Skyldfrie hænder og et rent hjerte
Vores åndelige formål er at overvinde både synd og ønsket om at synde, såvel syndens besmittelse som dens tyranni.
Jeg har dejlige barndomsminder af min mor, der læser historier fra Mormons Bog for mig. Hun kunne få situationerne i skriften til at stå levende for mig i min unge forestillingsverden, og jeg tvivlede ikke på, at min mor havde et vidnesbyrd om sandheden af denne hellige optegnelse. Jeg husker især hendes beskrivelse af Frelserens besøg på det amerikanske fastland efter hans opstandelse og hans lærdomme til folket i landet Overflod. Ved min mors enkle, pålidelige eksempel og vidnesbyrd tændte hun i mig den første flamme af tro på Frelseren og på hans kirke i de sidste dage. Jeg erfarede for mig selv, at Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus og indeholder hans evigtvarende evangeliums fylde (se L&P 27:5).
I dag ønsker jeg sammen med jer at gennemgå en af mine yndlingsbegivenheder i Mormons Bog, nemlig Frelserens tilsynekomst i den nye verden samt drøfte hans belæringer til mængden om Helligåndens helliggørende kraft. Jeg beder om, at I og jeg må have Helligåndens vejledning.
Frelserens tjenestegerning i den nye verden
I løbet af Herrens tre dages tjenestegerning i den nye verden underviste han i sin lære, bemyndigede sine disciple til at udføre præstedømmeordinancer, helbredte de syge, bad for folket og velsignede med kærlig omsorg børnene. Da Frelserens tid sammen med folket var ved at rinde ud, opridsede han koncist sit evangeliums grundlæggende principper.
Han sagde: »Se, dette er befalingen: Omvend jer, alle jordens ender, og kom til mig og bliv døbt i mit navn, så I må blive herliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Ne 27:20).
De grundlæggende principper fremlagt af Mesteren i dette skriftsted er vigtige for os at forstå og efterleve i vores liv. For det første omvendelse: Man bringer »sit hjerte og sin vilje i harmoni med Gud … og forsager synd« (Guide til Skrifterne, »OMVENDELSE. At omvende sig«, s. 145). Når vi på passende vis søger efter og modtager den åndelige gave, som er tro på Forløseren, da ser vi hen til og stoler på den hellige Messias’ fortjenester, barmhjertighed og nåde (se 2 Ne 2:8). Omvendelse er den søde frugt, der kommer af tro på Frelseren, og indebærer, at vi vender os mod Gud og væk fra synd.
Den opstandne Herre forklarer dernæst vigtigheden af, at vi kommer til ham. Mængden samledes ved templet og blev bogstaveligt talt inviteret til at komme frem til Frelseren »en efter en« (3 Ne 11:15) for at føle naglemærkerne i Mesterens hænder og fødder og for at stikke deres hænder i hans side. Hver person, som fik denne oplevelse, »[vidste] med vished og aflagde vidnesbyrd om, at det var ham« (v. 15), Jesus Kristus selv, som var kommet.
Frelseren underviste også folket i, at de skulle komme til ham gennem de hellige pagter, og han mindede dem om, at de var »pagtens børn« (3 Ne 20:26). Han fremhævede dåbspagtens evige betydning (se 3 Ne 11:19-39) og modtagelsen af Helligåndsgaven (se 3 Ne 11:35-36; 12:6; 18:36-38). På lignende måde formanes I og jeg til at vende os om til og lære af Kristus og at komme til ham gennem hans gengivne evangeliums pagter og ordinancer. Når vi gør det, vil vi sluttelig og til syvende og sidst komme til at kende ham (se Joh 17:3), »til hans egen tid og på hans egen måde og efter hans egen vilje« (L&P 88:68), ligesom folket i landet Overflod kom til.
At omvende sig og komme til Kristus ved frelsens pagter og ordinancer er en forudsætning for og forberedelse til at blive helliggjort ved at modtage Helligånden og stå pletfrie for Gud på den yderste dag. Nu vil jeg gerne henlede vores opmærksomhed på den helliggørende indflydelse, som Helligånden kan have i vores liv.
Vores åndelige rejse
Dåbens port fører til den snævre og trange sti og til målet om at aflægge os det naturlige menneske og blive en hellig ved Herren Kristi forsoning (se Mosi 3:19). Formålet med vores jordiske rejse er ikke blot at se jordens seværdigheder eller at bruge vores tildelte tid på selvoptaget stræben. Derimod skal vi »leve et nyt liv« (Rom 6:4), blive helliggjort ved at give vores hjerte hen til Gud (se Hel 3:35) og opnå »Kristi tanker« (1 Kor 2:16).
Vi bliver befalet og belært om at leve således, at vores faldne natur bliver forandret ved Helligåndens helliggørende kraft. Præsident Marion G. Romney har sagt, at dåben med ild ved Helligånden »omvender [os] fra det kødelige til det åndelige. Den renser, helbreder og gør vores sjæl ren … Tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse og dåb med vand er alle en forberedelse og en forudsætning for denne dåb med ild, men [dåben med ild] er fuldendelsen. At modtage [dåben med ild] er at få éns klæder vasket i Jesu Kristi forsonende blod« (Learning for the Eternities, George J. Romney, 1977, s. 133; se også 3 Ne 27:19-20).
Når vi bliver født på ny og stræber efter altid at have hans Ånd hos os, helliggør og forædler Helligånden således vores sjæl som ved ild (se 2 Ne 31:13-14, 17). I sidste ende skal vi stå pletfrie for Gud.
Jesu Kristi evangelium indeholder meget mere end at undgå, overvinde og blive renset for synd og for dårlig indflydelse i vores liv. Det omfatter også i sit inderste væsen at gøre godt, være god og blive bedre. Omvendelse fra vore synder og at søge tilgivelse er åndeligt nødvendigt, og det må vi altid gøre. Men forladelse for synd er ikke evangeliets eneste eller endda endelige formål. At lade vores hjerte blive forandret af Helligånden, således at »vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2), ligesom Kong Benjamins folk havde, er det ansvar, vi har påtaget os ved pagt. Denne mægtige forandring er ikke kun et produkt af at arbejde hårdere eller udvikle større selvdisciplin. Det er snarere følgen af en grundlæggende forandring af vore ønsker, vore motiver og vore naturlige tendenser, hvilken er blevet gjort mulig ved Herren Kristi forsoning. Vores åndelige formål er at overvinde såvel synd som ønsket om at synde, såvel syndens besmittelse som dens tyranni.
Profeter har gennem tiderne fremhævet dobbeltkravet om at (1) undgå og overvinde det dårlige og (2) gøre godt og blive bedre. Overvej de skarpsindige spørgsmål, som salmisten stillede:
»Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted?
Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk« (Sl 24:3-4).
Brødre og søstre, det er muligt for os at have skyldfrie hænder og ikke have et rent hjerte. Jeg beder jer lægge mærke til, at der kræves både skyldfrie hænder og et rent hjerte for at bestige Herrens bjerg og for at stå på hans hellige sted.
Lad mig tillade at påstå, at hænder bliver gjort skyldfrie ved processen med at aflægge det naturlige menneske og ved at overvinde synd og ond indflydelse i vores liv gennem Frelserens forsoning. Hjertet bliver rent, når vi modtager hans styrkende kraft til at gøre godt og blive bedre. Alle vore værdige ønsker og gode gerninger, hvor nødvendige de end er, kan aldrig afstedkomme skyldfrie hænder og et rent hjerte. Det er Jesu Kristi forsoning, der tilvejebringer en både rensende og forløsende kraft, der hjælper os til at overvinde synd og en rensende og forløsende kraft, der hjælper os til at blive bedre, end vi nogensinde kunne ved at sætte vores lid til vores egen styrke. Den uendelige forsoning er for både synderen og den hellige i enhver af os.
I Mormons Bog kan vi finde kong Benjamins mesterlige lærdomme om Jesu Kristi mission og forsoning. Den enkle lære, han underviste i, forårsagede, at mængden faldt til jorden, for frygt for Herren var kommet over dem. »Og de havde set sig selv i deres egen kødelige tilstand, endog ringere end jordens støv. Og de råbte alle højt med én røst og sagde: O, hav barmhjertighed, og anvend Kristi forsonende blod, så vi kan få tilgivelse for vore synder, og vort hjerte kan blive renset, for vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som skabte himlen og jorden og alting, og som skal komme ned blandt menneskenes børn« (Mosi 4:2-2; fremhævelse tilføjet).
Atter finder vi i dette vers en dobbeltvelsignelse med både tilgivelse for synd, som antyder skyldfrie hænder, og forvandlingen af vores natur, hvilket betyder et rent hjerte.
Da kong Benjamin afsluttede sin belæring, gentog han vigtigheden af disse to grundlæggende aspekter i åndelig udvikling.
»Og se, af hensyn til dette, som jeg har talt til jer – det vil sige af hensyn til at blive ved med at have forladelse for jeres synder fra dag til dag, så I kan vandre skyldfri for Gud – ønsker jeg, at I skal give af jeres gods til de fattige« (Mosi 4:26; fremhævelse tilføjet).
Vores oprigtige ønske bør være at have både skyldfrie hænder og et rent hjerte – både en forladelse for synder fra dag til dag og at vandre skyldfri for Gud. Skyldfrie hænder alene er ikke nok, når vi står over for ham, som er ren, og som ligesom »et lam uden plet og lyde« (1 Pet 1:19) frit udgød sit dyrebare blod for vores skyld.
Linje på linje
Nogle af dem, der hører eller læser dette budskab, tænker måske, at det åndelige forløb, jeg beskriver, ikke er opnåeligt i deres liv. Vi tror måske, at disse sandheder passer på andre, men ikke på os.
Vi opnår ikke en fuldkommen tilstand i dette liv, men vi kan og bør trænge os frem i tro på Kristus ad den snævre og trange sti og gøre stadig fremskridt mod vores evige skæbne. Herrens opskrift på åndelig udvikling er »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der« (se 2 Ne 28:30). Små, vedvarende, gradvist voksende forbedringer er de trin, Herren ønsker, vi skal tage. At forberede sig på at vandre skyldfri for Gud er et af dødelighedens hovedformål og kræver et helt livs stræben. Det er ikke en følge af sporadiske kraftanstrengelser med intens åndelig aktivitet.
Jeg vidner om, at Frelseren vil styrke og bistå os i at foretage en vedvarende, fremadskridende udvikling. Eksemplet i Mormons Bog på »mange, overordentlig mange« (Alma 13:12) i Kirken fordum, der var rene og skyldfrie for Gud, er en kilde til opmuntring og trøst for mig. Jeg antager, at disse medlemmer af den fordums kirke var almindelige mænd og kvinder ligesom dig og mig. Disse mennesker kunne ikke se på synd uden at føle afsky, og de »blev gjort rene og gik ind til Herren deres Guds hvile« (v. 12). Og disse principper og denne proces med åndelig udvikling gælder for os alle i samme grad og altid.
Moronis afsluttende invitation
Kravet om at aflægge os det naturlige menneske og blive en hellig, at undgå og overvinde det dårlige og at gøre godt og blive bedre, at have skyldfrie hænder og et rent hjerte er et tilbagevendende tema gennem hele Mormons Bog. Faktisk er Moronis afsluttende invitation sidst i Mormons Bog en sammenfatning af dette tema.
»Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus …
Og videre, hvis I ved Guds nåde er fuldkomne i Kristus og ikke fornægter hans kraft, da er I helliggjort i Kristus ved Guds nåde gennem udgydelsen af Kristi blod, hvilket er i Faderens pagt til jeres synders forladelse, så I bliver hellige, uden plet« (Moroni 10:32-33, fremhævelse tilføjet).
Må I og jeg omvende os af et oprigtigt hjerte og virkelig komme til Kristus. Jeg beder til, at vi ved Frelserens forsoning vil søge at have både skyldfrie hænder og et rent hjerte, så vi kan blive hellige, uden plet. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor evige Faders Søn og vor Frelser. Han, der er uden plet, forløser os fra synd og styrker os til at gøre godt og blive bedre. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.