Kræv de store, dyrebare løfter
Herren giver gavmilde løfter, og han bekræfter også, at han ikke vil fravige fra disse løfter.
Jeg skal overbringe kærlige hilse-ner fra de trofaste hellige på Stillehavsøerne.
Evangeliets første princip er tro på Herren Jesus Kristus. Dette omfatter tro på hans guddommelige fødsel og himmelske arv og tro på, at han, under Faderens ledelse, skabte jorden og alt det, som findes derpå (se Joh 1:10; Mosi 3:8). Kernen i vores tro på Kristus er visheden om, at vore synder, om end de måtte være som »skarlagen … kan de blive hvide som sne« gennem hans sonoffer (se Es 1:18).
Tro på Jesus Kristus indebærer viden om, at han efter korsfæstelsen opstod fra graven, og at hans opstandelse gjorde det muligt for alle mennesker at leve igen (se 1 Kor 15:21-23). Tro på Jesus Kristus er visheden om, at han og hans himmelske Fader viste sig for den unge mand, Joseph Smith, og banede vejen for genoprettelsen af alt i tidernes fyldes uddeling. Jesus Kristus er overhovedet for Kirken, der bærer hans hellige navn.
Tro på Jesus Kristus er tydeligt, når vi tror på hans lærdomme og påberåber os hans »store, dyrebare løfter« og får »del i guddommelig natur« (2 Pet 1:4). Utallige løfter er blevet udtalt af hans profeter, og Herren forsikrer os om, at »mit ord [ikke] skal … forgå, men de skal alle blive opfyldt, hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38).
I disse sidste dage har Herren åbenbaret, at »når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret« (L&P 130:21). Herren giver gavmilde løfter, og han bekræfter også, at han ikke vil fravige disse løfter, for som han siger: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10).
Store, dyrebare løfter
Herrens utallige, store og dyrebare løfter omfatter tilgivelse af vore synder, når vi bekender og aflægger dem (se L&P 58:43; se også L&P 1:32). Åbningen af himlens vinduer er et løfte, der påberåbes af dem, der betaler en trofast tiende (se Mal 3:10), og at finde »store skatte af kundskab« tilfalder dem, der overholder visdomsordet (L&P 89:19).
At være uplettet af verden er et løfte til dem, der holder sabbatten hellig (se L&P 59:9, 2 Mos 31:13). Guddommelig vejledning og inspiration er lovet dem, der tager for sig af Kristi ord (se 2 Ne 32:3-5), og som »anvender alle skrifter« på sig selv (se 1 Ne 19:23).
Herren lovede også, at »hvad I end beder Faderen om i mit navn, som er ret, i tro på at I skal få det, se, det skal gives jer« (3 Ne 18:20). Vi loves også, at Helligånden skal være vores stadige ledsager, når vi uophørligt lader dyd pryde vore tanker (se L&P 121:45-46). Vi kan også gøre krav på det åndeligt frigørende løfte ved faste, som vil »løse ondskabens lænker,« »sprænge ågets bånd … og bryde hvert åg« (se Es 58:6-7).
De, som er blevet beseglet i hellige templer, og som trofast holder deres pagter, skal modtage Guds herlighed, der »skal være en fylde og en fortsættelse af efterkommere for evigt og altid« (L&P 132:19).
Sommetider taber vi i vores jordiske utålmodighed Herrens dyrebare løfter af syne og kobler vores lydighed fra indfrielsen af disse løfter. Herren har erklæret:
»Hvem er jeg, siger Herren, som har lovet og ikke holdt det?
Jeg befaler, og menneskene adlyder ikke; jeg tilbagekalder, og de modtager ikke velsignelsen.
Da siger de i deres hjerte: Dette er ikke Herrens værk, for hans løfter er ikke blevet opfyldt. Men ve sådanne, for deres belønning lurer på dem nedefra og ikke ovenfra« (L&P 58: 31-33).
Se løfterne i det fjerne
Vigtige bestanddele i tro er tålmodighed, langmodighed og at holde ud til enden. Apostlen Paulus beretter om Abels, Enoks, Noas, Abrahams og Saras tro, herunder at »med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden« (Hebr 11:13). Disse trofaste hellige vidste, at dette liv på jorden var en rejse, ikke deres endelige mål.
Da Abram var 75 år gammel, lovede Herren ham: »Jeg vil gøre dig til et stort folk« – og det på et tidspunkt, hvor han og Saraj endnu ikke havde børn (1 Mos 12:2-3). Abram var 86, da Sarajs trælkvinde Hagar fødte ham Ismael (se 1 Mos 16:16).
Og Herren ændrede Abrams navn til Abraham og Sarajs navn til Sara, og da han næsten var 100 år, og hun var 90, blev de lovet, at Sara ville føde en søn, der skulle hedde Isak (se 1 Mos 17:17;19). Midt i deres tvivl sagde Herren: »Intet er umuligt for Herren!« (1 Mos 18:14). Og »Sara blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom« (1 Mos 2:12), og Herren lovede: Jeg vil »velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred« (1 Mos 22:17).
Den lille Isak voksede op og blev mand, og da han var 40 år, giftede han sig med Rebekka. »Isak bad til Herren for sin kone, fordi hun var ufrugtbar. Herren bønhørte ham, og hans kone Rebekka blev gravid« og fik tvillingerne, Esau og Jakob, da deres far var 60 år gammel (se 1 Mos 25:20-10).
Da Jakob voksede op og nåede en passende alder, sendte hans forældre ham til Labans husstand, hvor han mødte Labans to døtre Lea og Rakel. Jakob sagde til Laban: »Jeg vil tjene hos dig syv år for din yngste datter Rakel … Så tjente Jakob hos ham syv år for Rakel; men det føltes kun som nogle få dage, fordi han elskede hende« (1 Mos 29:18, 20).
I mindes nok, hvordan Laban narrede den unge Jakob til først at gifte sig med Lea og derefter med Rakel. »Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes moderliv, mens Rakel var ufrugtbar« (1 Mos 29:31). Og Lea fødte Ruben, derpå Simeon, så Levi og Juda. I mellemtiden forblev Rakel barnløs (se 1 Mos 29:32-35).
I tiltagende skinsyge og desperation fremførte Rakel en dag kravet mod Jakob: »Skaf mig børn, ellers dør jeg!« (1 Mos 30:1). Efterfølgende fik Lea to sønner mere og en datter.
Herren er ikke sen til at opfylde sine løfter
Apostlen Peter bar vidnesbyrd om, at »Herren … ikke [er] sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed« med os (2 Pet 3:9). I denne tidsalder, hvor tøj kan renses på en time, og mad kan fås på et minut på fastfood-restauranter, kan det til tider virke, som om en kærlig himmelsk Fader har forlagt vore dyrebare løfter, eller at han har sat dem i venteposition eller arkiveret dem under det forkerte navn. Sådan havde Rakel det.
Men med tidens gang møder vi fire af de smukkeste ord i den hellige skrift: »Gud glemte ikke Rakel« (1 Mos 30:22). Hun blev velsignet med at føde Josef og senere Benjamin. Der er mange millioner på jorden i dag, som er Josefs efterkommere, som har modtaget Abrahams løfte om, at gennem deres indsats »skal alle jordens slægter blive velsignet, nemlig med evangeliets velsignelser, som er frelsens velsignelser, nemlig evigt liv« (Abr 2:11).
Når himlens løfter somme tider synes langt væk, så beder jeg jer hver især om at holde fast i disse overmåde store og dyrebare løfter og aldrig give slip på dem. Og akkurat som Gud huskede Rakel, vil Gud huske jer. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.