Tabernakelkoret hædret med Moder Teresa-prisen
Den afdøde Moder Teresa sagde engang: »Verden er ikke kun sulten efter mad, men også efter skønhed.« I november 2006 fik Mormontabernakelkoret overrakt en pris, som er opkaldt efter hende og som anerkender »præstationer fra dem, som forskønner verden, især inden for områder som religion, social retfærdighed og kunst.«
»Dette er det eneste kor, som har berørt hele verden med dets skønhed,« sagde Dan Paulos, direktør for St. Bernadette Institute of Sacred Art, som skænker Moder Teresa- prisen. »Der findes mange kor derude, men ingen så bemærkelsesværdige. Det er en gave fra Gud, og den bør vi dele med verdenen.«
Korets medlemmer blev hædret søndag den 19. november 2006 ved en enkel ceremoni efter den ugentlige udsendelse af Musik og det talte ord. Stiftsprovst Joseph Mayo fra den katolske domkirke Madeleine i Salt Lake City præsenterede prisen til Mac Christensen, korets bestyrelsesformand, og Craig Jessop, musikalsk leder, som modtog prisen på korets vegne.
»Vi er beærede over at modtage denne pris på vegne af alle de frivillige, som udgør vores kor. Vi er også beærede over at blive erindret af en pris opkaldt efter denne hellige kvinde, Moder Teresa,« bemærkede Scott L. Barrick, korets direktør.
Instituttet udviklede prisprogrammet for »retmæssigt at anerkende åndelige bedrifter i denne timelige verden.«
Statuetten er en moderniseret repræsentation af Moder Teresa. Prisvinderne bliver nomineret af offentligheden og udvalgt af Moder Teresa-prisens bestyrelse.
Det frivillige kor består af 350 mænd og kvinder, som repræsenterer mange forskellige baggrunde, professioner og aldre. Koret er blevet verdensberømt gennem dets mange indspilninger, turnéer og ugentlige fjernsyns- og radioudsendelser.
Tidligere modtagere af denne æresbevisning omfatter Pave Johannes Paul II, Maya Angelou, Nelson Mandela og Jimmy Carter.