Et kongeligt præsteskab
Tiderne skifter og ting forandrer sig, men kendetegnene på en værdig bærer af Guds præstedømme forbliver konstante.
Brødre, når jeg fra ende til anden ser ud over denne majestætiske bygning, kan jeg kun sige, at I udgør et imponerende syn. Det er forbløffende at forestille sig, at der i tusindvis af kirkebygninger over hele verden, er bærere af Guds præstedømme, der modtager denne transmission via satellit. Nationaliteterne veksler og sprogene er mange, men der er en fælles ting, som binder os sammen. Vi er blevet betroet at bære præstedømmet og handle i Guds navn. Vi er genstand for en hellig tillid. Meget er forventet af os.
Vi, der bærer Guds præstedømme og ærer det, er blandt dem, som er blevet holdt tilbage til denne særlige tid i historien. Apostlen Peter beskriver os i det andet kapitel af Peters Første Brev i niende vers: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.«
Hvordan kan vi kvalificere os til at være værdige til betegnelsen, »kongeligt præsteskab«? Hvad kendetegner en søn af den levende Gud? I aften vil jeg gerne bede jer om at overveje nogle af de karaktertræk.
Tiderne skifter og ting forandrer sig, men kendetegnene på en værdig bærer af Guds præstedømme forbliver konstante.
Må jeg foreslå, at vi alle først og fremmest udvikler vision som et kendetegn. En forfatter har sagt, at historiens dør svinger på små hængsler, og det gør menneskers liv også. Hvis vi anvender den grundsætning på os selv, kan man sige, at vi er resultatet af mange små beslutninger. I virkeligheden er vi et produkt af vores valg. Vi må udvikle evnen til at erindre fortiden, vurdere nutiden og se ind i fremtiden for at opnå det med vores liv, som Herren ønsker af os.
I unge mænd, som bærer Det Aronske Præstedømme, bør være i stand til at forestille jer den dag, hvor I bærer Det Melkisedekske Præstedømme og som diakoner, lærere og præster forberede jer til at modtage Guds hellige Melkisedekske Præstedømme. I har ansvaret for at være rede, når I modtager Det Melkisedekske Præstedømme til at modtage kaldet om at tjene på og gennemføre en mission. Jeg beder inderligt til, at hver eneste dreng og mand vil være kendetegnet af vision.
Det andet princip, som jeg gerne vil fremhæve som et karaktertræk for en værdig bærer af Guds præstedømme, er kendetegnet indsats. Det er ikke nok at ønske at gøre en indsats eller at sige, at vi vil gøre en indsats. Vi må faktisk gøre en indsats. Det er ved at handle, ikke bare tænke, at vi opnår vore mål. Hvis vi konstant udskyder vore mål, kommer vi aldrig til at opnå dem. Det er blevet sagt på denne måde: Lever du kun for i morgen, har du i dag ikke noget med fra i går.1
I juli 1976 var løberen, Garry Bjorklund, opsat på at kvalificere sig til det amerikanske olympiske hold i 10.000 meter løb, som skulle deltage i OL i Montreal. Men halvvejs inde i det hårde kvalifikationsløb tabte han sin venstre sko. Hvad ville vi gøre, hvis det skete for os? Han kunne have givet op og stoppet. Han kunne have tilskrevet det sit manglende held og have mistet muligheden for at deltage i sit livs vigtigste løb, men det gjorde den store sportshelt ikke. Han løb videre uden sin sko. Han vidste, at han skulle løbe hurtigere, end han nogensinde havde gjort i sit liv. Han vidste, at hans modstandere nu havde en fordel, som de ikke havde haft ved løbets start. På den slaggebane han løb på, med kun en sko, kom han ind som nummer tre og kvalificerede sig til muligheden for at kæmpe om guldmedaljen. Hans egen tid var den bedste, han havde registreret. Han gjorde den nødvendige indsats for at nå sit mål.
Som præstedømmebærere kan vi komme ud for, at der er tider i vores liv, hvor vi snubler, hvor vi bliver trætte eller overbebyrdede, eller hvor vi plages af skuffelse og hjertesorg. Når det sker, håber jeg, at vi vil forfølge vore mål med endnu større indsats.
På et eller andet tidspunkt vil vi hver især blive kaldet til en stilling i Kirken, uanset om det er kvorums-præsident for diakonerne, sekretær i lærernes kvorum, vejleder, underviser eller biskop. Jeg kunne nævne flere, men I forstår vist, hvad jeg mener. Jeg var kun 22 år gammel, da jeg blev kaldet til at være biskop for den 26. Menighed i Salt Lake City. Med 1080 medlemmer i menigheden krævede det en vis indsats at sikre, at alt det, der skulle ordnes, blev gjort, og at alle medlemmer følte sig som en del af menigheden, og at man tog sig af dem. Selvom det var en kolossal opgave, lod jeg mig ikke overvælde. Jeg gik i gang med arbejdet og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at tjene efter bedste evne. Vi kan hver især gøre det samme uanset kaldelsen eller opgaven.
Sidste år besluttede jeg mig for at se, hvor mange huse og bygninger, der stadig var tilbage fra den tid mellem 1950 og 1955, hvor jeg tjente som biskop i samme område. Jeg kørte langsomt gennem kvarteret, som engang udgjorde menigheden. Jeg blev overrasket over at se, at ud af alle de huse og bygninger, som vores 1080 medlemmer havde boet i, var der kun tre tilbage. Ved et af de huse stod græsset højt, og træerne ubeskårne, og der var ingen, som boede der. Af de to øvrige huse, var der slået brædder op for vinduerne af det ene, og der boede ikke nogen, og det andet husede et lille firma af en art.
Jeg parkerede min bil, slukkede for motoren og sad der bare et stykke tid. Jeg kunne huske hvert et hus, hver en lejlighed og hvert et medlem, som havde boet der. Selvom husene og bygningerne var væk, var minderne om de mennesker, der havde boet i dem, stadig meget levende. Jeg tænkte på forfatteren, James Barries, ord, som skrev, at Gud gav os minder for, at junis roser kan blomstre i livets decembermåneder.2 Hvor var jeg taknemlig over muligheden for at tjene i den kaldelse. Noget sådant kan være en velsignelse for os alle, hvis vi lægger vores allerbedste indsats i opgaven.
Kendetegnet indsats er påkrævet af enhver præstedømmebærer.
Det tredje princip, jeg vil fremhæve er troens kendetegn. Vi må have tro på os selv og tro på vor himmelske Faders evne til at velsigne og vejlede os i vores stræben. For mange år siden skrev salmisten en smuk sandhed: »Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker. Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på stormænd.«3 Eller sagt på en anden måde, lad os sætte vores lid til Herrens evne til at vejlede os. Venskaber kan, som vi ved, forlise og forandres, men Herren er bestandig.
Shakespeare har i sit skuespil Henrik den Ottende givet os denne sandhed gennem kardinalen Wolsey – en mand som nød stor gunst og glans gennem sit venskab med kongen. Da venskabet forliste, blev kardinal Wolsey frataget al sin myndighed, hvilket resulterede i tab af prestige og anseelse. Han havde haft alt og mistet det hele. Ud af sit hjertes sorg, udtalte han disse sande ord til sin tjener, Cromwell. Han sagde:
Å Cromwell, Cromwell,
Havde jeg kun tjent min Gud med halvt så stor nidkærhed
som den jeg tjente kongen med, så havde han ikke nu på mine gamle dage
udstødt mig nøgen iblandt fjender.4
Jeg stoler på, at vi kan finde troens kendetegn i hvert et tilstedeværende hjerte her i aften.
Til min liste tilføjer jeg kendetegnet dyd. Herren har tilkendegivet, at vi uophørligt bør lade dyd pryde vore tanker.5
Jeg kan huske et præstedømmemøde, som blev holdt i Tabernaklet i Salt Lake City, da jeg var aronsk præstedømmebærer. Kirkens præsident talte til præstedømmet, og han kom med en udtalelse, som jeg aldrig har glemt. Han sagde, at mænd, som begår seksuelle synder eller andre synder, ikke bare gør det i et øjebliks svaghed. Han understregede, at tanker går forud for vores handlinger, og når vi begår synd, er det fordi, vi først har tænkt på at begå den bestemte synd. Så sagde præsidenten, at den eneste måde at undgå synd på, var ved at holde sine tanker rene. Skriften lærer os, at som vi tænker i hjertet, således er vi.6 Vi må være i besiddelse af dydens kendetegn.
Hvis vi skal være missionærer i vor himmelske Faders rige, må vi være berettiget til Helligåndens ledsagelse, og vi har meget udtrykkeligt fået at vide, at Ånden ikke dvæler i urene templer.
Endelig vil jeg gerne tilføje kendetegnet bøn. Ønsket om at tale med sin himmelske Fader er et kendetegn for en værdig bærer af Guds præstedømme.
Når vi tilbeder Herren som familie og gennem personlige bønner, så lad os gøre det i tro og tillid til ham. Lad os huske på Paulus’ formaning til hebræerne: »For den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.«7 Hvis der er nogen iblandt os, som har været sen til at give agt på rådet om altid at bede, er der ikke noget bedre tidspunkt at begynde på end nu. William Cooper udtalte: »Satan skælver, når han ser den svageste hellige knæle ned.«8 De, som mener, at bøn er udtryk for svaghed, bør huske på, at man aldrig er større, end når man knæler i bøn.
Må vi altid huske at:
Bøn er et hjertes indre sang,
tænkt eller sagt i ord;
frembåret af den dybe trang,
som dybt i hjertet bor.
O du, ved hvem vi kom til Gud,
i sandhed livets vej,
du selv ad bønnens sti gik ud;
at bede lær du mig.9
Når vi fremelsker bønnens kendetegn, vil vi modtage de velsignelser, som vor himmelske Fader har til os.
Til slut, må vi have visioner. Må vi gøre en indsats. Må vi være eksempler på tro og dyd og altid gøre bøn til en del af vores liv. Så vil vi i sandhed være et kongeligt præsteskab. Det skal være min bøn, min personlige bøn denne aften, som kommer fra mit hjerte i Jesu Kristi navn. Amen