En uge til lønningsdag
Med noget besvær fandt min mand og jeg, der bar vore to små børn på armen, et ledigt bord i kollegiets store spisesal. Vi fandt de sandwich frem, vi havde smurt hjemmefra, og drøftede vores triste økonomiske situation.
Vi havde ikke nogen penge, og der var en uge til lønningsdag. Ingen af os havde lyst til at bede vore forældre om hjælp. Vi havde kreditkort, men hvis vi først begyndte at bruge dem, hvordan skulle vi så kunne stoppe igen? Vi havde trofast betalt vores tiende, og vi håbede på, at vor himmelske Fader ville velsigne os.
Mens vi overvejede vore muligheder, fik jeg øje på en mand, der smilede til os fra et bord længere væk. På grund af vores larmende, aktive børn var jeg vant til, at folk stirrede på os. Jeg tænkte ikke videre over hans smil, før han kom hen mod os. Han lagde et stykke sammenfoldet papir på bordet, klappede min mand på skulderen og sagde smilende: »Det ser ud til, at I har hænderne fulde.«
Så gik han sin vej og forsvandt hurtigt i mængden. Da vi foldede papiret ud, kunne vi læse: »Held og lykke! Det ser ud til, at I har gjort det godt indtil videre.« Inde i det sammenfoldede papir lå penge, der rigeligt ville slå til den næste uge.
Med tårer i øjnene fornemmede jeg Åndens fredfyldte forvisning om, at dette var svaret på vore bønner og en velsignelse for at have betalt tiende. I det øjeblik vidste jeg, at vor himmelske Fader var bekendt med vores familie, og at han ikke ville svigte os.
Jeg beholdt sedlen og har læst den mange gange i løbet af de sidste par år. Jeg er sikker på, at den gavmilde fremmede ikke fuldt ud forstod, hvilken betydning hans handling havde. Men for vores familie var oplevelsen et vendepunkt – et vendepunkt til større lydighed, tro og taknemlighed.
En åndelig tilkendegivelse, en gavmild fremmed, der resolut handlede og en seddel med stor hjælp har været til evig velsignelse for min familie.