Himlens vinduer
Jeg fik mit første rigtige job, da jeg var cirka 13 år. Jeg var avisbud. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg kørte rundt i mit kvarter i Salt Lake City hver aften og smed aviser på mine naboers dørtrin. Jeg tjente ikke ret mange penge på det, men hver måned når jeg modtog min løn, var der slet ikke nogen tvivl om, at jeg skulle betale tiende. Mine forældre havde været gode eksempler på tiendebetalere, og jeg vidste, at det var en befaling fra Herren (se L&P 119:3-4).
Jeg kan huske, at jeg var til tiendeopgørelse med min far og min mor, da jeg var dreng. Det føltes så naturligt for mig at tale med biskoppen og erklære, at jeg betalte en ærlig tiende. Selv da jeg blev ældre og begyndte at tjene flere penge, betalte jeg altid min tiende først.
Da jeg selv blev far, betød det meget for mig, at hvert af mine børn talte med biskoppen til tiendeopgørelsen. Min hustru og jeg havde, lige fra de var helt små, lært dem at betale tiende af de lommepenge, som vi gav dem, så at de, når de blev større, allerede havde set velsignelserne og vidste, hvad de skulle gøre.
Velsignelserne følger
Da søster Richards og jeg blev gift, læste vi begge og havde kun en beskeden indtægt at gøre godt med. Det var et stort offer at betale tiende. Men søster Richard overvejede ikke engang at anvende vore tiendepenge på andre ting, som vi virkelig havde brug for, som fx mad eller husleje. Hun insisterede på, at vi betalte vores tiende først, og det gjorde vi altid. Sommetider havde vi kun en enkelt penny tilbage, når alle regninger var betalt, men vi havde altid lige akkurat penge nok til at betale det hele. Det var en af velsignelserne ved at udøve vores tro og betale tiende.
En af de velsignelser, som jeg mener udspringer af vores tiendebetaling er, at jeg aldrig på noget tidspunkt i min karriere, har gået særlig længe uden et job. Tidligt i mit karriereforløb blev jeg afskediget fra mit job, og i løbet af to uger havde jeg fået et andet job, hvor jeg tjente mere, end jeg havde tjent i det tidligere job. I løbet af de 25 år, jeg var ansat i et bestemt firma, oplevede jeg mange perioder, hvor der blev afskediget mange ansatte, men aldrig mig. Jeg tror, at det var Herren, der velsignede mig, fordi jeg betalte min tiende.
Mine unge brødre og søstre, hvis I vil udøve den fornødne tro til at betale tiende, så lover jeg jer, at I bliver velsignet. Uanset hvor småt jeres bidrag er, så betal det uden tøven. Gør det til det første, I gør, når I har tjent penge. I udvikler tro til at gøre meget, som I ellers ikke vil mene, at I havde evner til. I bliver fornuftigere i jeres pengesager, og I opnår den dejlige vished, som udspringer af at gøre det, som man ved, at Herren ønsker af en. Det er en kilde til styrke, og I vil kunne trække på den kilde i fremtiden.
Jeg ved, at søster Richards og jeg har modtaget mange velsignelser som følge af vores tiendebetaling. Jeg har også oplevet den overflod af velsignelser, som er strømmet til sidste dages hellige i fjerne egne af verden, fordi de har været villige til at betale tiende.
Kirken i Indien
Der er især én episode, som gjorde et dybt indtryk på mig. I år 2000 fik jeg mulighed for at overvære det møde, hvor man tog første spadestik til den første sidste dages hellige kirkebygning, som blev opført helt fra grunden i Indien. Kirkebygningen blev opført i Rajahmundry, som ligger nær landets østkyst. Efter indiske forhold er det en ret lille by, skønt den har tre millioner indbyggere.
Jeg rejste til Rajahmundry sammen med min hustru og missionspræsident Ebenezer Solomon og hans hustru. Da vi ankom til den travle bandegård i Rajahmundry, blev jeg dybt rørt af at se den utrolige fattigdom, som mange mennesker levede i. Der var mange mennesker, som sov på det hårde gulv, hvor der nu var plads. Da vi ankom til mødet, bemærkede jeg kontrasten mellem den elendighed, jeg lige havde set, og den glæde, som strålede ud af øjnene på de medlemmer, som var samlet for at tage imod os. De smilede varmt og vinkede, da vi nærmede os. De var så glade og begejstrede. Skønt de også efter nogle standarder levede i fattige kår, så var her ingen tegn på fortvivlelse eller tomhed.
Jeg begyndte straks at forstå, hvorfor man havde valgt dette sted til kirkebygningen. Jeg indrømmer, at jeg havde været noget usikker på, hvorfor Kirkens midler blev anvendt i sådan en afsidesliggende by. Men efter at have været sammen med de hellige i Rajahmundry i kort tid, var al min tvivl vasket bort. Disse sidste dages hellige var så trofaste og begejstrede over at få deres egen kirkebygning.
Enkens mønt
Efter mødet præsenterede præsident Solomon mig for fire enker, som var blevet døbt flere år tidligere. De var alle i halvfjerdserne. Præsident Solomon fortalte mig, at disse kvinder havde været trofaste tiendebetalere siden deres dåb. Det gjorde indtryk på mig, at disse trofaste kvinder fra et område med så stor fattigdom aldrig havde svigtet en mulighed for at betale deres tiende, selv om jeg er sikker på, at det må have været et offer for dem.
Jeg spurgte præsident Solomon, hvor meget hver søster betalte i tiende hver måned. Han opgav beløbet i rupees, som er møntfoden i Indien. Beløbet sagde mig ikke noget, så jeg spurgte ham, hvad det ville svare til i dollars. Jeg glemmer aldrig hans svar: »De betaler mellem halvanden til to pennies.« (Hvilket svarer til ti-tyve øre). Jeg blev atter mindet om, at tiendebetaling ikke er et spørgsmål om penge, men derimod tro! Det gjorde mig ydmyg at erkende, at velsignelsen ved denne kirkebygning var en følge af disse helliges villighed til at yde ofre for at betale tiende – selv om det så kun var nogle få pennies. Jeg er sikker på, at Herren forvandler de pennies til millioner af dollars.
Tiende er ikke en økonomisk befaling – det er et trosprincip. Herren beder om ti procent af vores indtægt og venter på at se, om vi udøver tro på ham ved at yde det offer. De hellige i Rajahmundry havde en sådan tro.
Da vi nåede frem til byggepladsen, blev jeg imponeret over at se en rød løber, som var rullet ud fra vejen og hen til den baldakin, som de hellige var samlet under. Den var cirka 30 meter lang. Under baldakinen stod røde fløjlsstole. De var store og imponerende. Tæppet og stolene var slidte, men det var det allerbedste, de hellige kunne tilbyde. De ville ikke give mindre end deres bedste. Det var en oplevelse, som gjorde mig meget ydmyg. Disse hellige fra Rajahmundry viste et godt eksempel ved at give trofast til Herren, både når det gjaldt tiendebetaling og den bedst mulige luksus til de besøgende kirkeledere.
Det kan være, at I mener, at ti procent af jeres indtægt, stor eller lille, ikke kan udrette meget godt eller betyde noget særligt. Men jeg lover jer, at det er vigtigt. Det er vigtigt, at I efterlever tiendeloven nu, for det styrker jeres tro og forbereder jer på senere trængsler.
Herren gav os det løfte, at hvis vi vil adlyde hans befalinger, så er han forpligtet til at give os den lovede velsignelse (se L&P 82:10; 130:21). Jeg så den velsignelse blandt de hellige i Rajahmundry, og I kan selv opleve velsignelsen, hvis I trofast betaler jeres tiende.