Lærdomme fra Det Nye Testamente
Glæden ved omvendelse
Gennem hele sit jordiske virke udviste Frelseren stor kærlighed til alle Guds sønner og døtre – især dem, der var faldet. I lignelserne om de vildfarne får, den mistede mønt og den fortabte søn fremhævede Herren betydningen af at hjælpe dem, der er kommet på afveje eller faret vild, og den glæde, som vi oplever, når de vender tilbage (se Luk 15). For eksempel sagde han: »Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse« (Luk 15:7).
Jeg vil gerne sætte fokus på den store glæde, som de, der omvender sig, opnår, og den glædesfølelse, som vi oplever, når vi hjælper andre gennem omvendelsesprocessen.
»Menneskene er til for at kunne nyde glæde«
Glæde er meget mere end blot et flygtigt øjebliks tilfredshed eller lykkefølelse. Ægte glæde eller »evigtvarende fryd« (2 Ne 8:11) udspringer af, at man oplever forsoningens kraft gennem oprigtig omvendelse og fra en åndelig bekræftelse af, at vi takket være Herren Jesus Kristus kan forløses fra synd og arve evigt liv.
Profeten Lehi sagde, at vor himmelske Faders plan for enhver af os er, at vi skal »nyde glæde« (2 Ne 2:25), og at den eneste sikre vej til evigtvarende glæde er gennem Jesu Kristi forsoning.
Skønt vi ikke kan modtage en fylde af glæde i dette liv (se L&P 93:33-34), så kan vi dog modtage daglige manifestationer af glæde, når vi efterlever evangeliet. Mormon underviste i mønstret for, hvordan man finder glæde, da han sagde følgende om de trofaste nefitter: »Alligevel fastede og bad de ofte og voksede sig stærkere og stærkere i deres ydmyghed og fastere og fastere i troen på Kristus, indtil deres sjæl blev fyldt af glæde og fortrøstning, ja, indtil deres hjerte blev renset og helliggjort, hvilken helliggørelse finder sted som følge af, at de giver deres hjerte hen til Gud« (Hel 3:35).
Fyldt med glæde gennem Helligånden
I mange skriftsteder omtaler profeterne følelsen af glæde og følelsen af Helligåndens nærvær med lignende ord. For eksempel kan vi i Apostlenes Gerninger læse, at »disciplene blev fyldt af glæde og Helligånd« (ApG 13:52). Og Herren har afgivet følgende løfte til dem, der følger ham: »Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde« (L&P 11:13).
Når vi forstår, at det at fyldes med glæde omfatter, at vi fyldes med Helligånden, indser vi, at sand lykke udspringer af omvendelse fra vore synder og af at leve værdigt til at kunne modtage Ånden. Derudover kan vi, når vi føler Ånden, finde stor glæde i visheden om, at vi helliggøres for Gud.
Den glæde, som udspringer af omvendelse, ses på mange forskellige planer. For det første er der den glæde og trøst, som fylder den angrende sjæls hjerte, når syndens byrde lettes. For det andet er der den inderlige følelse af glæde og kærlighed, som føles af dem, der hjælper andre med at komme igennem omvendelsesprocessen. Og endelig er der den glædesfølelse, som en kærlig Frelser føler, når han ser os følge hans formaninger og sætte vores lid til hans sonoffers helbredende kraft.
Når vi anvender forsoningen i vores liv, skal vi tænke på Frelseren og hans uendelige gave til os, udøve tro på ham og søge åndelig bekræftelse på, at han kan og vil forløse os fra vore synder og svagheder. Så kan vi opleve den glæde og fred, som kun kan vises os gennem hans hellige Ånd. Vi vil opleve noget af det samme som Zarahemlas folk: »Og det skete … at Herrens Ånd kom over dem, og de blev fyldt af glæde, idet de fik forladelse for deres synder og fik fred med samvittigheden som følge af den overordentlig store tro, som de havde på Jesus Kristus, som skulle komme« (Mosi 4:3).
»At jeg kunne bringe sjæle til omvendelse«
Når vi har oplevet den glæde, der kommer af forsoningens velsignelser, kan vi også finde stor glæde i at indbyde andre til at komme til Kristus. Da Alma underviste sin søn Helaman, sagde han: »Fra den tid og helt indtil nu har jeg arbejdet uden ophør for at kunne bringe sjæle til omvendelse, så jeg kunne få dem til at smage den overordentligt store glæde, som jeg smagte, så de også kunne blive født af Gud og blive fyldt af Helligånden.
Ja, og se nu, min søn, Herren giver mig overordentlig stor glæde ved frugten af mit arbejde« (Alma 36:24-25).
Frelseren selv har sagt: »Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!
Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig … hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:15-16).
»Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!«
Endelig kan jeg ikke undlade at forstille mig den tilfredshed, som Frelseren må føle, hver gang vi omvender os fra vore synder og anvender hans sonoffer. Johannes har tydeligt givet udtryk for Frelserens følelser, da han sagde: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden« (3 Joh 1:4). Om sig selv har Kristus sagt: »Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig« (L&P 18:13).
Efter at have forklaret sin forsoning for nefitterne og fortalt dem, hvad de skulle gøre for at stå uplettede for ham, gav Jesus udtryk for sine følelser med ordene: »Og se nu, min glæde er stor, ja, til fulde på grund af jer … ja, endog Faderen glæder sig, og også alle de hellige engle på grund af jer og denne slægt, for ingen af dem er fortabt … i dem har jeg en fylde af glæde« (3 Ne 27:30-31).
Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi også kan finde glæde i dette liv og en fylde af glæde i det hinsides ved at se »hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone« (Hebr 12:2; fremhævelse tilføjet).
Den angrende sjæls glæde
Vi kan lære meget om den glæde, som følger sand omvendelse, ved at studere apostlen Paulus’ og Alma den Yngres oplevelser, skønt vores oplevelse måske ikke er lige så dramatisk (se ApG 8:1-3; 9:1-31; Mosi 27:8-31; Alma 36:5-24). Paulus og Alma var indflydelsesrige mænd, som forfulgte de hellige. Midt i deres destruktive fremfærd blev begge mænd besøgt af himmelske sendebude. En Herrens engel viste sig for Alma, mens Jesus selv talte til Paulus og spurgte: »Hvorfor forfølger du mig?« (ApG 9:4).
Begge mænd faldt til jorden som følge af det, de så og hørte. Alma blev stum, og Paulus blev blind. Men hvad der er endnu vigtigere, begge mænd overvandt deres ugudelige og faldne tilstand på nogenlunde samme måde. I den engelske bibeloversættelse spørger Paulus simpelthen: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre, Herre?« Han overgav straks sit liv til Frelseren og fulgte omhyggeligt Herrens anvisninger. Alma beskriver sin omvendelse:
»Og det skete, at mens jeg således blev martret med pinsel, mens jeg blev revet op ved erindringen om mine mange synder, se, da erindrede jeg også at have hørt min far profetere for folket angående en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder.
Se, da mit sind greb fat om denne tanke, råbte jeg i mit hjerte: O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig, som er i bitterheds galde og er omsluttet af dødens evigtvarende lænker.
Og se nu, da jeg tænkte dette, kunne jeg ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder.
Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke, ja, min sjæl blev fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte havde været!« (Alma 36:17-20; fremhævelse tilføjet).
Ældste Craig C. Christensen fra De halvfjerds.