Det, jeg synes bedst om ved Kirken
For nylig var min mand og jeg ude at spise middag med nogle venner. Samtalen faldt på religion, og en af vore venner, som er mindre aktivt medlem af Kirken, begyndte at fortælle mig, hvorfor Kirken ikke er sand.
Under denne forklaring blev han mere og mere hårdnakket, aggressiv og vred. Imens sad jeg blot og lyttede. Til at begynde med havde jeg lyst til at græde, men så blev jeg vred og havde lyst til at skælde ham ud. Men den stille, sagte stemme sagde, at jeg skulle være stille.
Vores ven afsluttede ikke sin tirade, før vi havde spist vores middag og betalt regningen. Så holdt han inde, som om han ventede på min tilbagevisning. Jeg sad stille et øjeblik og bad. Så svarede jeg med blid stemme: »Ved du, hvad jeg holder allermest af ved at komme i kirke om søndagen? Nadveren. Den giver mig mulighed for stille at bøje mit hoved og bede til min himmelske Fader. Jeg fortæller ham om alt det, jeg kunne have gjort anderledes i den forgangne uge, og jeg bestræber mig på at forbedre mig.«
Så tilføjede jeg: »Jeg tænker på alle de mennesker, som jeg har prøvet at velsigne i løbet af ugen, og jeg beder min himmelske Fader om at hjælpe mig med at finde flere mennesker at velsigne i den kommende uge. Jeg er taknemlig for, at jeg hver uge under nadveren har tid til at gøre dette og blive bedre og bedre.«
Vores ven så på mig, men sagde ikke noget. Vi forlod restauranten og gik ud til bilen. Så spurgte jeg ham, om han kunne huske alle de selvhjælpsbøger, som jeg havde hjemme i min reol. Det kunne han godt. Jeg fortalte ham, at siden jeg var blevet medlem af Kirken, havde jeg ikke haft brug for selvhjælpsbøger. Jeg sagde, at den eneste bog, jeg fik mine svar fra, var Mormons Bog.
Et par dage senere ringede han og undskyldte.
»Kom til Kristus … og [elsk] Gud af al jeres kraft, sind og styrke« (Moro 10:32), belærte Moroni os. Når jeg har stræbt efter at følge det råd, er min kærlighed til Guds børn vokset – selv til den, der vil være min fjende.