Efter alt hvad vi kan gøre
Vi har som medlemmer af Jesu Kristi Kirke valgt ikke at være almindelige mænd og kvinder.
Jeg har hørt, at der aldrig er nogen, der døde af at holde tale ved generalkonferencen. Hvis det sker i dag, beklager jeg oprigtigt.
Mens jeg aftjente min værnepligt i Argentina, læste jeg en bog, hvis forfatter jeg ikke husker. Han skrev: »Jeg valgte ikke at være en almindelig mand. Jeg har ret til at blive noget ud over det sædvanlige, hvis jeg er i stand til det.«
At blive noget ud over det sædvanlige vil sige at have fremgang, være enestående og fremragende.
Den sætning har været skrevet i mit sind og hjerte. Min følelse var og er, at vi som medlemmer af Jesu Kristi Kirke har valgt ikke at være almindelige mænd og kvinder. De sidste ord »hvis jeg er i stand til det« fik mig til at tænke, at det ikke er nok at gennemgå handlingen med at blive døbt og bekræftet, men snarere at vi må opfylde og ære den forpligtelse, som vi har indgået med Herren den mindeværdige dag.
Lehi underviste sin søn Jakob, da han sagde: »Derfor er menneskene frie, hvad angår kødet; og alt, der er tjenligt for mennesket, er givet dem. Og de er frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt; for han stræber efter at gøre alle mennesker elendige, ligesom han selv er« (2 Ne 2:27).
Frihed og evigt liv er utvivlsomt det, vi stræber efter. Vi ryster ved selve tanken om at dø og blive djævelens fanger.
Nefi lærte os tydeligt, hvad vi bør gøre. Han sagde: »For vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre« (2 Ne 25:23).
Jeg tror, at det første, vi skal huske, når vi »gør alt, hvad vi kan«, er at omvende os fra vore synder. Vi bliver aldrig i stand til at nå vores guddommelige potentiale, hvis vi forbliver i vore synder.
Jeg har dejlige minder fra min dåbsdag, da jeg var 8 år gammel. Den blev udført i Liniers Gren, den første kirkebygning, der blev bygget i Sydamerika. Da jeg tog hjem sammen med min familie efter min dåb, begyndte min storebror at brydes lidt med mig, som han ofte gjorde. Jeg udbrød: »Rør mig ikke! Jeg kan ikke synde.« Som dagene gik, blev jeg klar over, at det ikke var muligt at forblive syndfri resten af mit liv.
Det er svært at bære lidelser, der bliver os påført, men den virkelige kval i livet er at lide under følgerne af vore egne mangler og synder, som vi påfører os selv.
Der er kun en måde at frigøre os fra denne lidelse på. Det er gennem oprigtig omvendelse. Jeg lærte, at hvis jeg for Herren kunne lægge et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, føle en guddommelig bedrøvelse over mine synder, ydmyge mig og omvende mig fra mine fejl, så kunne han gennem sit mirakuløse sonoffer udviske de synder og ikke længere huske dem.
Den argentinske digter, José Hernández, skrev i sin berømte bog Martín Fierro:
Mennesket mister mange ting
og finder dem sommetider igen,
men det er min pligt at minde dig om, og det må du huske,
at mister du din skamfølelse,
kan den ikke findes igen.
(La Vuelta de Martín Fierro, del 2 af Martín Fierro, 1879, canto 32; tosproget udg., oversat af C.E. Ward, 1967, s. 493).
Hvis vi ikke oplever guddommelig bedrøvelse, som udspringer af vore synder eller uretfærdige handlinger, bliver det umuligt for os at forblive på de fremragende menneskers vej.
Et andet vigtigt princip vi skal huske, når vi gør »alt hvad vi kan gøre«, er at lede efter og udvikle de muligheder, som livet inden for evangeliet konstant tilbyder os, og anerkende, at Herren har givet os alt, hvad vi har. Han er ansvarlig for alt det gode i vores liv.
Endnu en ting, som må være vores stadige ansvar, er at gøre »alt hvad vi kan gøre« for at fortælle hele menneskeheden om lykkens evangelium.
For nogen tid siden fik jeg et brev fra bror Rafael Pérez Cisneros i Galicien i Spanien, hvor han fortalte mig om sin omvendelse. I en del af hans brev står der:
»Jeg havde ingen ide om formålet med livet, eller hvad familien virkelig er. Da jeg endelig tillod missionærerne at komme inden for i mit hjem, sagde jeg til dem: ›Kom med jeres budskab, men jeg advarer jer om, at der er intet, der kan få mig til at skifte religion.‹ Denne første gang lyttede mine børn og min hustru opmærksomt. Jeg følte mig afskåret fra gruppen. Jeg var bange, og uden at tænke gik jeg ind i soveværelset. Jeg lukkede døren og begyndte at bede fra min sjæls inderste, som jeg aldrig havde bedt før. ›Fader, hvis det er sandt, at disse unge mænd er dine disciple og er kommet for at hjælpe os, så lad mig vide det.‹ Det var i selv samme øjeblik, at jeg begyndte at græde som et lille barn. Mine tårer vældede frem, og jeg følte en lykke, som jeg aldrig før havde oplevet. Jeg blev opslugt i en sfære fyldt med glæde og lykke, der gennemtrængte min sjæl. Jeg forstod, at Gud besvarede min bøn.
Hele min familie blev døbt, og vi fik den velsignelse at blive beseglet i templet i Schweiz, hvilket gjorde mig til den lykkeligste mand i verden.«
Jeg mener, at denne beretning bør motivere os til at gøre »alt hvad vi kan gøre« for at fortælle om glædens velsignelser, der kommer af at efterleve lykkens evangelium.
Det sidste punkt, jeg ønsker at fortælle jer om, er, at vi bør gøre »alt hvad vi kan gøre« indtil enden af vores jordiske prøve. Vi har uden tvivl et levende eksempel i præsident Gordon B. Hinckley samt mange andre mænd og kvinder, som fortsat tjener trofast i en alder, som andre ville finde besværlig.
Da jeg virkede som præsident for Bilbao-missionen i Spanien, blev jeg imponeret over kvaliteten hos de medlemmer og missionærer, jeg mødte, som førte værket fremad med stor dygtighed og kærlighed, ligesom mange andre trofaste kirkemedlemmer gør i andre dele af verden. Jeg udtrykker til dem alle min oprigtige respekt og beundring.
Herren har sagt, at han »finder glæde i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed indtil enden.
Stor skal deres belønning være og evig skal deres herlighed være« (L&P 76:5-6).
Må vi altid have Nefis ord i vores sind og hjerte:
»Vågn op, min sjæl! Vær ikke længere modløs på grund af synd.
… Min sjæl vil frydes i dig, min Gud og min frelses klippe« (2 Ne 4:28, 30).
Det er min ydmyge bøn, at Herren må velsigne os til at gøre alt, hvad vi kan gøre på denne sti »udover det almindelige«, som vi har valgt, som jeg vidner om er sand. I Jesu Kristi navn. Amen.