Sen til vrede
Må Herren velsigne jer og inspirere jer til at vandre uden vrede.
Mine elskede brødre, hvorend I måtte være, her i konferencecentret eller i en kirkesal langt herfra på den anden side af jorden, så er det bemærkelsesværdigt, at vi kan tale i dette konferencecenter, og at I kan høre, hvad vi siger så langt væk som i Cape Town i Sydafrika.
Jeg har i aften valgt at tale om vrede. Jeg erkender, at det er lidt usædvanligt, men jeg mener, det er passende.
Et ordsprog i Det Gamle Testamente siger: »Hellere være sen til vrede end være krigshelt, hellere beherske sig selv end indtage en by» (Ordsp 16:32).
Det er, når vi bliver vrede, vi får problemer. Raseriet på vejene, som rammer vore landeveje, er et hadefuldt udtryk for vrede. Jeg vil vove at sige, at de fleste indsatte i vore fængsler er der, fordi de gjorde noget i vrede. I deres vrede bandede de, mistede kontrollen over sig selv og frygtelige ting skete, endog mord. Der var øjeblikke med forseelser efterfulgt af år med beklagelse.
Denne historie fortælles om Charles W. Penrose. Han var omvendt til Kirken og tjente som missionær i England i 11 år. Da han blev afløst, solgte han nogle af sine ejendele for at betale sin rejse til Zion. Nogle af de hellige, der iagttog ham, sagde, at han tog ting, der tilhørte Kirken.
Det gjorde ham så vred, at han gik ovenpå i sin bolig, satte sig ned og skrev disse vers, som I kender. (Se Karen Lynn Davidson, Our Latter-day Hymns, The Stories and the Messages, 1988, s. 323).
Dølg din harme, o min broder,
køl dit hede, iltre sind;
lad ej sjælens guddomsstråler kvæles
af din vredes ild.
Hold dig rolig, der er styrke
i et koldt besindigt svar;
hidsighed er dårskabs byrde,
og dens sår gi’r dybe ar …
Dølg din harme, vær ej hastig
enten det er fjende, ven;
selv om æren og dit rygte søles til
giv ej igen.
Lyt til forsvar, før du dømmer,
og måske du ser et glimt af den uret,
der sig gemmer
under hykleriets pynt.
Dølg din harme, o min broder,
køl dit hede, iltre sind;
lad ej sjælens guddomsstråler kvæles
af din vredes ild.
(»Dølg din harme«, Sange, nr. 75).
For mange år siden arbejdede jeg for jernbanen. En dag slentrede en sporskifter formålsløst rundt på perronen. Jeg bad ham flytte en vogn til et andet spor. Han fór op. Han smed sin kasket ned på jorden og hoppede flere gange på den, mens han bandede som en fuld sømand. Jeg stod der og grinede af hans barnlige opførsel. Da han bemærkede min latter, begyndte han at grine af sin egen tåbelighed. Han klatrede derefter fredeligt op i rangerlokomotivet, kørte det over til den tomme vogn og flyttede den til et tomt spor.
Jeg tænkte på dette vers fra Prædikeren: »Vær ikke hurtig til at græmme dig, for græmmelse hviler i tåbers favn« (Præd 7:9).
Vrede er årsagen til mange onde handlinger.
Jeg klippede en historie ud af morgenavisen, der indledtes med denne udtalelse:
»Flere and halvdelen af alle amerikanere, som siden år 2000 kunne have fejret deres sølvbryllup, er blevet skilt eller separeret eller blevet enker eller enkemænd, før de når den begivenhed« (Sam Roberts, »Most U.S. Marriages Don’t Get to Silver«, Deseret Morning News, 20. sep. 2007, s. A1).
Enkestand er selvfølgelig uden for deres magt, men skilsmisse og separation er ikke.
Skilsmisse er ofte den bitre frugt af vrede. En mand og en kvinde bliver forelskede, som de siger. De er hver især vidunderlige i den andens øjne. De føler ingen kærlighed for andre. De strækker økonomien for at købe en diamantring. De bliver gift. Alt er lyksaligt – i det mindste for en stund. Så fører lidt ligegyldige aktiviteter til kritik. Små fejl bliver forstørret til strømme af uventet kritik. De fremmedgøres over for hinanden, de bliver separeret, og i bitterhed bliver de skilt.
Det er en cirkel, der gentager sig igen og igen i tusindvis af tilfælde. Det er tragisk, og, som jeg har sagt, det er i de fleste tilfælde vredens bitre frugt.
Jeg tænker på mit eget ægteskab. Min evige partner døde for 31/2 år siden. Men vi levede sammen i 67 år. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have skændtes med hende. Hun rejste sammen med mig og holdt tale på ethvert kontinent, hvor hun indtrængende bad folk om at udvise selvbeherskelse, venlighed og kærlighed.
En lille bog, som jeg fik for nogle år siden, siger følgende:
En mand, der var blevet bagtalt af en avis kom engang til Edward Everett for at spørge, hvad han skulle gøre ved det. Everett sagde: »Ingenting! Halvdelen af dem, som købte avisen, så aldrig artiklen. Halvdelen af dem, der så den, læste den ikke. Halvdelen af dem, som læste den, forstod den ikke. Halvdelen af dem, som forstod den, troede ikke på den. Halvdelen af dem, som troede på den, er alligevel ikke noget værd« (Sunny Side of the Street, nov. 1989; se også Zig Ziglar, Staying Up, Up, Up in a Down, Down World, 2000, s. 174).
Så mange af os gør stor blæst ud af små ubetydelige ting. Vi bliver let fornærmede. Lykkelig er den mand, som kan skubbe en andens fornærmende bemærkninger til side og fortsætte sin gang.
Nag, hvis det får lov at gnave, kan sætte sig til alvorlig sygdom. Som en smertefuld lidelse kan det optage al vores tid og opmærksomhed. Guy de Maupassant har skrevet en interessant fortælling, som illustrerer dette.
Den handler om hr. Hauchecome, som tog til byen på en markedsdag. Han var plaget af gigt, og da han stolprede af sted, bemærkede han et stykke snor, som lå på jorden foran ham. Han samlede det op og lagde det forsigtigt i sin lomme. Hans fjende, sadelmageren, så ham gøre det.
På samme tid fik borgmesteren at vide, at en tegnebog med penge var mistet. Man formodede, at det, som Hauchecome havde samlet op, var tegnebogen, og han blev anklaget for at have taget den. Han benægtede heftigt anklagen. De undersøgte hans tøj, men fandt kun et stykke snor, men ærekrænkelsen mod ham havde plaget ham så meget, at han blev besat af den. Hvorend han færdedes, generede han folk ved at tale om hændelsen. Han blev en sådan plage, at de råbte ad ham. Det gjorde ham syg.
»Hans sind blev svagere og svagere, og ved slutningen af december søgte han tilflugt i sin seng.
Han døde tidligt i januar, og i dødskampens vildelser forsikrede han sin uskyldighed gentagne gange:
›Et lille stykke snor, et lille stykke snor. Se, her er det, hr. borgmester‹« (se »The Piece of String«, http://www .onlineliterature.com/Maupassant /270/).
I har sikkert hørt om manden, som blev interviewet på sin fødselsdag. Han havde nået en høj alder. De spurgte ham, hvordan han havde gjort det.
Han svarede: »Da min hustru og jeg blev gift, besluttede vi, at hvis vi nogen sinde kom op at skændes, skulle en af os gå udenfor. Jeg tilskriver min høje alder den kendsgerning, at jeg har fået megen frisk luft igennem mit ægteskab.«
Vrede kan være berettiget i nogle tilfælde. Skriften fortæller os, at Jesus fordrev vekselererne fra templet, da han sagde: »›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule« (Matt 21:13). Men selv dette blev udtalt mere som en irettesættelse end som et udbrud af ukontrolleret vrede.
Nu, mine kære brødre, beder jeg jer til slut indtrængende om at styre jeres temperament, få et smil på ansigtet, hvilket udvisker vrede. Tal kærlige, fredelige, påskønnende og respektfulde ord. Hvis I gør det, vil jeres tilværelse være uden fortrydelse. Jeres ægteskab og familieforhold vil blive bevaret. I vil blive meget lykkeligere. I vil gøre meget godt. I vil føle en vidunderlig fred.
Må Herren velsigne jer og inspirere jer til at vandre uden vrede, uden bitterhed af nogen slags, og til at række ud til andre med udtryk af venskab, påskønnelse og kærlighed. Det er min ydmyge bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.