Vi lytter til profetens røst

Et glædeligt morgengry

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

For flere år siden bragte en avis i Salt Lake City en nekrolog over en nær ven, som døde, mens hun stadig var i sin bedste alder. Jeg besøgte kapellet og sluttede mig til den skare af mennesker, der var kommet for at kondolere ægtemanden og de moderløse børn. Pludselig genkendte det mindste barn, Kelly, mig og tog mig i hånden. »Kom,« sagde hun og førte mig hen til kisten, hvor hendes elskede mor lå. »Jeg græder ikke,« sagde hun, »og det skal du heller ikke gøre. Mor har tit fortalt mig om døden og livet med vor himmelske Fader. Jeg hører til min mor og far. Vi skal være sammen igen.« Salmistens ord dukkede op i mit sind: »Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn« (Sl 8:3).

Gennem tårevædede øjne så jeg mine lille vens smukke smil, så fuld af tro. For hende, hvis lille hånd knugede min, ville der aldrig komme et håbløshedens daggry. Styrket af sit urokkelige vidnesbyrd om, at livet fortsætter hinsides graven, kan hun, hendes far, hendes brødre og søstre, ja, alle, som kender denne guddommelige sandhed, sige til verden: »… om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel« (Sl 30:6).

Af hele min sjæls styrke bærer jeg vidnesbyrd om, at Gud lever, at hans elskede Søn er opstandelsen førstegrøde, at Jesu Kristi evangelium er det strålende lys, der gør enhver håbløshedens daggry til en jublende morgen.

Fra en tale ved aprilkonferencen 1976.

Noget at tænke over

1. Der er ikke noget galt i at græde, når en af vore kære dør. Faktisk kan det være en hjælp. Men Kelly græd ikke. Hvorfor ikke?

2. Hvorfor tror du, at Kellys mor så ofte fortalte hende om livet efter døden?

3. Hvad vil det sige, at Jesus er opstandelsens førstegrøde? (Se 1 Kor 15:23; 2 Ne 2:8-9). Drøft det med dine forældre.