Éns eksempel
Overskriften på en e-mail for nylig bragte mig en trist nyhed: »Wendy Knaupps begravelse.« Mens jeg tørrede tårerne bort, tænkte jeg på den dag for mere end 40 år siden, da min missionærkammerat og jeg traf Wendy og Paul Knaupp nær en blomsterbod på Frankfurt Hovedbanegård. De var et ungt amerikansk par, som militæret havde udstationeret i Tyskland. De var langt hjemmefra og ventede deres første barn. Da vores missionspræsident netop havde opfordret os til »altid at være missionærer,« faldt vi i snak med dem.
Da vi underviste dem, gjorde Wendys lyse sjæl indtryk på mig. Hun var munter og kvik og åndeligt levende. Hun fornemmede ganske naturligt genoprettelsens betydning. Det var et privilegium at være tæt nok på til at se hendes vidnesbyrd vokse og lyset i hendes ansigt øges.
Mere end 30 år senere genkaldte Wendy sig sit første møde med os: »Jeg vil altid huske den følelse, jeg havde, da jeg første gang hørte historien om Joseph Smith! Jeg ser for mig den lille lejlighed i Tyskland, som ikke var meget større end vores nuværende soveværelse. Der sad vi på kanten af sengen/sofaen og så på missionærerne. Jeg kan huske, at jeg følte en undren og en lettelse. Jeg havde altid ment, at der måtte være noget sådant et sted derude. Det syntes ikke logisk, at Gud skulle lade os fumle omkring i blinde, som vi jo tydeligvis gjorde … Det syntes helt rigtigt, og jeg troede på det.«
Men kort efter at Wendy og Paul havde besluttet sig for at blive døbt, hørte de fra et familiemedlem, som kritiserede Kirkens politik med hensyn til, hvem der kunne modtage præstedømmet. De blev forvirrede og skuffede. De sagde, at vi ikke skulle besøge dem mere – bortset fra en enkelt gang for at sige farvel. Vi anede ikke, hvordan vi skulle besvare deres spørgsmål, men vi vidste, at vi kun havde en sidste chance. Mens vi talte sammen, følte jeg en tilskyndelse til at læse et skriftsted, som jeg for nylig havde set under mit personlige studium. Det var historien om Peter og Cornelius i ApG 10-11. Den aften oplevede jeg opfyldelsen af Herrens løfte til missionærer: »For det skal blive givet jer i samme stund, ja, i samme øjeblik, hvad I skal sige … [og] Helligånden [skal] bevidne alt, hvad I end skal sige« (L&P 100:6, 8).
Mange år senere sagde Wendy om samme oplevelse: »Jeg kan ikke huske, hvad de fortalte os eller hvad vi talte om, men det lys … Ånden … vendte tilbage, og jeg vidste, at det var sandt, og selvom jeg ikke forstod det hele, så var budskabet dog sandt, og vi skulle tage imod det, og senere ville vi forstå det hele.«
Paul og Wendy blev døbt. Kort efter blev de beseglet i templet. Og midt i familielivets almindelige trængsler opdrog de fem børn, som alle med tiden blev aktive i Kirken. Nogle af dem tog på mission. Paul var skolelærer. Paul og Wendy sang smukke duetter sammen i Kirken. Wendy var korleder i menigheden i mange år. De elskede templet og erfarede selv »de helliges glæde« (En 1:3).
Engang da min hustru og jeg var i kirke i London, traf vi en kvinde, som hed Libby Casas. Hun var fra Maine. Da Knaupps var de eneste mennesker, vi kendte i Maine, spurgte vi, om hun kendte dem. Hendes ansigt lyste op: »Om jeg kender dem? Wendy er min kæreste ven. Hun præsenterede mig for evangeliet!« Wendy havde truffet Libby i et møntvaskeri – to mødre, som ordnede familiens vasketøj – og hun fortalte Libby om evangeliet, sådan som vi havde fortalt Wendy om det på banegården. Det, der først imponerede Libby ved Kirken, var styrken i Wendys personlige eksempel – som mor, hustru og menneske. I Libbys øjne var Wendy, i hvert fald i begyndelsen, selve genoprettelsens budskab.
Senere flyttede familien Knaupp til Oregon. Og sidste år, da vi havde hørt, at Wendy havde fået kræft, havde vi den velsignelse at møde dem i Utah under generalkonferencen. Wendys mand, deres hjemvendte missionærsøn og jeg gav hende en velsignelse. Vi udvekslede erindringer fra dengang for fire årtier siden. Det stod klart, at evangeliet betød alt for dem. Det var midtpunktet i deres og deres børns liv og selve deres livsindhold. Paul og Wendy ønskede brændende at være raske, så de kunne realisere deres drøm om at tage på mission sammen.
Wendy skrev et brev til mig, kort før hun døde. »Jeg føler virkelig, at jeg er i Herrens arme. Han kan gøre alt, hvad han sætter sig for, og jeg er i hans varetægt.« Hun gav udtryk for taknemlighed for evangeliet og sin familie, og så skrev hun: »Er Herren ikke bare vidunderlig?«
Nu er Wendy borte, og hendes familie savner hende utrolig meget. Da hendes søn skrev til os om hendes død, sagde han: »Tak fordi du førte mor ind i evangeliets lys. Hun levede i lydighed mod budene.« Han sagde, at hans mor engang havde skrevet til ham: »Jeg elsker Herren, og jeg er ham taknemlig, fordi han skænkede mig det dyrebare evangelium. Jeg ønsker mere end noget andet at vise mig trofast, og det bestræber jeg mig på at være.«
Fordi evangeliet betød alt for Wendy og hendes familie, forstår de af os, som var hendes missionærer, hvor stor vores glæde skal være med hende i vor Faders rige (se L&P 18:15). Evangeliet betød alt for hende, og derfor betyder min missionæroplevelse med hende alt for mig. Det er intet under, at Herren har sagt, at det at missionere er »det, der vil være af størst værdi for dig« (L&P 15:6; fremhævelse tilføjet).
Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Jeg bønfalder de hellige om at gøre alt, hvad I overhovedet kan for at skaffe henvisninger til mennesker, som missionærerne kan undervise … Enhver, som I ser komme ind i Kirken takket være jeres indsats, bringer jer glæde. Det løfte giver jeg enhver af jer« (»Inspirerende tanker«, Liahona, oktober 2003, s. 3).
Jeg har selv erfaret, hvad det løfte betyder. Jeg bønfalder jer også om at præsentere blot et menneske for Kirken i år – og giv ikke op, hvis de møder modstand. Hvis I sikrer jer, at I ikke går glip af den mulighed, kan I sammen med Wendy Knaupp sige: »Er Herren ikke vidunderlig?«