Ældste D. Todd Christofferson: Beredt til at tjene Herren
Da Todd Christofferson som teenager boede i Somerset i New Jersey, medvirkede han i to somre i Cumorahøjens festspil nær Palmyra i New York. Under iscenesættelsen det første år huskede den unge Todd en tidligere biskops ord. Han opmuntrede menighedens unge til aldrig at opgive at kæmpe med Herren, før de havde »et vidnesbyrd om dette evangelium brændende i deres hjerte«.
Todd tog sin præstedømmeleders ord alvorligt og havde fra tid til anden bedt om sit vidnesbyrd. Men der i Palmyra, genoprettelsens vugge, besluttede han, at dette var tidspunktet og stedet, hvor han skulle få det bekræftet.
»En aften efter forestillingen tog jeg alene hen til den hellige lund,« mindes han. »Det var en smuk sommeraften. Jeg tog mine sko af, gik ind og begyndte at bede. Jeg bad meget flittigt i en time, måske mere – og der skete ikke noget.«
Efter nogen tid gav han op og gik sin vej. Skuffelsen fortærede ham. Hvad havde han gjort forkert? Hvorfor havde vor himmelske Fader ikke besvaret hans bøn?
Tiden gik hurtigt, og de to uger med festspillet sluttede, og Todd vendte tilbage til New Jersey. Da han en måneds tid senere læste i Mormons Bog hjemme på sit værelse, fik han sit svar.
»Uden at jeg bad om det, kom vidnesbyrdet,« mindes han. »Det kom uden ord, men jeg fik en kraftfuld åndelig bekræftelse – den slags, hvor man ikke er i tvivl – om Mormons Bog og Joseph Smith.
Når jeg ser tilbage på den oplevelse, indser jeg, at vi ikke kan befale Gud, hvornår, hvor eller hvordan han skal tale til os. Vi skal blot være åbne til at modtage, hvad han giver, når han giver os det. Det sker i overensstemmelse med hans vilje.
Jeg er glad for, at vor himmelske Fader ikke besvarede min bøn den aften i Palmyra. Jeg havde måske troet, at man skulle være et særligt sted for at få en bøn besvaret eller for at få et vidnesbyrd. Men man behøver ikke foretage en pilgrimsrejse til Palmyra for at vide, at Joseph Smith var en profet, eller at Mormons Bog er sand. Man behøver ikke rejse til Jerusalem for at vide, at Jesus er Kristus. Hvis vor himmelske Fader fandt mig i Somerset i New Jersey, kan han hvor som helst i verden besvare alles bønner. Han kender os personligt, og han kan give os svaret, hvor end vi måtte være og uanset vores situation.«
Med det vidnesbyrd »brændende« i sit hjerte var Todd Christofferson forberedt på et liv med tjeneste i Herrens rige.
Idyllisk barndom
David Todd Christofferson, der er søn af Paul Vickery og Jeanne Swenson Christofferson, blev født den 24. januar 1945 i American Fork i Utah. Hans far gjorde tjeneste inden for det amerikanske militær i Kina ved slutningen af Anden Verdenskrig, så Todd og hans mor boede i ca. 18 måneder sammen med søster Christoffersons forældre, Helge og Adena Swenson. Dette var begyndelsen på et tæt forhold mellem Todd og hans bedsteforældre, et forhold, som ville blive få stor betydning hele hans liv.
Todd og hans fire yngre brødre voksede op i Pleasant Grove og i Lindon i Utah. De havde, hvad han beskriver som en »idyllisk« og »sund« barndom, hvor drengene i deres fritid nød at kunne lege, opfinde og lære.
»Vi havde et meget trygt og lykkeligt hjem,« mindes ældste Christofferson. »Far og mor belærte os gennem deres eksempel og viste os, hvordan vi skulle leve i overensstemmelse med evangeliet.«
Hans forældre husker til gengæld Todd som en lydig og glad søn. »Todd var en god dreng og vidste altid, hvilken tilværelse han ønskede at have,« siger hans far. »Han var en god indflydelse på sine brødre.«
Han forældre mindes også, at han var ivrig efter at hjælpe, når han så et behov for det. Da Todd var 13 år gammel, gennemgik hans mor en livsvigtig operation som en del af hendes behandling mod kræft. Ældste Christoffersons far, som var sammen med hende på hospitalet, fandt ud af, at Todd havde samlet sine brødre for at bede for deres mor.
Operationen gik godt, men den begrænsede søster Christoffersons evne til at udføre nogle rutinemæssige opgaver i hjemmet. Todd vidste, hvor meget hans mor elskede hjemmebagt brød – og hvor svært det ville blive for hende at bage. Han bad sin bedstemor om at lære ham at bage brød, og han bagte regelmæssigt til sin familie, før han adskillige år senere tog på universitetet.
Nyt hjem, nye oplevelser
Da Todd var omkring 15 år gammel, fik hans far, som var dyrlæge, et nyt arbejde i New Brunswick i New Jersey. Da familien flyttede, boede der meget få mennesker i Lindon i Utah, så overgangen til det mere befolkede område i New Jersey var en dramatisk forandring for hele familien. Alligevel blev de næste par år – fyldt med nye steder, menne-sker og muligheder – nogle af de meste lærerige i Todds liv.
Som det eneste medlem af Kirken i sin klasse i gymnasiet, nød Todd sine venskaber og bekendtskaber med mennesker fra forskellige kulturelle og religiøse baggrunde, noget, som ville fortsætte gennem hele hans liv. Todd opdagede, at mange af hans venner følte lige så brændende for deres tro, som han gjorde for sin, hvilket fik ham til at tænke dybt og bede inderligt om det, som han vidste. »Jeg begyndte at se, at Kirken ikke blot var dejlig,« siger han. »Den var nødvendig som liv og død. Jeg begyndte at værdsætte det, som jeg havde.«
Greg Christofferson, en af ældste Christoffersons brødre, der delte værelse med ham i mere end 16 år, mindes: »Todd var altid åndeligt indstillet og eksemplarisk i sin opførsel.« Greg fortæller, at nogle få år efter, at hans bror var gået ud af gymnasiet, havde en af Todds dygtige klassekammerater sammen med sin hustru i bøn bedt om at vide, hvordan de skulle opdrage deres små børn. Da sidste dages hellige missionærer kom til deres dør, huskede manden, hvor god og ærlig Todd, en af de eneste sidste dages hellige han kendte, havde været. På grund af den erindring inviterede manden missionærerne ind, og han og hans familie tilsluttede sig Kirken.
Den unge Todds voksende vidnesbyrd – styrket af hans oplevelser efter festspillet på Cumorahøjen – blev yderligt styrket af en gruppe af stærke, støttende og jævnaldrende unge sidste dages hellige i New Brunswick Menighed i New Jersey Stav, en gruppe som ældste Christofferson siger »elskede at være sammen om onsdagen og søndagen«.
»Kirken var midtpunktet i vores familieliv,« husker ældste Christofferson. »Vi kom tættere på hinanden som familie, og vi kom tættere på de andre i menigheden.«
Mission til Argentina
Efter sin afgangseksamen fra Franklin High School i Somerset gik ældste Christofferson på Brigham Young University i et år og forlod den så i september 1964 for at tage på fuldtidsmission i Argentinas Nordre Mission, en begivenhed han betegner som afgørende. Hans kærlighed til folket og kulturen i Latinamerika er forblevet en vigtig del af hans liv.
Under sin mission blev ældste Christofferson undervist af »to usædvanlige missionspræsidenter,« præsident Ronald V. Stone og præsident Richard G. Scott, der i dag også er medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Ældste Christofferson mindes med stor hengivenhed og påskønnelse det bidrag, som begge missionspræsidenter og deres hustruer ydede.
Ældste Scott husker ældste Christofferson som »en usædvanlig og enestående missionær, hvis hengivenhed og evner var bevis på, at han ville få et usædvanligt og betydningsfuldt liv.« Ældste Scott fortæller, at denne unge ældste var særdeles disciplineret, lydig og hårdtarbejdende, og han udviste »en åndelig mildhed, som velsignede hver eneste missionærkammerat og gjorde ham vellidt af sine undersøgere og nydøbte.«
Ældste Scott mindes især en begivenhed, hvor han så ældste Christofferson i en cykelulykke, hvor hans jakkesæt blev ødelagt, og hvor han kom til skade med sine hænder. Men han var uforfærdet. Ældste Scott siger: »Han børstede sig selv af, steg op på cyklen og tog af sted til en aftale sammen med sin kammerat.«
Universitet og ægteskab
Efter at ældste Christofferson vendte hjem fra Argentina i december 1966, begyndte han igen på BYU, hvor han studerede engelsk og blev involveret i studierådet og intern sport.
Mod slutningen af første semester efter sin mission blev hans opmærksomhed fanget af en køn ung kvinde, som han så på universitetsområdet. Selvom han ikke mødte hende på daværende tidspunkt, kunne han huske hendes ansigt og ledte efter hende, da årbogen blev udgivet nogle få måneder senere.
Den studerende var Kathy Jacob, en tiltalende, selskabelig ung kvinde, som havde boet i både Californien og Utah. Det følgende efterår, da han var tilbage på skolen, arrangerede Todd gennem en fælles ven at tage Kathy ud på en date.
I løbet af de næste få måneder fandt de ud af, at de passede sammen. Deres kærlighed voksede og udviklede sig og det følgende forår, den 28. maj 1968, blev de gift i tem-plet i Salt Lake City.
»Jeg vidste, at Kathy var god og vidunderlig, da vi blev gift,« siger ældste Christofferson. »Jeg vidste bare ikke, hvor dyb hendes natur, kvaliteter, visdom og godhed virkelig var. Jeg er blevet lykkeligt overrasket, som tiden er gået, over hvor meget bedre hun er, end jeg selv indså dengang.«
Familien Christoffersons datter, Brynn Nufer, bekræfter også sin mors godhed. Hun siger: »Overalt hvor vi har boet, har folk bare elsket hende. Hun er superkreativ. Hun er naturlig. Og hun er sjov, sjov, sjov!«
En fremragende juridisk karriere
Både ældste og søster Christofferson tog deres afgangseksamen fra BYU i 1969. Ældste Christofferson fortsatte med at studere jura på Duke University. Da han fær- diggjorde sin uddannelse i 1972, blev han ansat som juridisk assistent hos forbundsdommer John J. Sirica, dommeren, som senere blev udpeget som retsformand ved Watergate-retssagerne. Tidsskriftet Time udnævnte dommer Sirica til Årets mand og kaldte Watergate-sagen for »den værste politiske skandale i USA’s historie.«1 Skandalen og retssagerne prægede nyhederne i USA i 1973 og 1974.
Ældste Christofferson havde planlagt at være assistent i et år og derefter arbejde for et fremtrædende advokatfirma i Washington, D.C., hvor han havde fået et jobtilbud. Ældste Ralph W. Hardy, der nu er områdehalvfjerdser, har hele sin karriere været i det firma og mindes, at dommer Sirica i de svære Watergate-dage ringede til firmaets administrative partner og sagde: »Jeg kan ikke give slip på Todd. Han er for værdifuld. Han er den eneste person, som jeg kan tale med.« Resultatet blev, at Todd hjalp dommer Sirica gennem hele Watergate-sagen.
Ældste Hardy mindes, at meget senere i 1992 kom en advokat, som ikke er medlem af Kirken, ind på hans kontor og sagde: »Jeg er lige kommet fra den mest inspirerende begravelsesceremoni, som jeg nogensinde har deltaget i.« Den var for dommer Sirica, hvis familie havde bedt ældste Christofferson om at tale ved begravelsen. Ældste Christofferson havde undervist i frelsesplanen.
Efter tiden som assistent tjente ældste Christofferson en periode i USA’s hær efterfulgt af otte år i reserven. Han afsluttede sin militærtjeneste som kaptajn i reserven.
De næste 30 år havde ældste Christofferson en flot juridisk karriere. Han arbejdede først for advokatfirmaet Dow Lohnes PLLC, derefter som intern juridisk rådgiver for et hospitalsvæsen og adskillige banker. Han var vicedirektør i den juridiske afdeling i NationsBank Corporation (nu Bank of America), da han blev kaldet til De Halvfjerds. Hans arbejde førte familien til Washington, D.C.; Nashville i Tennessee; Herndon i Virginia og Charlotte i North Carolina. Det, som ældste Christofferson siger, han nød mest i de år, han og hans familie boede i det østlige USA, var »forbindelsen til gode mennesker fra alle sociale lag og trosretninger.« Udover sin kirketjeneste – som omfatter kaldelser som stavens missionspræsident, biskop, stavs-præsident og regionalrepræsentant – deltog han i adskillige tværreligiøse og samfundstjenestegrupper.
Familieminder
Familien Christofferson har fem børn: Todd, Brynn, Peter, Ryan og Michael. De har også otte børnebørn. Børnene beskriver deres opvækst som kærlig, omsorgsfuld og centreret om evangeliske principper. De mindes en god balance mellem sjov sammen med familien og personlig undervisning.
Peter husker, da han som helt ny hjemmelærer virkede som sin fars hjemmelærerkammerat i en meget travl tid i faderens tilværelse. Ældste Christofferson arbejdede som juridisk rådgiver og tjente som stavspræsident, og han havde stadig tid til at undervise sine børn. »Jeg blev inspireret af min fars trofasthed i at være en god hjemmelærer på trods af hans begrænsede tid,« huske Peter. »En af de søstre, vi besøgte, kunne på grund af sit helbred ikke forlade sit hjem. Far sørgede omsorgfuldt for hende, sikrede sig, at hun altid fik nadveren, og at hendes behov blev imødekommet.«
Brynn husker også sin far som meget betænksom. Blot to dage efter hun var rejst hjemmefra for at gå på Brigham Young University, fik hun blomster af ham på sit værelse. I det medfølgende brev stod der blot: »Hav et godt semester.«
»Skønt far havde høje forventninger til os, prædikede han aldrig. Han var meget kærlig og behersket,« siger hun. »Han var meget glad, og han ønskede, at vi skulle være glade.«
Tjeneste i De Halvfjerds
Den 3. april 1993 blev ældste Christofferson opretholdt som medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum. Hans første opgave førte familien til Mexico City, hvor han en tid tjente som præsident for Mexicos Sydlige Område.
Den 15. august 1998 blev ældste Christofferson kaldet som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium, hvor han virkede indtil sin kaldelse til De Tolv Apostles Kvorum. Hans ansvarsområder omfattede bl.a. at være leder af Slægtshistorisk og historisk afdeling og senere at føre tilsyn med Nordamerikas Sydøstlige Område. Hans seneste opgave var at have ansvaret for Nordamerikas Nordvestlige og Nordamerikas Vestlige områder. Hans opgaver har givet ham mulighed for at møde sidste dages hellige over hele verden.
Jeg er taknemlig for mit samarbejde med ældste Christofferson i De Halvfjerds og i De Halvfjerds’ Præsidium. Han er meget dygtig, han lever i harmoni med Åndens tilskyndelser, og han er elsket og beundret af alle medlemmerne af De Halvfjerds. Han er kendt for sin humoristiske sans, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med ham.
Et kald til De Tolv Apostles Kvorum
Ældste Christofferson siger, at da han fik sin nye kaldelse fra præsident Thomas S. Monson, »virkede det umuligt« til at begynde med.
»Apostlene er mennesker, som jeg har beundret og fulgt og lyttet til hele mit liv, og det virker umuligt for mig at være en af dem,« siger han. »Ansvaret virker overvældende, når jeg tænker på det. Men jeg har haft nogle vidunderlige lærere, idet jeg har arbejdet sammen med medlemmerne af De Halvfjerds og De Tolvs Kvorum i de sidste 15 år.«
Han er også hurtig til fremhæve, hvem vi alle kan stole på – den samme kilde, som besvarede hans bøn, da han som teenager ville styrke sit vidnesbyrd. »Jeg tror fuldt og fast på bønnens kraft,« siger han. »Vi kan altid stole på bønnen. Nogle gange er det alt, hvad vi har tilbage, men det er altid nok.
I enhver krise, i enhver overgang, ved ethvert behov, jeg nogensinde har haft, har vor himmelske Fader været tilgængelig gennem bøn. Jeg har stolet på ham og er ikke blevet skuffet. Hans løfter gælder absolut stadig. Jeg ved, at han vil give mig den hjælp, jeg også behøver her.«