Ældste Walter F. González
De Halvfjerds’ Præsidium
Ældste Walter Fermín González har et fast vidnesbyrd om, at tjeneste medfører velsignelser. »Vi står altid i gæld til Herren, fordi belønningen altid er større end nogen tjeneste, vi kan yde,« siger han.
Ældste González’ forberedelse til at tjene begyndte tidligt i livet, før han blev medlem af Kirken. Da han var 9 år gammel, foreslog hans mor, at han lærte engelsk. Selv om hans forældre ikke var medlemmer, tror han på, at hans mor var et »redskab i Herrens hænder« ved at forberede ham til de kaldelser, han med tiden skulle modtage.
»Ingen vidste, at jeg ville blive medlem af Kirken 9 år senere. Ingen vidste, at jeg en dag ville blive kaldet som generalautoritet og ville få brug for at tale engelsk,« siger han.
Ældste González, der er søn af Victoria og Fermín González, er født den 18. november 1952 i Montevideo i Uruguay og blev døbt, da han var 18 år. Han blev gift med Zulma Anahir i Montevideo den 28. februar 1975. De blev beseglet i templet i Washington D.C. i 1979 og har fire børn. De ser frem til den forestående fødsel af deres første barnebarn.
Ældste González læste ved Universidad de la República i Uruguay og Universidad de la Fraternidad i Argentina og opnåede en bachelorgrad på Indiana University i Bloomington.
Ældste González blev opretholdt til De Halvfjerds’ Præsidium den 6. oktober 2007. Han virkede tidligere som præsident for området i det nordlige Brasilien og det vestlige område i Sydamerika og som rådgiver i præsidentskaberne for det nordlige område i Sydamerika og for området i det nordlige Brasilien. Han har også tjent som områdehalvfjerdser i det nordlige område i Sydamerika, som missionspræsident i Ecuador, som stavspræsident i Uruguay og som informationschef i det nordlige område i Sydamerika.
Han har arbejdet med Kirkens Uddannelsessystem, deriblandt som områdeleder for det nordlige område i Sydamerika.