Kommentarer fra læserne
Kaldet til at udføre Herrens værk
Jeg er så taknemlig for martsnummeret af Liahona fra 2007, som omhandler, hvordan man forbereder sig til en fuldtidsmission. Takket være dets budskab traf jeg en fast beslutning om at tage på mission. Nogle få måneder senere fik jeg min kaldelse. Artiklerne i Liahona hjalp mig til at indse, at det er nu, Herren har kaldet mig til at bistå ham i hans arbejde. Liahona leder os til at træffe de rette valg.
Søster Juvy Sevilla, Filippinerne
Det rørte mit hjerte
Jeg holder så meget af Liahona. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle undvære det. Faktisk spillede det en vigtig rolle i min omvendelse for 21 år siden. Dengang gjorde den måde, som familien blev beskrevet på i artiklerne, et dybt indtryk på mig – familier, der bad sammen, familier, der gik i kirke sammen, familier, der udtrykte kærlighed til hinanden. Det rørte alt sammen mit hjerte og hjalp mig til at forstå evangeliet. Tak for alt det dejlige, I gør.
Beatrice Sunke, Schweiz
Styrker ægteskaber
Jeg har en veninde, som blev gift for nylig, og jeg gav hende et eksemplar af Liahona, som omtaler ægteskabet og det hellige ansvar for at elske hinanden og vise hinanden omsorg. Selv om min veninde ikke er medlem, læste hun tidsskriftet sammen med sin mand, og hun takkede mig oprigtigt, fordi det var med til at styrke hendes ægteskab. Liahona er til velsignelse for både medlemmer og ikke-medlemmer.
Beatriz de Guaigua, Venezuela
Hjerteligt tak
Jeg vil bare udtrykke min hjertelige tak til min himmelske Fader og redaktørerne, der skænker os Liahona, så vi kan modtage hans budskaber i denne del af verden. Liahona har givet mig selvsikkerhed, så jeg kan holde ud til enhver tid, selv blandt mine venner, og arbejde på at fjerne de negative tanker, som de måtte have om Kirken. Fortsæt det gode arbejde. Jeg ved, at evangeliet skal spredes i denne del af verden.
Asuquo Dominic Ekpenyong, Nigeria
Det bedste tidsskrift
Jeg er nyt medlem af Kirken, og jeg har lært meget om evangeliet gennem Liahona. Mine samboer er meget interesserede i Liahona. De venter på det hver måned, selv om de tilhører en helt anden religion. En af mine venner sagde, at det er det bedste tidsskrift, han har set i hele sit liv. Vi var alle meget interesserede i økonomiskemaet (se »Budgetskema« i Bered alt, hvad der behøves, indlæg til septembernummeret 2007), og alle lovede at følge det, bortset fra at mine kammerater i stedet for at betale tiende ville spare op.
Raja Salamon, Indien
Bevæget af en salme
Mens jeg læste majnummeret 2007 af Liahona, blev jeg dybt bevæget af ældste Jay E. Jensens tale, »Salmers nærende kraft«. Jeg har også et stærkt vidnesbyrd om salmernes kraft. I februar 2000 hørte jeg, mens jeg lyttede til en lokal radiostation, en sang, som jeg aldrig før havde hørt. Ikke alene nød jeg selve musikken, men også den måde, som gruppen sang på, og det budskab, som sangen formidlede. Jeg fandt senere ud af, at sangen blev sunget af en gruppe, der hed sidste dages hellige. Jeg ville gerne have fat i teksten til denne sang. Jeg besluttede at besøge denne kirke. Den første søndag, hvor jeg overværede møderne, var min første opgave at få fat i en salmebog. Der var den – salme nr. 16, »Kom, kom, Guds folk«. Jeg blev døbt nogle få måneder senere.
Richard S. Scotland, Liberia