Skipperens søn
»Se, vi har forladt alt og fulgt dig« (Matt 19:27).
Bygger på forfatterens bedstefars oplevelser
Feike sprang fra kanten af kanalen ud på den båd, som hans familie boede på. Hans træsko klaprede larmende, mens han løb hen mod den hvide kahyt bagest på båden.
»Det er i dag, det sker,« tænkte den 12-årige dreng spændt. »I dag giver far missionærerne sit svar.«
Sidste dages hellige missionærer var begyndt at prædike i Holland nogle få år tidligere, i 1860’erne. Feike havde set dem og inviteret dem med hjem i håb om, at de kunne lære ham engelsk. Men han opdagede snart, at missionærerne havde meget større ting at fortælle ham og hans familie.
Ved indgangen til den lille kahyt tog Feike sine træsko af og vendte dem på hovedet for at holde vandet ude af dem. Hans klasseværelse i skolen var større end den lille kahyt, som han boede i, men Feike elskede det lille køkken med brændekomfuret. Hans forældre og mindre søskende sov på foldesenge, som kunne slås ud af et skab bagest i køkkenet. Feike, der var den ældste, sov i lastrummet forrest i skibet.
Han listede ind i stuen og satte sig stille ned. Ældste Swensen talte og gennemgik omhyggeligt de lærdomme, som han og ældste Lofgren havde fortalt gennem så mange vinteraftener i dette lille rum. Feike havde følt Åndens varme hver eneste gang og ville gerne døbes med det samme. Han mente også, at han mor havde følt det, for hun talte ofte om at tage til templet. Men far ville ikke forpligte sig til noget, medmindre han vidste, at han kunne gennemføre det, så derfor ville han ikke døbes, før han var sikker på, at han kunne holde sine dåbspagter. I dag ville far så fortælle missionærerne sin beslutning. Feike havde bedt så oprigtigt i flere uger, at han var sikker på, at hans far ville sige ja.
»Bror Wolthuis,« sagde ældste Lofgren til faderen. »Jeg fornemmer, at du ved, at evangeliet er sandt.«
Far kiggede ned i dørken og nikkede.
»Er du villig til at blive døbt?« spurgte ældste Lofgren. »Kan du yde de nødvendige ofre?«
Der var stille i stuen. Selv Feikes små søskende sad musestille. Alle kiggede på far. Langsomt hævede han sit vejrbidte ansigt.
»Ja, jeg ved, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand. Jeg vil gerne døbes.«
Feike strålede af glæde. Vor himmelske Fader havde hørt hans bøn. Mor smilede gennem de tårer, der løb ned over hendes kinder.
»Vi er parat til at sejle til Amerika om en måned,« lovede far.
»Sejle til Amerika?« røg det ud af Feike.
»Ja, Feike,« sagde far. »Kirkens ledere har bedt om, at alle de hellige rejser til Salt Lake City.« Han tav lidt. »Onkel Geert vil gerne købe vores båd.«
»Men båden skulle jo være min en dag! Jeg skulle være skipper!« mindede Feike desperat sin far om.
»Det ved jeg godt. Jeg har ikke glemt mit løfte,« sagde far. »Onkel Geert har lovet at hyre dig som matros, hvis du ikke vil med til Amerika. Og når du er gammel nok, vil han sælge båden til dig.«
Vreden skyllede gennem Feikes krop og slukkede den glæde, som han havde følt, da hans far sagde ja til at blive døbt.
»Jeg troede, at denne kirke var sand,« sagde Feike vredt, »men at skulle vælge mellem Kirken og sit fædreland, sine slægtninge og sin båd – det er for meget at forlange!«
Feike stormede ud til sit lille rum i stævnen af båden. Af ren og skær vane slog han på siden af båden med en lille hammer for at se, at han var nået derud uden at falde over bord. I aften hamrede han løs igen og igen.
Der gik langt tid, hvor Feike bare lå på sin madras. Han tænkte på de muldyr, der trak båden gennem kanalerne i de hollandske provinser. Han tænkte på de små kræmmerbåde, som sejlede op på siden af deres båd, så mor kunne købe ind. Men mest af alt tænkte Feike på vinden, som fyldte de store sejl, når de krydsede det åbne hav. En dag skulle han sejle på åbent hav som skipper … hvis han tog afsked med sine familie, når de rejste til Amerika.
Netop da bankede det på hans dør.
»Kom ind,« mumlede Feike.
Hans far satte sig på kanten af sengen. »Jeg er ked af det, Feike. Jeg troede, at du vidste, at hvis vi sagde ja til at blive døbt, så skulle vi rejse til Amerika.«
»Jeg vidste godt, at andre tog af sted, men jeg troede ikke, at du ville forlade båden. Jeg troede, at du elskede at være skipper.«
Fars øjne blev fulde af tårer. »Det gør jeg også. Mere end du aner.«
»Hvad vil du så gøre i Amerika?«
»Det ved jeg ikke. Havet har været mit liv. Men Herren har kaldet sit folk til Salt Lake City, og din mor og jeg har besluttet os for at rejse derover.«
»Men at give afkald på min drøm om at blive skipper … at forlade båden?«
»Det er en vanskelig beslutning, som kun du kan træffe,« samtykkede hans far. »For et par nætter siden, da jeg kæmpede med det samme spørgsmål, fandt jeg et skriftsted, som hjalp mig. Da Jesus kaldte Jakob og Johannes, var de fiskere. Men der står i Bibelen, at ›de forlod straks båden … og fulgte ham‹ (Matt 4:22).«
Skipperen og hans søn sad tavse i lang tid. Feike kiggede ind i sin fars klare blå øjne. Han kunne fornemme sin fars tro og mod, og han vidste, hvad han skulle gøre. Til sidst åbnede han munden.
»Kan vi sejle en sidste tur med båden, inden vi alle sammen rejser til Amerika?«
Skipperen gav sin søn at kram.
»Ja, det vil jeg meget gerne.«
Lisa Fernelius er medlem af Chambersburg 1. Menighed i York Stav i Pennsylvania.
»Vores hengivenhed over for riget bør leve op til vore trofaste forfædres, selv om vore ofre er anderledes.«
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, »Offerloven«, Liahona , marts 2002, s. 18.