Det åndelige element ved helbredelse
Skriftens beretning om Jesu liv og lærdomme vrimler med henvisninger til hans uforlignelige kraft til at helbrede alskens sygdomme. Evangelierne rummer mere end 20 episoder, hvor Jesus helbreder de syge: Lige fra helbredelsen af embedsmandens søn i Kapernaum (se Joh 4:46-53) til påsættelsen af ypperstepræstens tjener Malkus’ øre (se Luk 22:50-51; Joh 18:10).
Kristi helbredende kræfter strakte sig videre end til helbredelsen af folk med fysiske lidelser til også at omfatte »al sygdom og lidelse blandt folket« (Matt 4:23, fremhævelse tilføjet; se også Mosi 3:5; 3 Ne 17:5-10). I sin uendelige barmhjertighed helbredte Jesus ikke kun dem, der led af fysiske lidelser, men også andre, hvis lidelser var af mental eller følelsesmæssig karakter.
Disse helbredelser er en fast bestanddel af Jesu Kristi forsoning. Den er så virkningsfuld – så altomfattende i sit omfang – at den ikke kun betaler prisen for synd, men også kan helbrede enhver jordisk lidelse. Han, der gik omkring og led smerter og lidelser af enhver art, for at han kunne vide, hvordan han skulle bistå sit folk (se Alma 7:11-12), som bar den ubegribelige byrde af alle de synder, som Adams slægt har begået (se 2 Ne 9:21), udstrækker på samme måde sin helbredende kraft til alle, uanset årsagen til deres lidelse. »… ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:5).
Præstedømmets rolle
Frelseren kunne ved sin guddommelige magt helbrede alle, men dødelige mænd, som udøver Det Hellige Melkisedekske Præstedømme er underlagt hans vilje. Til tider kan de ikke helbrede dem, de salver, fordi det er Guds vilje, at det skal gå anderledes. For eksempel bad apostlen Paulus tre gange Herren om at fjerne den ikke nærmere beskrevne »torn i kødet«, som plagede ham (2 Kor 12:7-8). Men Herren afviste det og forklarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed« (2 Kor 12:9). Paulus forstod bedre end de fleste, at trængsler og lidelser er en nødvendig og uundgåelig del af livet.
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) forstod visdommen i de begrænsninger, som lægges på præstedømmebæreres helbredende magt. Han bemærkede: »Præstedømmets magt er ubegrænset, men Gud har klogt sat visse begrænsninger for hver af os … Jeg er taknemlig for, at jeg end ikke ved hjælp af præstedømmet kan helbrede alle syge, for så ville jeg måske helbrede mennesker, som skulle dø … Jeg er bange for, at jeg ville hindre Guds hensigter.«1
For mange år siden blev jeg som ung og uerfaren grenspræsident af et af vore medlemmer bedt om at deltage i velsignelsen af hans alvorligt syge hustru. Manden ønskede helt klart, at jeg skulle velsigne hende med fuldkommen helbredelse fra sygdommen. Det var sandelig også min hensigt – både manden og hustruen var stærkt tiltrængte støtter i vores lille betrængte gren.
Manden salvede sin hustrus hoved med indviet olie på den foreskrevne måde, og jeg gik så i gang med at bekræfte salvelsen (se Jak 5:14). Til min forbavselse hørte jeg mig selv sige ord, som jeg bestemt ikke havde tænkt: Kvinden var »bestemt til at dø« (L&P 42:48). Hun ville ikke blive rask fra sin sygdom, men derimod glide fredfyldte fra os, trygt hvilende i Frelserens kærlige arme.
Kvinden døde den følgende dag, og jeg præsiderede ved hendes begravelse, en trist erfaring rigere. Jeg havde lært en vigtig lektie: Når vi salver de syge, skal vores valgsprog være »ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).
Helbredelsens guddommelige gave kommer derfor til udtryk på forskellig måde, skræddersyet til den enkelte modtagers behov af ham, som kender dem bedst, fordi han elsker dem mest. Kristi helbredende kraft kan give permanent lindring, fordi en dysfunktion i et eller flere af kroppens lemmer kan rettes og lidelsens tunge byrde fjernes fra trætte hjerter. Men den fred, hvile og lindring, som så inderligt søges af dem, hvis byrder ofte synes ulidelige, udspringer ikke nødvendigvis af helbredelse i lægelig forstand, men af den gave i form af øget styrke, indsigt, tålmodighed og medfølelse, som sætter den lidende i stand til at bære sine byrder. Ligesom Alma og hans brødre kan de så »bære deres byrder med lethed« og »[underordne] sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje« (Mosi 24:15).
Medicinens rolle
Vi bør ikke tro, at alle, som lider af en sygdom, hvad end årsagen måtte være, blot behøver at modtage en præstedømmevelsignelse for at få deres byrder fjernet for stedse. Jeg er stor fortaler for og tilhænger af præstedømmevelsignelser. Jeg ved fra mange personlige erfaringer, at Jesus Kristus, og han alene, besidder den lindende »balsam i Gilead« (Jer 8:22), der er nødvendig for den endelige og fuldkomne helbredelse. Men jeg ved også, at Gud har skænket os vidunderlig kundskab, som kan være af uvurderlig hjælp i behandlingen af lidelser. Vi skal, mener jeg, drage fordel af en sådan gudgiven kundskab.
Nogle mennesker, som er syge, og som har modtaget en præstedømmevelsignelse og har bedt inderligt om, at deres byrde måtte lettes, kan føle, at de lider af en sørgelig mangel på tro, hvis de søger professionel hjælp til deres sygdom. De holder måske endda op med at tage lægeordineret medicin, fordi de fejlagtigt mener, at deres tro erstatter behovet for den. En sådan tankegang er ganske simpelt forkert. At modtage professionel hjælp og følge den er ikke i modstrid med udøvelsen af tro. Faktisk kan udøvelsen af tro fordre, at man følger en erfaren læges råd.
Kloge mennesker i sundhedssektoren – uanset uddannelse eller speciale, hvad enten det er medicinsk eller psykologisk – bliver mere og mere klar over, at det åndelige er et vigtigt element i deres terapeutiske ressourcer. For blot et årti siden tilbød kun en håndfuld amerikanske medicinstudier kurser i åndelighed og healing, men nu gør mere end halvdelen det. Især når det gælder meget troende patienter, har undersøgelser vist, at åndelige indfaldsvinkler til for eksempel psykoterapi i forbindelse med depressioner er mindst lige så virkningsfulde som de rent sekulære tilgange. Et stigende antal læger og psykoterapeuter anvender nu åndelige tiltag og behandlinger, når de tager sig af patienter, både når det gælder fysiske og mentale sygdomme.
Troens rolle
Modtagerens tro er et væsentligt krav til helbredelse (se 2 Ne 26:13; Mosi 8:18; L&P 35:9). Tro – »fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses« (Hebr 11:1) – er en af Åndens gaver, der skænkes som belønning for personlig retskaffenhed (se 1 Kor 12:9; L&P 46:19-20). Uden tro kan helbredelsens mirakel ikke finde sted. »For hvis der ikke er nogen tro blandt menneskenes børn, kan Gud ikke udføre noget mirakel blandt dem; derfor viste han sig ikke, førend de troede« (Eter 12:12).
Fuldstændig helbredelse, som også omfatter det åndelige element, kræver også en forståelse af vores natur som Guds børn og af vores forhold til ham. Skrifterne forkynder, og nutidige profeter bekræfter, at dødelige består af både legeme og ånd – førstnævnte er forgæn-gelig, sidstnævnte er af evig beskaffenhed – og de to tilsammen udgør en levende sjæl. Faderens store plan for vores lykke lærer os, at legemet og ånden, der adskilles ved døden, som rammer alle jordiske mennesker, med tiden skal genforenes, »og alle mennesker bliver uforgængelige og udødelige, og de [bliver] levende sjæle og har en fuldkommen kundskab« (2 Ne 9:13; se også Alma 11:42-45).
Tro på en kærlig himmelsk Fader og hans Søn, vor Frelser – kombineret med forståelsen af, at vi bogstaveligt er Guds børn med guddommeligt potentiale til at stræbe efter at blive, som han er, og en erkendelse af, at hans kærlighed til os er evig og urokkelig – giver os fred. Den fred varer ved, selv om sygdommens lægelige, psykologiske eller sociale dimensioner – hvad enten de er af fysisk eller mental oprindelse – forbliver »en torn i kødet«.
Lidelsens rolle
Jeg tror, at vores åndelige styrke står i direkte forhold til det omfang, som vores ånd er blevet prøvet i. Men vi bør ikke opsøge lidelsen eller sole os i trængsler. Lidelse har ingen egentlig værdi i sig selv. Lidelse kan såre og forbitre sjælen, lige så vel som den kan styrke og lutre. Nogle sjæle bliver stærkere, når de reagerer på lidelse, men andre bøjes og knuses. Som forfatteren Anne Morrow Lindbergh så klogt har skrevet: »Hvis lidelse alene var en læremester, så ville hele verden være klog, eftersom alle jo lider.«2 Hvis vi skal have »lidelsesfællesskabet med [Kristus]« (Fil 3:10), skal vi betale prisen ved af hele vores hjerte at stræbe efter at kende og følge ham. Den pris kan omfatte lidelse, men til lidelsen skal vi føje medfølelse, empati, tålmodighed, ydmyghed og villighed til at underkaste os Guds vilje.
De vidunderlige manifestationer af Kristi kærlighed til alle giver håb og opmuntring til dem, der lider af alskens lidelser. Hans kærlighed er der altid, og den svigter aldrig. Som Paulus vidnede om:
»Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? …
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter
eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom 8:35, 8:39).
I sin uendelige kærlighed og medfølelse kender Jesus alle vore trængsler og sorger, for han »er opmærksom på hvert enkelt folk, i hvilket land de end måtte være; ja, han tæller sine folk, og hans inderlige barmhjertighed er over hele jorden« (Alma 26:37).