Fra ven til ven
En mors indflydelse
»Afvis ikke din mors belæring« (Ordsp 1:8).
Min mor er en enestående kvinde. Jeg er den ældste af otte sønner, og jeg har også syv søstre. Sådan en stor familie pålægger min mor meget ansvar. Det bedste, som min mor har gjort for os, var at blive døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun gav os muligheden for at lære evangeliet at kende.
Jeg kan huske den dag, da vi fik besøg af missionærerne. Jeg var ti eller elleve år. Missionærerne fortalte om det første syn. Så snart min mor hørte om det, var hun omvendt. Hun troede på, at Joseph Smith så Faderen og Sønnen.
Vi begyndte at gå i kirke. Til at begynde med ville jeg ikke tage imod evangeliet, men missionærerne overtalte mig til at undersøge, hvad det gik ud på. Så snart jeg gjorde det, begyndte jeg at elske det. Jeg er min mor dybt taknemlig. Hun modtog et vidnesbyrd den første dag, missionærerne var hos os. Og fra sin dåb og op til i dag er hun ikke gået glip af et eneste kirkemøde.
Min mor var en fantastisk støtte for os. Hun vaskede altid vores hvide skjorter om lørdagen, så de var klar til os om søndagen. Vi pudsede vore sko og vore mindre søskendes sko. Vi boede i et fattigt område i Guatemala, og vores naboer lo ad os om søndagen, når vi gik i kirke med vores hvide skjorte og slips.
Mor indgød os altid mod til at vælge det rette. Takket være hendes indflydelse var vi meget aktive i Kirken. Jeg kan huske, at min far på et tidspunkt tjente som søndagsskolepræsident, min storesøster tjente som primarypræsident, min mor tjente som hjælpeforeningspræsident, og fire af mine brødre omdelte, forberedte og velsignede nadveren.
På grund af vore økonomiske omstændigheder forventede min far, at jeg hjalp til med at forsørge familien. Jeg ville gerne på mission, men da jeg fyldte 19, bad han mig om at vente et år med at tage af sted, så jeg kunne blive ved med at bidrage til familien. Da jeg fyldte 20, bad han mig vente endnu et år.
Lige inden jeg fyldte 21, ville han bede mig om at vente et år mere. Men min mor sagde: »Lad ham tage på mission, så bliver vi velsignet.« Og det skete virkelig. Inden min mission var det kun en lillebror og jeg, der havde hjulpet med til at forsørge familien. Men så snart jeg tog på mission, begyndte to andre brødre og mine to ældste søstre at arbejde, så familien klarede sig virkelig økonomisk bedre.
Hver eneste velsignelse og kaldelse, som jeg har modtaget i Kirken, har fået mig til at beundre min mor endnu mere. I alle aspekter af mit liv tænker jeg på hendes enestående indflydelse og eksempel. Min mor havde ikke anden uddannelse end folkeskolen, men hendes viden om evangeliets sandheder og hendes praktiske erfaring med livet og hendes forståelse af det var fantastisk.
Min barndom var lykkelig, fordi jeg altid havde min mor hjemme hos mig. Hun havde en udsøgt sans for humor, og hun fandt altid på noget sjovt at lave. Hun brugte mange timer på at fortælle os historier om sin egen barndom og om min mormor og mine onkler og tanter og hendes forhold til dem.
Jeg tror på det bud, der siger, at vi skal ære vore forældre. Alt hvad jeg foretager mig den dag i dag, skyldes min mors indflydelse.