Vi lytter til profetens røst
Det første syn
Fra en tale ved aprilkonferencen 2005.
Da jeg voksede op i Tyskland, gik jeg i kirke mange forskellige steder og i forskellige situationer: I beskedne baglokaler, i store villaer og i velegnede og moderne kirkebygninger. Alle disse bygninger havde en vigtig ting til fælles: Guds Ånd var til stede – Frelserens kærlighed kunne mærkes, når vi samledes i menighedens fællesskab.
Kirkebygningen i Zwickau havde et gammelt blæseorgel. Hver søndag blev en ung mand udpeget til at trække op og ned i det kraftige håndtag på blæsebælgen, så orglet kunne spille. Nogle gange fik jeg lov til at hjælpe med denne vigtige opgave.
Mens forsamlingen sang vore elskede salmer om genoprettelsen, pumpede jeg af hele min styrke, så orglet havde luft nok. Den, der betjente blæsebælgen sad på et sæde med udsyn til et glasmosaikvindue, der udsmykkede den forreste del af kirkesalen. Glasmaleriet forestillede det første syn, med Joseph Smith knælende i den hellige lund med blikket rettet mod himlen og mod en søjle af lys.
Når forsamlingen sang, ja, selv under talerne og vidnesbyrdene, som medlemmerne bar, så jeg ofte på denne afbildning af et meget helligt øjeblik i verdenshistorien. For mit indre så jeg Joseph modtage kundskab, vidnesbyrd og guddommelig instruktion, da han blev et velsignet redskab i vor himmelske Faders hånd.
Jeg havde en særlig følelse, når jeg så på den smukke scene i dette vindue. Jeg så et billede af en ung dreng fuld af tro i en hellig lund, og han traf en modig beslutning om at bede i oprigtighed til vor himmelske Fader, som lyttede til og svarede ham kærligt.
Her var jeg, en ung mand i efterkrigstidens Tyskland, der boede i en by i ruiner tusinder af kilometer fra Palmyra i Nordamerika, og mere end 100 år efter at begivenheden fandt sted. Gennem Helligåndens universelle magt følte jeg i mit hjerte og sind, at det var sandt, at Joseph Smith så Gud og Jesus Kristus og hørte deres stemmer.
Guds ånd beroligede min sjæl i denne unge alder med en vished om virkeligheden af dette hellige øjeblik, som resulterede i påbegyndelsen af en verdensomspændende bevægelse, som var bestemt til at »rulle frem, til den opfylder hele jorden« (L&P 65:2). Jeg troede dengang på Joseph Smiths vidnesbyrd om den herlige oplevelse i den hellige lund, og jeg ved det nu. Gud har talt til menne-skeheden igen!