Næste gang hører jeg efter!
»Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode« (L&P 11:12).
»Næsten færdig,« hviskede Manuel. Han kiggede ned på kassen, som han havde under armen. Han havde solgt næsten alt slikket. Nu lå der en kuvert fyldt med penge i kassen.
Mens solen brændte ned på Manuels hoved, tænkte han på sin mor og bedstemor, der ventede derhjemme. Han smilede ved tanken om, hvor glade de havde været på det sidste. Manuel følte den samme glæde, og han vidste godt hvorfor – de skulle alle tre døbes næste søndag.
»Flyt dig!« råbte nogen pludselig bagved Manuel. Fire drenge på cykler fór forbi, og Manuel sprang ned i grøften.
Manuel havde set drengene før, da de cyklede på det modsatte fortov. Tanken var kommet til ham: Hold dig fra de drenge. Men da de cyklede væk, havde Manuel åndet lettet op og glemt alt om dem. Nu vendte følelsen stærkt tilbage. Men han ville sælge det sidste slik, så han gik videre.
Manuel havde netop solgt det sidste stykke slik, da drengene vendte tilbage. En af dem greb ham i skulderen, da han cyklede forbi. Kassen gled fra Manuel, og en anden dreng ræsede forbi og greb den. »Nej!« råbte Manuel. Bedrøvet så han, at de cyklede bort med hans surt tjente penge.
Den aften hørte Manuel en banken på døren til sit værelse. »Kom nu ud, Manuel!« Hans mor lød bekymret.
»Jeg har jo sagt, at jeg ikke har det så godt, mor.«
»Men missionærerne er kommet på besøg.«
Manuel rejste sig, tog en dyb indånding og rankede ryggen.
»Hola, Manuel« sagde søster Santos, da Manuel kom ind i stuen til resten af familien.
Normalt lyttede Manuel opmærksomt til missionærerne, men i aften tænkte han på drengene og kassen med penge. Han ville ønske, at han var løbet væk, da han havde set dem første gang. Men hvordan skulle han have vidst, hvad han skulle gøre? Ville han nogensinde kunne føle sig tryg ude på gaden igen? Han skar en grimasse og begyndte at lytte til undervisningen.
»Helligånden er en budbringer fra vor himmelske Fader,« sagde søster Santos. »Han kan vejlede os og inspirere vore tanker. Han kan hjælpe os med at træffe kloge valg og advare os mod farer.«
Manuel så op. »Hvad mener du?«
»Jo, har du aldrig oplevet at få en meget tydelig tanke i dit hoved?« spurgte søster Santos. »Måske var det en tilskyndelse til at gøre noget. Måske virkede det bare som en god idé.«
Manuel gjorde store øjne, da han huskede den stærke følelse, som tidligere havde rådet ham til at holde sig fra de cyklende drenge. »Jeg tror, at det skete i dag,« sagde han langsomt.
Missionærerne så interesserede på Manuel. Det samme gjorde hans mor og bedstemor. Han fortalte dem om drengene og den stjålne kasse.
»Åh, det er jeg ked af at høre, Manuel,« hviskede hans mor. »Det er derfor, du har været så ked af det i aften. Senere må du fortælle mig mere om de drenge. Måske kan vi få dine penge tilbage.«
»Det gør også mig ondt at høre,« sagde søster Santos. »Men jeg tror, at du har ret. Det var sikkert Helligånden, du kunne mærke.« Hun holdt en pause. »Du modtager Helligånden efter din dåb, når du bliver bekræftet. Det betyder, at du vil være i stand til at modtage og føle de budskaber oftere. Når du holder dig værdig, kan Helligånden være din stadige ledsager. Hvad siger du til det?«
Manuel smilede af lettelse. »Jeg har det meget bedre,« sagde han. »Jeg troede lige, at jeg altid ville være bange for at gå udenfor. Men hvis Helligånden advarer mig igen, som han gjorde i dag, skal det nok gå.« Han smilede til sin mor. »For næste gang Helligånden taler til mig, skal jeg nok høre efter!«