Min søn lever også
En kvinde i min menighed lærte mig en dyrebar lektie om den dejlige fred, som udspringer af en sikker tro på Jesus Kristus og hans forsoning.
Denne kvindes patriarkalske velsignelse havde lovet hende moderskabets glæder. Men der gik mange år, hvor hun og hendes mand bad om og ventede på at få børn. Endelig blev deres bønner besvaret: I ni måneder var deres liv fyldt med lyksalig forberedelse. De malede børneværelse, købte møbler, tøj og andet babyudstyr og bad mange bønner. Lægen sagde, at hun ikke kunne få flere børn, når hun havde født dette barn, så alle hendes håb og drømme knyttede sig til dette barn.
Så oprandt den dag, hvor denne søster fødte og hørte sin babys gråd.
»Det er en dejlig dreng,« sagde sygeplejersken.
Moderen lukkede sine øjne og bad en taknemlig bøn. Fire minutter senere var barnet dødt.
Jeg så hende til et nadvermøde to uger senere. Som menighedens musikleder gik hun op på forhøjningen og indtog sin plads ved siden af orglet. Mens hun dirigerede, sang vi: »Han lever! Vor Forløser stor« (Salmer og sange, nr. 70). Hun stod høj og rank med klare øjne, der udstrålede hendes vidnesbyrd. Af og til havde hun svært ved at synge teksten. Hun sank en klump og bed tænderne sammen. Så holdt hun op med at synge, men hendes arm blev ved med at dirigere os, mens vi sang.
Senere bar denne søster et enkelt vidnesbyrd, mens tårerne løb ned ad hendes kinder: »Jeg ved, at min Forløser lever. Jeg ved, at han er retfærdig, og at han elsker os. Og fordi han lever, lever min søn også.«
I hendes tro så jeg en vished om Forløserens eksistens, hvis forsoning gør os udødelige og gør det evige liv muligt. Hendes søn var blevet taget fra hende, men hun vidste, at hun en dag ville få ham tilbage.