Tryghed i råd
Budskab fra Det Første Præsidentskab
Frelseren har altid beskyttet dem, der vil tage imod hans beskyttelse. Han har mere end en gang sagt: »… hvor ofte ville jeg ikke have samlet jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger … og I ville ikke« (3 Ne 10:5; se for eksempel også Matt 23:37; L&P 29:2).
Herren udtrykte den samme beklagelse i vores egen uddeling efter at have beskrevet de mange måder, hvorpå han kalder os i sikkerhed: »Hvor ofte har jeg ikke talt til jer ved mine tjeneres mund og ved englebetjening og ved min egen røst og ved røsten af tordenskrald og ved røsten af lyn og ved røsten af uvejr og ved røsten af jordskælv og mægtige haglstorme og ved røsten af hungersnød og ved pest af enhver slags og ved den kraftige lyd af en basun og ved dommens røst og ved barmhjertighedens røst hele dagen lang og ved røsten af ære og hæder og det evige livs skatte og ville have frelst jer med evigtvarende frelse, men I ville ikke!« (L&P 43:25).
Der synes ikke at være nogen ende på Frelserens ønske om at føre os i sikkerhed. Og den måde, hvorpå han viser os vejen, er uforandret. Han kalder på os ad flere kanaler, så det kan nå ud til dem, der er villige til at lytte. Og han har altid brugt at sende budskabet ved sine profeters mund, når folk har kvalificeret sig til at have profeter iblandt sig. Disse bemyndigede tjenere har altid fået befaling om at advare folket og vise dem vejen til sikkerhed.
En profets advarsel
Da stemningen var på kogepunktet i det nordlige Missouri i efteråret 1838, gav profeten Joseph Smith alle de hellige besked på at søge beskyttelse i Far West. Mange boede på afsidesliggende gårde eller i spredte bosættelser. Han gav dette råd specifikt til Jacob Haun, der havde grundlagt en lille bosættelse, som blev kaldt »Haun’s Mill«. En optegnelse fra dengang lyder: »Bror Joseph havde sendt bud gennem Haun, som ejede møllen, og han skulle informere brødrene, som boede derude om at komme til Far West, men mr. Haun videregav ikke beskeden.«1 Senere skrev profeten Joseph i sin historie: »Indtil nu har Gud givet mig visdom til at redde de mennesker, som vil lytte til råd. Ingen, som har fulgt mine råd, er blevet slået ihjel.«2 Så noterede profeten den triste sandhed, at uskyldige liv kunne være blevet reddet ved Haun’s Mill, hvis hans råd var blevet modtaget og fulgt.
I vor tid er vi blevet advaret og har fået anvist, hvor vi kan finde sikkerhed fra synd og sorg. En af nøglerne til at erkende disse advarsler er, at de bliver gentaget. For eksempel har I indtil flere gange ved disse generalkonferencer hørt vores profet sige, at han ville citere en tidligere profet og derved blive et andet og til tider tredje vidne. Vi, der har hørt efter, har hørt præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) rådgive angående vigtigheden af en mor i hjemmet, og siden har vi hørt præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) citere ham, og vi har hørt præsident Hinckley (1910-2008) citere dem begge.3
Apostlen Paulus skrev: »På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1). En af de måder, hvorpå vi kan vide, om en advarsel kommer fra Herren, er at loven om vidner, bemyndigede vidner, er blevet benyttet. Når profeternes ord synes at gentage sig, bør vores opmærksomhed blive vakt og vores hjerte fyldes med taknemlighed over at leve i en så velsignet tid.
For dem, der har stærk tro, synes det fornuftigt at søge efter vejen til sikkerhed i profeternes vejledning. Når en profet taler, vil dem med ringe tro måske mene, at de bare hører en klog mand give gode råd. Og hvis disse råd så synes bekvemme og rimelige og passer ind i deres kram, så følger de dem. Hvis rådene ikke passer dem, betragter de dem som dårlige råd, eller også mener de, at deres situation retfærdiggør, at de er en undtagelse fra reglen. De, der slet ingen tro har, vil mene, at de blot lytter til mænd, der søger at udøve magt for deres egne selviske motivers skyld. De vil måske håne og spotte, ligesom en mand ved navn Korihor, hvis ord er nedskrevet i Mormons Bog: »Og således forleder I dette folk efter jeres fædres tåbelige overleveringer og efter jeres egne ønsker; og I holder dem nede, ja, som var de i trældom, så I kan mæske jer ved deres hænders arbejde, så de ikke tør se op med frimodighed, og så de ikke tør nyde deres rettigheder og privilegier« (Alma 30:27).
Korihor hævdede det, som mænd og kvinder fejlagtigt har hævdet fra tidernes morgen, nemlig at det at tage imod råd fra Guds tjenere er at opgive sin gudgivne uafhængighed. Men det er en usand påstand, for den afspejler ikke virkeligheden. Når vi afviser vejledning, som kommer fra Gud, vælger vi ikke at være uafhængige af udefra kommende påvirkninger. Vi vælger en anden påvirkning. Vi afviser at lade os beskytte af en fuldkommen kærlig, almægtig og alvidende himmelsk Fader, der, ligesom sin elskede Søn, udelukkende har til hensigt at give os evigt liv, at give os alt, hvad han har og føre os hjem i sin kærlige favn som familier. Når vi forkaster hans vejledning, vælger vi en anden magts indflydelse, en magt, hvis eneste hensigt er at gøre os ulykkelige, og hvis motiv er had. Vi har fået handlefrihed som en gave fra Gud. Det er ikke retten til at vælge frihed fra enhver indflydelse, men snarere den umistelige ret til at underkaste os selv de kræfter, vi vælger at følge.
Stå på sikker grund
En anden vildfarelse er at tro, at det at vælge, om vi vil følge profetens råd eller ej, ikke betyder mere end at tage imod et godt råd og nyde dets fordele eller bare blive, hvor vi er. Men hvis vi vælger ikke at følge profetisk vejledning, så ændrer vores situation sig. Den bliver mere farlig. Når vi afviser profetisk vejledning, mindskes vores evne til at tage imod inspireret vejledning i fremtiden. Det bedste tidspunkt at have besluttet sig til at hjælpe Noa med at bygge arken, var første gang han bad om det. For hver gang han efterfølgende måtte spørge, ville vores afvisning have mindsket vores lydhørhed over for Ånden. Derfor ville hans opfordring synes mere og mere fjollet, lige indtil regnen kom. Og så ville det være for sent.
Hver gang jeg har valgt at vente med at følge inspireret vejledning eller har besluttet, at jeg var en undtagelse, har jeg erfaret, at jeg havde bragt mig selv i fare. Hver gang jeg har lyttet til profeternes vejledning, følt den bekræftet gennem bøn og så fulgte den, har jeg erfaret, at jeg bevæger mig i sikkerhed. Jeg har erfaret, at den vej er banet og udjævnet for mig. Gud førte mig i sikkerhed langs en sti, som med kærlig omsorg er blevet beredt længe i forvejen.
Den første beretning i Mormons Bog handler om en af Guds profeter ved navn Lehi. Han var også overhoved for en familie. Gud advarede ham og sagde, at han skulle føre sin familie i sikkerhed. Lehis oplevelse er et billede på, hvad der sker, når Gud giver vejledning gennem sine tjenere. I Lehis familie var det kun dem, der havde tro, og som selv modtog en bekræftende åbenbaring, der så både faren og vejen til sikkerhed. For dem, der ingen tro havde, syntes rejsen ud i ørkenen ikke alene tåbelig, men også farlig. Ligesom alle andre profeter stræbte Lehi til det sidste efter at vise sin familie, hvor de kunne finde sikkerhed.
Han vidste, at Frelseren vil holde dem ansvarlige, som han overdrager præstedømmets nøgler til. Med de nøgler følger magten til at give vejledning, som vil vise os vejen til sikkerhed. De, der besidder nøgler, er ansvarlige for at advare andre, selv når deres råd måske ikke bliver fulgt
Nøgler videregives nedefter i en lige linje, som går fra profeten over dem, der har ansvar for stadig mindre enheder, lige til vi kommer ned til familier og enkeltpersoner. Det er en af de måder, hvorpå Herren gør en stav til et tilflugtssted. For eksempel var jeg sammen med min hustru til et forældremøde, som vores biskop havde indkaldt til, så han kunne advare os om de åndelige farer, vores børn var udsat for. Jeg hørte mere end blot min kloge vens stemme. Jeg hørte en Jesu Kristi tjener med nøgler, som levede op til sit ansvar om at advare og dermed overdrog ansvaret for at handle til os forældre. Når vi ærer præstedømmelinjens nøgler ved at lytte og adlyde, knytter vi os selv til en livline, som ikke vil briste i selv den værste storm.
Vor himmelske Fader elsker os. Han sendte os sin Enbårne Søn som Frelser. Han vidste, at vi ville møde store farer i dette liv, hvoraf de værste ville stamme fra den frygtelige modstanders fristelser. Det er en af grundene til, at Frelseren har skænket os præstedømmets nøgler, så de, der har lydhøre ører og tro til at adlyde, kan søge sikkerhed.
Vær lydhør
Lydhøre ører kræver ydmyghed. I husker nok Herrens råd til Thomas B. Marsh. Han var på det tidspunkt præsident for De Tolv Apostles Kvorum. Herren vidste, at præsident Marsh og hans brødre i De Tolv ville blive prøvet. Han rådede dem til at tage imod råd. Herren sagde: »Vær du ydmyg, så skal Herren din Gud lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner« (L&P 112:10).
Herren tilføjede så en advarsel, som gælder alle, der følger den levende profet: »Ophøj ikke jer selv, sæt jer ikke op mod min tjener Joseph; for sandelig siger jeg jer: Jeg er med ham, og min hånd skal være over ham, og de nøgler, som jeg har givet til ham og også til jer, skal ikke tages fra ham, førend jeg kommer« (L&P 112:15).
Gud giver os ikke kun råd for vores egen skyld, men også til gavn for hans andre børn, som vi bør elske. Det er få glæder, der er så dejlige som at vide, at vi har været redskab i Guds hænder til at føre andre i sikkerhed. Den velsignelse fordrer som regel tro til at følge vejledning, når det synes vanskeligt.
I Kirkens historie er Reddick Newton Allred et eksempel på dette. Han var med i det redningshold, som Brigham Young sendte ud for at hente Willies og Martins håndkærrekompagnier. Ved Sweetwater-floden, ikke langt fra South Pass i Wyoming, bad kaptajn George Grant Reddick Allred om at blive tilbage med nogle få mænd og vogne og holde sig klar til at yde assistance, når redningsholdet vendte tilbage med håndkærrepionererne.
Redningsholdet fandt Willies håndkærrekompagni begravet i sne, frysende, sultende og døende. Nogle af redningsfolkene fortsatte deres søgen efter Martins håndkærrekompagni, mens andre hjalp Willies kompagni med at foretage den hjerteskærende vandring op over Rocky Ridge. Kort efter at de havde slået lejr, ankom Reddick Allred og hans mænd med den nødvendige hjælp og tiltrængte forsyninger.
Derefter ventede Allred på, at kaptajn Grant skulle vende tilbage med Martins kompagni. Den ene uge fulgte den anden uden noget nyt om dem. Da snestormen hylede og vejret blev livstruende, besluttede to af mændene at det var tåbeligt at blive. De mente, at Martins kompagni enten havde slået lejr for vinteren eller var omkommet. De besluttede at vende tilbage til Saltsødalen og forsøgte at overtale de andre til at gøre det samme. Reddick Allred nægtede at tage nogen steder hen. Brigham havde sendt dem ud, og kaptajn Grant, hans præstedømmeleder, havde sagt, at han skulle vente der.
De, der vendte om, tog flere vogne fyldt med hårdt tiltrængte forsyninger med sig tilbage til Saltsødalen. Og endnu mere tragisk var det, et de fik 77 vogne, der kom med hjælp fra dalen, til at vende om. Nogle af disse vogne nåede helt tilbage til Big Mountain, før budbringere fra præsident Young mødte dem og sendte dem tilbage igen.
Endelig, tre uger efter at Reddick Allred havde hjulpet Willies kompagni, ankom kaptajn Grant med Martins kompagni. Disse pionerer var i endnu værre forfatning og havde mistet mange af deres folk. Kaptajn Grants redningshold var lille og havde ikke mange forsyninger – og de var endnu 320 km fra Saltsødalen. Endnu engang kunne Reddick Allred, fordi han var forblevet tro mod sin tildelte opgave, selv under de mest krævende omstændigheder, yde den livsnødvendige hjælp og komme med forsyninger.4
Ræk hånden ud til andre
I hører inspirerede råd fra Guds profeter om at tage jer af nye medlemmer af Kirken. De, der har tro som Reddick Newton Allred, vil blive ved med at tilbyde deres venskab, selv når der ikke synes at være behov for det. De holder ud. Når nogle nye medlemmer bliver åndeligt udmattede, vil de stadig komme med venlige ord og tilbyde deres fællesskab. De vil så føle samme guddommelige anerkendelse, som bror Allred følte, da han så håndkærrepionererne kæmpe sig frem mod ham og vidste, at han kunne tilbyde dem sikkerhed, fordi han havde fulgt det råd han fik, skønt det så vanskeligt ud.
Selv om optegnelserne ikke siger noget om det, er jeg sikker på, at bror Allred bad, mens han ventede. Og jeg er sikker på, at hans bønner blev besvaret. Han vidste da, at vejledningen om at blive, hvor han var, kom fra Gud. Vi må bede for at få det at vide. Jeg kan love jer, at sådanne troens bønner bliver besvaret.
Af og til vil vi modtage et råd, som vi ikke kan forstå eller som ikke synes at gælde os, selv når vi bønsomt har overvejet det. Lad være med at forkaste rådet, men læg jer det på sinde. Hvis nogen, I stoler på, giver jer en håndfuld sand med løftet om, at det indeholder guld, vil I gøre klogt i at beholde det i hånden et stykke tid, mens I forsigtigt ryster det. Hver gang jeg har gjort det med råd fra en profet, er guldstøvet dukket op efter et stykke tid, og jeg har været taknemlig.
Vi er velsignede ved at leve i en tid, hvor præstedømmets nøgler er på jorden. Vi er velsignede, fordi vi ved, hvor vi skal søge, og hvordan vi skal lytte til den røst, som vil opfylde Herrens løfte om at føre os i sikkerhed. Jeg beder til, at vi vil have ydmyge hjerter, at vi vil lytte, at vi vil bede, og at vi vil vente på Herrens udfrielse, som vil komme, når vi forbliver trofaste.