Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd
De, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, er villige til at gøre hvad som helst, som Gud beder dem om.
Hvor jeg dog elsker ældste Joseph B. Wirthlin! Digteren Rudyard Kipling skrev i 1897 som en formaning om stolthed til det britiske imperium følgende ord:
Uro forsvinder, råb forstummer,
kaptajner, konger er væk,
men dit offer fordum stadig består,
et ydmygt, angerfuldt hjerte.
(»God of Our Fathers, Known of Old«, Hymns, nr. 80).
Da Kipling talte om et angerfuldt hjerte som et »offer fordum«, havde han måske ordene fra Kong Davids 51. salme i tankerne: »Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte« (v. 19). Davids ord viser, at selv på Det Gamle Testamentes tid forstod Herrens folk, at de måtte give deres hjerte hen til Gud, at brændofre alene ikke var nok.
De ofre, der var blevet bemyndiget i Moses’ uddeling, pegede symbolsk hen mod Messias’ sonoffer, han som alene kunne forlige det syndige menneske med Gud. Som Amulek belærte: »Og se, dette er hele meningen med loven; hver lille del peger mod det store og sidste offer … Guds Søn« (Alma 34:14).
Efter sin opstandelse sagde Jesus Kristus til folket i den nye verden:
»Jeres slagtofre og jeres brændofre skal høre op, for jeg vil ikke tage imod nogen af [dem] …
Og I skal som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd. Og den, der kommer til mig med et sønderknust hjerte … ham vil jeg døbe med ild og med Helligånden« (3 Ne 9:19-20).
Hvad er et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd? Og hvorfor bliver det betragtet som et offer?
Som i alt andet giver Frelserens liv os det fuldkomne eksempel: Selv om Jesus af Nazaret vitterlig var uden synd, vandrede han gennem livet med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, som tilkendegives ved, at han underkastede sig Faderens vilje. »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38). Til sine disciple sagde han: »Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet« (Matt 11:29). Og da tiden var inde til at betale det endelige offer omfattet i forsoningen, veg Kristus ikke tilbage for at drikke af det bitre bæger, men underkastede sig fuldstændigt sin Faders vilje.
Frelserens fuldkomne underkastelse af den evige Fader, er selve essensen af et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd. Kristi eksempel lærer os, at et sønderknust hjerte for evigt er en egenskab i guddommelighed. Når vores hjerte er sønderknust, er vi fuldstændigt åbne for Guds Ånd og erkender vores afhængighed af ham i alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er. Det medhørende offer er et offer af stolthed i alle dets skikkelser. Ligesom det føjelige ler i en dygtig pottemagers hænder kan den sønderknuste formes og dannes i Mesterens hænder.
Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd er også en betingelse for omvendelse. Lehi sagde:
»Derfor udvirkes forløsningen i og ved den hellige Messias …
Se, han bringer sig selv som et offer for synd for at opfylde lovens formål for alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, og for ingen andre kan lovens krav blive opfyldt« (2 Ne 2:6-7).
Når vi synder og ønsker tilgivelse, betyder et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd at opleve »bedrøvelse efter Guds vilje [der] virker omvendelse« (2 Kor 7:10). Det kommer, når vores ønske om at blive renset for synd fylder så meget, at vores hjerte gør ondt af sorg, og vi higer efter at leve i fred med vor Fader i himlen. De, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, er villige til at gøre hvad som helst, som Gud beder dem om, uden modstand eller fortørnelse. Vi ophører med at gøre tingene på vores måde og lærer i stedet at gøre dem på Guds måde. I en sådan tilstand af underkastelse kan forsoningen iværksættes og sand omvendelse forekomme. Den angrende vil dernæst opleve Helligåndens helliggørende kraft, som vil fylde dem med samvittighedens fred og glæde over forsoningen med Gud. I en forunderlig forening af guddommelige egenskaber indbyder den samme Gud, som lærer os at vandre med et sønderknust hjerte, os til at frydes og være ved godt mod.
Når vi har fået tilgivelse for vore synder, tjener et sønderknust hjerte som et guddommeligt skjold mod fristelse. Nefi bad: »Måtte helvedes porte bestandig være lukkede for mig, fordi mit hjerte er sønderknust og min ånd er angerfuld!« (2 Ne 4:32). Kong Benjamin lærte sit folk, at hvis de ville vandre i ydmyghedens dyb, ville de for altid fryde sig, »være fyldt af Guds kærlighed og altid blive ved med at have forladelse for … synder« (Mosi 4:12). Når vi giver vores hjerte til Herren, mister verdens attraktioner deres glans.
Der er endnu en dimension ved et sønderknust hjerte, nemlig vores dybe taknemlighed for Kristi lidelse på vore vegne. I Getsemane steg Frelseren »ned under alt« (L&P 88:6), eftersom han bar hvert eneste menneskes byrde af synd. Ved Golgata hengav han »sit liv til døden« (Es 53:12), og hans store hjerte bristede helt bogstaveligt af en altomfattende kærlighed til Guds børn. Når vi husker Frelseren og hans lidelser, vil vores hjerte også briste i taknemlighed over den Salvede.
Når vi giver ham et offer, der består af alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er, fylder Herren vores hjerte med fred. Han vil bringe »lægedom til dem, hvis hjerte er knust« (Es 61:1) og pryde vores liv med Guds kærlighed, »mere sød end alt, hvad der er sødt … og mere ren end alt, hvad der er rent« (Alma 32:42). Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.