Det Præsiderende Biskopråd
Den sjette artikel i en række af artikler om præstedømmet og dets formål.
For ikke så længe siden præsiderede jeg ved en stavskonference. Det var en ny stav, som var blevet organiseret blot et halvt år tidligere, og det var stavens første konference, siden man havde skiftet status fra distrikt. Den nye stavspræsident og jeg havde en samtale, og da vi var ved at være færdige, spurgte jeg ham, om han havde nogle spørgsmål. Hans første spørgsmål lød: »Hvad er Det Præsiderende Biskopråd?« Han tilføjede: »Jeg anede end ikke, at der var et præsiderende biskopråd, før jeg modtog et brev, hvor der stod, at du kom og præsiderede ved vores konference.« Det er ikke et usædvanligt spørgsmål.
Jeg gik så i gang med at forklare for denne stavspræsident, hvad Det Præsiderende Biskopråd er, hvem vi rapporterer til og hvad vores ansvar omfatter. Jeg forklarede, at Det Præsiderende Biskopråd, under Det Første Præsidentskabs ledelse, fungerer som præsidentskab for Kirkens Aronske Præstedømme (se L&P 107:15), og at Det Præsiderende Biskopråd også styrer Kirkens timelige anliggender (se L&P 107:68).
Præsidentskab for Det Aronske Præstedømme
Kirkens præsiderende biskop – biskop H. David Burton – besidder nøglerne som præsident for Det Aronske Præstedømme. Han udøver disse nøgler, som angivet af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum.
Biskop Burton virker som medlem af Præstedømmets Udøvende Råd, som omfatter medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum og andre generalautoriteter. Dette råd hører og vurderer forslag fra Unge Mænds hovedpræsidentskab og giver råd og vejledning med hensyn til Unge Mænds program. På den måde holdes Det Præsiderende Biskopråd informeret om det arbejde, der udføres af Unge Mænds hovedpræsidentskab, og om de unge mænds aktivitetsprogram i Kirken.
Administration af timelige anliggender
Det Præsiderende Biskopråd er også den organisation, som Kirkens timelige anliggender udføres af. Disse timelige anliggender omfatter emner, der vedrører tiende, fasteoffer, registrering, formidling og styring af Kirkens midler samt Kirkens velfærdsprogram og dens humanitære indsats. Det Præsiderende Biskopråd har også ansvaret for Kirkens bygninger; for medlemsoptegnelser; for fremstilling af tempeltøj; og for oversættelse, trykning, indbinding og distribution af de materialer, som benyttes til at forkynde og undervise i evangeliet. Disse materialer omfatter skrifterne, undervisningsmaterialer, plakater, DVD’er, videofilm, hjælpemidler til undervisningen og Kirkens tidsskrifter – alt sammen materialer, der understøtter Kirkens åndelige formål. Alle medlemmer af Det Præsiderende Biskopråd er generalautoriter og kan som sådan udføre alt det, som Det Første Præsidentskab eller De Tolv Apostles Kvorum forlanger af os. Og det var i den egenskab, at jeg var ude for at præsidere over en stavskonference, da jeg blev stillet dette spørgsmål.
De fleste mennesker betragter de timelige anliggender, som Det Præsiderende Biskopråd er ansvarlig for, som Kirkens forretningsmæssige aspekter. Men i det 29. afsnit af Lære og Pagter siger Herren: »Derfor, sandelig siger jeg jer, at alting er åndeligt for mig, og jeg har aldrig givet jer eller noget menneske eller menneskenes børn … en lov, som var timelig … thi mine befalinger er åndelige« (v. 34-35).
Herren ser anderledes på det hele, end vi gør. Og det gælder også Kirkens timelige anliggender. Eftersom et eksemplar af Mormons Bog er en trykt bog, kan den for den uindviede betragter synes som enhver anden bog. Men denne bog fremstilles for at præsentere verden for Jesu Kristi evige evangelium. Så de »timelige anliggender«, der sørger for oversættelsen, trykningen, indbindingen og distribueringen af Mormons Bog er fyldt med åndelige aspekter. Det princip gælder for alt det »timelige«, som Kirken udretter.
Vores mål som præsiderende biskopråd er i sandhed at være med til at sørge for alt det, som vor himmelske Faders børn har brug for, hvis de skal opnå det evige evangeliums velsignelser. Vi er med til at sørge for den jordiske, eller timelige, støtte, så det kan føres ud i livet.
Der er nogle vidunderlige skriftsteder i afsnit 78 i Lære og Pagter, hvor Herren taler om sit forrådshus. I bredeste forstand kan dette forrådshus beskrives som den tid og de ressourcer, som Kirkens medlemmer stiller til rådighed for opbyggelsen af Guds rige. I det afsnit lærer vi om harmonien mellem det jordiske og det himmelske:
»Tiden er kommet og er nu for hånden, og se, det er nødvendigt, at der oprettes en organisation blandt mit folk til at ordne og indrette forrådshuset for mit folks fattige …
som en bestandig og evig stiftelse og orden for min kirke for at fremme den sag, som I har antaget til menneskenes frelse og til ære for jeres Fader, som er i himlen« (v. 3-4).
I min egenskab af medlem af Det Præsiderende Biskopråd har jeg erfaret, at præstedømmets myndighedskappe og profetiens og åbenbaringens ånd er vigtige og aktive i disse timelige sider af Herrens værk.