Mine børns bøn
Da jeg tog telefonen i vores kirkebygning i Viseu i Portugal, spekulerede jeg på, hvem det mon var, der ringede. Det overraskede mig at høre min otteårige søns skælvende stemme i røret.
»Mor, Viviana er blevet kørt ned af en bil,« sagde han. »Hun lever, men hendes hoved bløder! Hun skal på hospitalet.«
Jeg var nær besvimet. Hvad skulle jeg gøre? Heldigvis havde jeg familie i nærheden – to af mine søstre var sammen med mig. Den ene af dem fulgte mig til hospitalet, mens den anden tog hjem og trøstede mine tre ulykkelige børn derhjemme.
Midt i denne fortvivlede situation havde jeg lyst til at bede, men jeg kunne kun græde. Men på vej til hospitalet, blev jeg pludselig overvældet af en fredfyldt følelse. Jeg fornemmede, at jeg ikke behøvede at bekymre mig. Det hele skulle nok gå godt.
Min søster bemærkede forandringen og spurgte: »Går det?« Jeg nikkede. Hun spurgte igen en smule skeptisk: »Er du sikker? Går det?«
»Ja,« svarede jeg og var tavs resten af turen.
Da vi ankom til hospitalet, fandt jeg min fireårige datter ved fuld bevidsthed og kun lettere såret. Da jeg havde trøstet hende, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den fred, som jeg havde følt.
Efter kun en enkelt dag på hospitalet var Viviana hjemme igen. Da vi talte om ulykken, sagde min søster, som var blevet hos børnene: »I går, da ambulancen var kørt, gik Vanessa og Vasco ind i huset og bad sammen.«
Jeg blev rørt over at høre, at midt i den skræmmende oplevelse havde mine børn husket, hvad de havde lært derhjemme og i Primary. De var kun seks og syv år, men de havde tro på bønnens kraft. De vidste, at vor himmelske Fader kunne hjælpe deres lillesøster.
Hele den eftermiddag tænkte jeg på deres tro. Så dukkede et spørgsmål op i mit sind: Hvornår var det, at jeg følte denne fred? Efter at have regnet på, hvor længe det tog at køre hen til hospitalet, indså jeg, at den fredfyldte følelse havde fyldt mig, samtidig med at Vanessa og Vasco havde bedt.
Jeg ved, at min himmelske Fader hørte de søde stemmer og ikke blot velsignede min datter med sundhed, men også velsignede mig med fred. Jeg glemmer aldrig det, jeg den dag lærte af mine børn: Vi har en kærlig himmelsk Fader, som hører vore bønner og ønsker at velsigne os ved at »skænke dig fortrøstning om, at Himlens Gud er nær« (»Vær kun ydmyg«, Salmer og sange, nr. 67).