Hendes livs største prøve … indtil videre
Mens Andrea forberedte sig til sin store prøve, blev hun bekendt med nøglen til at bestå den største prøve.
Da Andrea González var teenager i Santiago, var hendes største drøm at få en universitetsuddannelse, så hun om nødvendigt kunne forsørge sin familie.
For at nå det mål håbede hun at fuldføre seminar, få gode karakterer i skolen og opnå så gode resultater på sin adgangsprøve, at hun kunne komme ind på et universitet, hvor hun kunne læse til ingeniør.
Men da hun begyndte på sit sidste skoleår i gymnasiet og beredte sig på adgangsprøven, spekulerede hun på, om det overhovedet var realistisk. »Alle mine mål syntes uopnåelige,« mindes hun.
Ingen lette mål
Andrea kæmpede for at komme ind på et stærkt konkurrencepræget og mandsdomineret studium. På grund af denne konkurrencementalitet var de bedste universiteter på udkig efter studerende med meget høje karakterer i adgangsprøvens matematikdel. De gode karakterer blev som oftest opnået af dem, der havde haft råd til at gå på privatskole.
I sine bestræbelser på at overvinde disse hindringer havde Andrea pålagt sig selv et hårdt tidsskema det sidste år. Hun stod tidligt op og læste lektier efter skoletid til sent om aftenen. Hun spiste, når hun havde en ledig stund, og det lykkedes også at presse seminar ind fire aftener om ugen.
»Til tider var det nedslående,« siger hun. »Jeg måtte yde mange ofre. Jeg ved ikke, hvor mange gange mine venner hørte mig sige: ›Nej, jeg skal læse‹, eller hvor ofte jeg er blevet drillet med, at jeg var for klog.«
Men hun vidste, at hun ikke kunne give op, hvis hun ville sikre sin fremtid.
Prøven bestået
Hendes ofre lønnede sig. Andrea var en ud af 200 studerende i hele landet, som opnåede topkarakter på prøvens matematikdel, og hun og en anden pige var de eneste piger fra kommuneskoler, som klarede det.
Hun fuldførte også seminar, fik de gode karakterer, som hun arbejdede så hårdt for og blev af sine klassekammerater kåret til årets »bedste ven«, fordi hun havde brugt så meget tid på at hjælpe andre med deres lektier.
Men Andrea mener, at hendes succes ikke så meget skyldtes det, hun ved, som den skyldes det, hun ved, hun skal gøre. Med andre ord udspringer velsignelser af at følge Herrens råd, ikke vore egne (se 2 Ne 9:28-29). »Det gavner ikke noget at være klog, hvis vi ignorerer Gud,« siger hun. »Man skal altid sætte Gud først.«
Den anden prøve
At lære det princip, mens hun læste op til sin adgangsprøve til universitetet, spillede en væsentlig rolle for den anden prøve, som Andrea skal op til, nemlig livets prøve, som alle skal op til.
Herren selv forklarede denne prøve i skrifterne: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem« (Abr 3:25).
»Vor himmelske Fader sætter os på prøve for at se, hvad vi vil gøre,« siger Andrea og tænker tilbage på den vanskelige tidsplan, hun holdt sig, og de drillerier hun somme tider blev udsat for. »Hvis vi skal bestå livets prøve, må vi være lydige,« siger Andrea.
Og ikke kun, når det går godt, men også når det er svært.
»Livets største prøve,« siger præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, »er at se, om vi vil lytte til og adlyde Guds befalinger midt i livets storme.«1
I samarbejde med ham er ingen prøve for svær
Andreas to prøver kom ofte i konflikt med hinanden. Det var i de situationer, at hun erfarede, at hemmeligheden ved at bestå begge prøver var at sætte Gud først.
Ofte måtte hun vælge mellem kirkeaktiviteter og skoleaktiviteter, mellem studiet af evangeliet og studiet til prøven. Hun siger, at hun meget tidligt lærte, at hun havde det bedst, hvis hun valgte Kirken først. Det styrkede hendes vidnesbyrd, at vor himmelske Fader ville hjælpe hende med hendes bekymringer, hvis hun satte ham først.
Disse erfaringer lærte også Andrea en anden vigtig lektie: »Han kan hjælpe mig med de prøver, han har givet mig,« siger hun.
Eller som Nefi, en af hendes helte, siger: »… jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7).
Andrea ved, at selv om hun har bestået sin første prøve, så har hun meget at lære, før hun føler sig klar til at bestå den næste.
Men hun ved, at hvis hun sætter Gud først, vil han også hjælpe hende med at bestå den prøve.