God, bedre, bedst
Vi må forsage nogle gode ting for at kunne vælge noget, som er bedre eller bedst, fordi det udvikler tro på Herren, Jesus Kristus og styrker vores familie.
På de fleste af os hviler der større forventninger, end vi har mulighed for at indfri. Som forsørgere, forældre, som medlemmer og tjenende i Kirken står vi over for mange valg om, hvad vi skal gøre med vores tid og andre ressourcer.
I.
Vi bør begynde med at erkende, at bare fordi noget er godt, er det ikke tilstrækkelig grund til at gøre det. Antallet af alle de gode ting, vi kan gøre, overstiger i høj grad den tid, vi har til rådighed for at gøre dem. Nogle ting er bedre end godt, og det er det, som bør prioriteres først i vores liv.
Jesus belærte om det princip i Marthas hjem. Mens hun »var travlt optaget af at sørge for ham« (Luk 10:40), satte hendes søster Maria »sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord« (v. 39). Da Martha klagede over, at hendes søster overlod det til hende at sørge for ham, roste Jesus Martha for det, hun gjorde, og sagde: »Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende« (v. 42). Det var prisværdigt, at Martha gjorde sig »bekymringer og [var] urolig for mange ting« (v. 41) men at lære om evangeliet fra Mesteren selv var mere »fornødent.« Skriften indeholder andre belæringer om, at noget er mere velsignet end andet (se ApG 20:35; Alma 32:14-15).
En oplevelse i min barndom åbnede mig for tanken om, at nogle valg er gode, men andre er bedre. I to år boede jeg på en gård. Vi kom kun sjældent til byen. Vores juleindkøb foregik via kataloget fra Sears. Jeg brugte timer på at bladre kataloget igennem. For en familie på landet på den tid var kataloget som vore dages indkøbscentre eller internettet.
Der var noget ved måden, som varerne blev fremstillet på i kataloget, som gjorde indtryk på mig. Der var tre grader af kvalitet; god, bedre og bedst. For eksempel var nogle herresko mærket gode ($1,84), nogle bedre ($2,98) og andre bedst ($3,45).1
Når vi overvejer forskellige valg, bør vi huske, at det ikke er nok, at noget er godt. Andre valg er bedre, og nogle er bedst. Selvom et bestemt valg koster mere, kan dets større værdi gøre det til det bedste valg.
Tænk over, hvordan vi bruger vores tid, når vi vælger det, vi ser i fjernsynet, spiller på computeren, surfer på nettet eller læser bøger og blade. Selvfølgelig er det godt at se opbyggende underholdning og få interessante informationer. Men ikke alt af den slags er den tid værd, som vi bruger på at få det. Noget er bedre, og andet er bedst. Da Herren påbød os at tilegne os viden, sagde han: »Søg visdomsord i de bedste bøger« (L&P 88:118, fremhævelse tilføjet).
II.
Nogle af vores vigtigste valg vedrører familieaktiviteter. Mange forsørgere bekymrer sig over, at deres beskæftigelse ikke giver dem tid nok sammen med deres familie. Det er der ingen let løsning på. Men jeg har dog aldrig mødt en mand, som så tilbage på sit arbejdsliv og sagde: »Jeg tilbragte for lidt tid på mit arbejde.«
Når vi vælger at bruge tid sammen som familie, bør vi være forsigtige med ikke at bruge al den tid, vi har til rådighed, med det, som er kun er godt, og ikke have tid til det, der er bedre eller bedst. En af mine venner tog sin familie med på en række ture om sommeren, hvor de bl.a. besøgte historiske mindesmærker. Da sommeren gik på hæld, spurgte han sin teenagesøn, hvilken af disse gode sommeraktiviteter, han syntes bedst om. Faderen lærte noget af svaret, og det gjorde alle, som han fortalte det til. »Det jeg nød mest denne sommer,« svarede drengen, »var den aften, hvor du og jeg lå på græsplænen og så på stjernerne og snakkede.« Gode familieaktiviteter kan være godt for børnene, men de er ikke altid bedre end tid alene sammen med en kærlig mor eller far.
Den tid mellem børn og forældre, som opsluges af gode aktiviteter såsom privatundervisning, sport, skole- og klubaktiviteter, skal også reguleres nøjes. Ellers bliver børnenes skema overfyldt, og forældrene bliver udkørte og frustrerede. Forældre bør reservere tid til familiebøn, familiestudium, familieaften og anden værdifuld tid sammen og på tomandshånd, hvilket knytter en familie sammen og lærer børnene om evige værdier. Forældre bør undervise om evangeliet gennem de ting, de laver sammen med deres børn.
Familieeksperter har advaret os mod at lade vores børn deltage i alt for meget. I den senere generation har børn fået mere travlt, og familien har mindre tid sammen. Blandt mange målinger af denne foruroligende tendens er undersøgelser, som viser, at tiden som bruges på faste sportsaktiviteter er fordoblet, mens børnenes fritid er formindsket med 12 timer om ugen og uplanlagt leg udendørs er halveret.2
Antallet af dem, som kan svare ja til, at »hele familien normalt spiser middag sammen« er faldet med 33 procent. Dette er særligt bekymrende, fordi den tid en familie bruger på at »spise sammen i hjemmet [er] den stærkeste indikator for børns akademiske succes og psykologiske tilpasningsevne.«3 Familiemåltidet har også vist sig at være et stærkt bolværk mod rygning, druk og stofmisbrug blandt børn og unge.4 Der er inspireret visdom i dette råd til forældre: Det dine børn virkelig ønsker sig til middag er dig.
Præsident Gordon B. Hinckley har bedt os om at »arbejde på vores ansvar som forældre, som om alt i livet afhang af det, fordi alt i livet faktisk afhænger af det.« Han fortsatte:
»Jeg beder jer mænd især om at stoppe op og vurdere jer selv som ægtemænd og fædre og familieoverhoveder. Bed om vejledning, om hjælp og om støtte og følg så Åndens tilskyndelser i det vigtigste af alle jeres ansvar, for konsekvenserne af jeres lederskab i jeres hjem er evige.«5
Det Første Præsidentskab har bedt forældre om at »tilegne deres inderligste anstrengelser på at undervise og opfostre deres børn i evangeliets principper … Hjemmet er grundlaget for en retfærdig livsførelse og ingen anden anordning kan overtage dets plads i dette ansvar, som Gud har givet os.« Det Første Præsidentskab har erklæret, at »uanset hvor værdige og passende andre krav og aktiviteter måtte være, må man aldrig tillade, at de erstatter de guddommeligt anviste pligter, som kun forældre og familie kan varetage.«6
III.
Ledere i Kirken bør være opmærksomme på, at møder og aktiviteter i Kirken kan blive for komplekse og belastende, hvis en menighed eller stav prøver at få medlemmerne til at gøre alt, hvad der er godt og muligt i vores mange programmer i Kirken. Her skal også prioriteres.
Medlemmer af De Tolvs Kvorum har fremhævet vigtigheden af at udøve inspireret dømmekraft, hvad angår Kirkens programmer og aktiviteter. Ældste L. Tom Perry underviste i dette princip ved vores første verdensomspændende oplæringsmøde for ledere i 2003. Som et råd til de samme ledere i 2004 sagde ældste Richard G. Scott: »Tilpas jeres aktiviteter, så de passer til jeres lokale forhold og ressourcer … Sørg for, at de grundlæggende behov er dækket, men gå ikke for langt ved at skabe så meget godt, at det væsentlige ikke bliver gjort … Husk, at det arbejde, som skal udføres, ikke skal gøres større – gør det enklere.«7
Ved generalkonferencen sidste år, advarede ældste Russell M. Ballard om, at forringelse af familierelationer kan være resultatet, når vi bruger for meget tid på unyttige aktiviteter, som giver ringe åndelig næring. Han advarede mod at komplicere vore kaldelser i Kirken »med unødigt pynt, der optager for meget tid, koster for mange penge og for meget energi … Befalingen om at højne vore kaldelser er ikke en befaling om at pynte på og komplicere dem. At være nyskabende betyder ikke nødvendigvis at udvide; meget ofte betyder det at forenkle … Det vigtigste i forhold til vore ansvar i Kirken,« sagde han, »er ikke de tal, der rapporteres, eller de møder, der bliver afholdt, men hvorvidt enkeltpersoner – betjent én ad gangen, ligesom Frelseren gjorde – er blevet opløftet og opmuntret og i sidste ende forandret.«8
Stavspræsidentskaber og biskopråd må bruge deres autoritet til at luge ud i den overdrevne og unødige travlhed, der nogle gange pålægges medlemmer af deres stav eller menighed. Kirkeprogrammer bør fokusere på det bedste (mest effektive) for at opnå det tilsigtede formål uden urimelige krænkelser af den tid familien behøver til deres »guddommeligt tilskikkede pligter.«
Men heri ligger en advarsel til familierne. Forestil jer, at Kirkens ledere reducerede den tid, der bliver brugt på Kirkens møder og aktiviteter for at give mere tid til, at familien kunne være mere sammen. Dette kan ikke opnås hensigtsmæssigt, medmindre det enkelte familiemedlem – særligt forældrene – handler energisk på at øge familiens tid sammen og på tomandshånd. Sportsaktiviteter og teknologisk legetøj såsom videospil og internettet optager allerede en del tid hos vores børn og unge. At surfe på nettet er ikke bedre end at tjene Herren eller at styrke vores familie. Nogle unge mænd og kvinder kvitter kirkeaktiviteter for de unge eller dropper familieaktiviteter for at deltage i fodboldklubben eller forskellige former for underholdning. Nogle unge mennesker morer sig til døde – åndelig død.
Der er bedre måder at bruge tid på som individ og familie, og andre er bedst. Vi må forsage nogle gode ting for at kunne vælge noget, som er bedre eller bedst, fordi det udvikler tro på Herren, Jesus Kristus, og styrker vores familie.
IV.
Her er nogle andre eksempler på god, bedre og bedst:
Det er godt at tilhøre vor himmelske Faders sande kirke og holde alle hans befalinger og udføre alle vore pligter. Men hvis det skal kvalificere som det »bedste,« skal det gøres med kærlighed og uden arrogance. Vi bør, som vi synger i en skøn salme, »krone [vores] dyd med broderskab,«9 og udvise kærlighed og omsorg til alle, vi kommer i berøring med.
Til vore tusindvis af hjemme- og besøgslærere siger jeg, at det er godt at besøge de familier, vi har fået tildelt; det er bedre med et kort besøg, hvor vi underviser i lærdomme og principper; og det er bedst at gøre en markant forskel for nogle af dem, vi besøger. Den samme udfordring gælder for mange af de møder, vi holder – det er godt at holde et møde, det er bedre at undervise i et princip, men det er bedst at forbedre livet for nogle som resultat af det møde.
Her hvor vi nærmer os 2008 og en ny læseplan for kvorummer i Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen, vil jeg gerne gentage vores råd om, hvordan vi bruger undervisningsmaterialet Kirkens Præsidenters lærdomme. Mange års inspireret arbejde er gået forud for produktionen af 2008-udgaven af Joseph Smiths lærdomme, denne uddelings første profet. Det er en milepæl blandt Kirkens bøger. Tidligere har nogle lærere kun givet et kapitel i undervisningsmaterialet en kort kommentar med på vejen og har så erstattet lektionen efter eget valg. Det kan have været en god lektion, men det er ikke en acceptabel fremgangsmåde. En underviser i evangeliet er kaldet til at undervise i det emne, som er specificeret i de inspirerede og tilgængeliggjorte materialer. Det bedste en lærer kan gøre med Joseph Smiths lærdomme er at udvælge og citere profetens ord om de principper, som er særligt tiltrængte for klassens deltagere og derefter lede en klassedrøftelse af, hvordan vi anvender de principper i vores liv.
Jeg vidner om vor himmelske Fader, hvis børn vi er, og hvis plan er udformet for at kvalificere os til »evigt liv … den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7; se også L&P 76:51-59). Jeg vidner om Jesus Kristus, hvis forsoning gjorde dette muligt. Og jeg vidner om, at vi ledes af profeter, vores præsident Gordon B. Hinckley og hans rådgivere, i Jesu Kristi navn. Amen.