BUDSKABER FRA LÆRE OG PAGTER
Hvorfor modgang
Man siger, at der kommer mørke skyer i enhvers tilværelse. Men hvordan kan det være, at det nogle gange synes, som om himlen er helt formørket? En kærlig Gud har skabt denne jord til vores gavn, så hvorfor støder vi ofte på hændelser, som er ubehagelige og udfordrende, eller som påfører os smerte, sorg og kvaler? Og det virker heller ikke retfærdigt, at nogle mennesker synes at komme ud for mere modgang end andre!
Hvad er nogle af årsagerne til modgang i tilværelsen? Da kong Benjamin berørte emnet synd, bemærkede han: »Og endelig kan jeg ikke fortælle jer alle de ting, hvormed I kan begå synd; thi dertil gives der forskellige veje og midler, ja, så mange, at jeg ikke kan opregne dem« (Mosiah 4:29). Det samme kan siges om den modgang, som hører med til den menneskelige tilværelse. De kan ikke opregnes. Nogle skyldes vore egne handlinger; andre skyldes det, som andre gør. Atter andre udspringer af jordelivets forhold eller af årsager, som ikke er synlig, eller som vi endnu ikke forstår. Der findes faktisk ikke nogen måde at forstå eller tackle alle tilværelsens vanskeligheder på uden tro på en kærlig himmelsk Fader og uden at forstå frelsesplanen og eksistensen af en førjordisk og en efterjordisk tilværelse.
At blive tugtet
Den enkleste måde at betragte disse vanskelige situationer på er ved at inddele dem i to kategorier: Dem, der er en følge af vore egne valg og handlinger, og dem, der er en følge af alle de andre hændelser, som påvirker vores liv. Vi har selv ansvaret for de første.
Under en periode med voldsom forfølgelse af de hellige, da de var blevet drevet fra deres hjem i Jackson County i Missouri, sagde Herren: »Jeg, Herren, har ladet lidelser komme over dem, hvormed de er blevet plaget, for deres overtrædelsers skyld« (L&P 101:2). De trængsler og vanskeligheder, som er et direkte resultat af vore handlinger, er muligvis dem, der er lettest for os at forstå. Og de har et guddommeligt formål. Herren har forklaret: »Thi alle de, der ikke vil tåle tugtelse, men fornægter mig, kan ikke blive helliggjort« (v. 5).
Vi har et valg, når Herren tugter os. Vi kan høre til dem, der, når de står over for konsekvenserne af deres handlinger, fralægger sig ansvaret og vender sig fra Gud og hans tugtende kærlighed. Eller vi kan høre til dem, der tålmodigt underkaster sig, lærer og vokser i retfærdighed.
Apostlen Paulus sagde: »For Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af« (Hebr 12:6). Straf er ikke en smertefri proces!
Paulus fortsætter:
»For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? …
Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den« (v. 7, 11).
Guds store visdom
Vi møder også anden modgang i livet, nemlig den, der kan få os til at tænke: »Hvad har jeg gjort, siden jeg fortjener det her?« Den måde, vi tackler disse udfordringer på, viser os, hvem vi er, og hvad vi kan blive til.
Jeg har en helt. Hun ved ikke, at jeg betragter hende som en helt. Jeg har kun truffet hende én gang, men hun har gjort varigt indtryk på mig. Da jeg havde mødtes med hende, spurgte jeg missionærerne, hendes stavspræsident og missionspræsidenten om hende, og jeg fandt endnu flere grunde til at respektere hende. Hun hedder søster Ye Hui Hua og er fra Tainan Stav i Taiwan. Jeg mødte hende, da jeg besøgte Tainan til en stavskonference. Hun passede haveanlægget omkring kirkebygningen. Jeg blev tiltrukket af den åbenlyse glæde, som lyste ud af hende, mens hun arbejdede. Mens vi talte sammen, bar hun sit vidnesbyrd og fortalte om sin taknemlighed for sine mange velsignelser. Jeg gik derfra med en varme fra hendes muntre ånd og funderede over min taknemlighed for mine velsignelser. Hun besad tydeligvis ikke mange materielle goder, men hun var så fredfyldt og munter, som nogen anden jeg har mødt. Da jeg forhørte mig om hende hos andre, fik jeg resten af hendes historie.
Som ungt menneske havde hun næret et inderligt ønske om at læse på universitetet, men hun vidste, at den økonomiske byrde ville være for stor for hendes forældre. I stedet arbejdede hun og gav sin indtægt til sin far, som hun elskede inderligt, og som var en god og retskaffen mand. Da hun var blevet gift, besøgte missionærerne hende og hendes familie som svar på hendes bønner, og de blev medlem af Kirken. Men hendes mand var plaget af en nedbrydende sygdom og døde, så søster Ye stod alene med tre små børn og meget få midler. Da søster Yes mand var død, var hun nødt til at tage flere job for at forsørge sin familie. Det lykkedes hende at lægge lidt til side hver dag, så hendes børn kunne komme på mission. Alle tre børn har nu fuldført en mission. To af dem tjente i Taiwan og den tredje tjente på tempelpladsen i Salt Lake City i Utah. Da en af hendes sønner vendte hjem fra sin mission, blev han syg og døde.
Da missionærerne på min opfordring talte med søster Ye, bemærkede hun: »Jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg skulle rammes af alle de trængsler, men jeg har tro på, at det er i overensstemmelse med Guds visdom. Jeg har fået en inderlig påskønnelse og forståelse af vor himmelske Faders frelsesplan. Jeg tror, at vi kun kan forstå Guds vilje med os, når vi holder hans bud. Jeg takker dagligt Gud, fordi han har ladet mig leve her. Når jeg møder prøvelser, tænker jeg på andres lidelser. Hvis nogen er syg eller har et behov, så beder jeg og spørger, hvad jeg kan gøre for at hjælpe, og Herren viser mig, hvad jeg kan gøre.«
Missionærerne ser ofte søster Ye – »Ye Mama«, som de kærligt kalder hende – studse buskene eller fjerne ukrudt ved kirkebygningen. De siger, at hun er alle missionærers »reservemor«, og at hun er så betænksom over for dem, som var de hendes egne børn.
Troens principper
Jeg vil længe bære på et mentalt billede af en strålende søster Ye uden for kirkebygningen i Tainan, med haveredskaber i hånden, mens hun fortæller mig om sin taknemlighed for sine velsignelser – søster Ye, som har mistet muligheden for at opnå en uddannelse og materielle goder, som har mistet dem, der stod hende nær, og som igen og igen har ydet ofre for sine børn og andre. Hvilke trosprincipper adskiller søster Ye fra den, der, når de møder livets prøvelser, forbander Gud og dør? (se Job 2:9).
Noget vigtigt er forvisningen om, at en kærlig himmelsk Fader og en forstående Frelser er opmærksom på vores individuelle problemer. Med deres større visdom og bredere perspektiv tillader de ikke, at vi rammes af nogen prøvelse, som ikke vil være til vores evige gavn, hvis vi tackler den på rette måde. Jeg finder stor trøst i den vejledning, som profeten Joseph Smith fik i Liberty-fængslet. Herren opremser en række forfærdelige prøvelser, og så følger de trøstende og vejledende ord:
»… da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste.
Menneskesønnen steg ned under alt dette; er du større end han?
Fortsæt derfor på din vej, og præstedømmet skal forblive hos dig, thi grænserne er sat og kan ikke overskrides. Dine dage er talte, og dine år skal ikke blive færre. Frygt derfor ikke for, hvad menneskene kan gøre, thi Gud vil være med dig evindelig« (L&P 122:7-9).
Sikke nogle vidunderlige råd i så forholdsvis korte vers! Herren kender vore trængsler. Han har lidt det, der er værre, og kan forstå og hjælpe os gennem vores modgang og sorg. Vore lidelser kan være til gavn for os og kan ikke overskride de grænser, han har sat.
Skrifterne og profeterne giver os vise råd om, hvordan vi skal tackle de udfordringer og prøvelser, som møder os. Vi skal møde lidelser med tålmodighed og tro. Mens profeten Joseph Smith led i månedsvis i Liberty-fængslet, bønfaldt han Herren om at lindre de helliges trængsler. En del af Herrens svar lyder:
»Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik,
og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje, og du skal triumfere over alle dine fjender« (L&P 121:7-8).
Herren forklarede videre profeten i en åbenbaring om forfølgelsen af de hellige i Missouri: »Lad derfor jeres hjerte være trøstet for Zions skyld. Thi alt kød er i mine hænder. Vær stille og vid, at jeg er Gud« (L&P 101:16).
Glæde gennem tjeneste
Skal der mere end tro og tålmodighed til at tackle jordelivets prøvelser? Jeg mener, at der findes endnu en nøgle, en nøgle, som har gjort det muligt for søster Ye i Tainan ikke blot at overleve sine prøvelser, men også at finde glæde ved livet. Frelseren er som altid vores forbillede. Han forkyndte denne nøgle om aftenen før sin store pinsel i Getsemane have, på et tidspunkt, hvor han vidste, at han inden for få timer skulle stå over for ufattelige smerter og sorger. Han mødtes med sine apostle i et stort rum og fortalte dem om hellige ordinancer og principper. Da timen for hans største trængsler var så tæt på, kunne han have søgt trøst og støtte hos dem, der stod ham nærmest. Men i stedet »hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig«. Så sagde han: »Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer … Når I ved det, er I salige, hvis I gør det « (Joh 13:5, 14-15, 17; fremhævelse tilføjet).
Da vor Herre nærmede sig sin største prøvelse, tjente han andre. Jeg mener, at det er den hemmelighed, som søster Ye har fundet, og som vi alle kan erfare for os selv. Midt i vore trængsler kan vores tro og tålmodighed bringe os trøst og fred, og vores kærlighed til andre og vores tjeneste kan bringe os glæde. Lad os følge Frelserens eksempel og vide, at hvis vi vender os til ham, kan alle vore trængsler vende sig til vores gavn, sådan som han har lovet.