al den mad, men noget sagde mig, at jeg skulle gøre det. Jeg ventede ikke gæster, og jeg bor helt alene. Jeg er virkelig glad for, at I dukkede op. I har ikke spist, vel?«
Jeg svarede: »Nej, men ved du, hvem vi er?«
»I er mormonmissionærer, er I ikke?« svarede hun. »Skal I så ikke velsigne maden, inden I spiser?«
Vi velsignede maden og takkede for de mange velsignelser, som Herren havde givet os. Og den dag i dag kan jeg ikke komme i tanker om noget bedre måltid end det, som Herren tilberedte til os i nødens stund.
For Herren har sagt: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn … Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28:19-20).
Adam N. Ah Quin er medlem af Villa Bonita Menighed i Paradise Stav i Las Vegas i Nevada.