2008
Den gyldne undersøger, som jeg ikke kunne huske
August 2008


Den gyldne undersøger, som jeg ikke kunne huske

En morgen, hvor jeg gennemgik dagens e-mails, faldt jeg over et navn, som jeg ikke lige kunne placere: Enrique Jorge Dias. I emnefeltet stod der: »Saludos [hilsen] fra en gylden undersøger«.

Jeg anede ikke, hvad det kunne dreje sig om, og jeg overvejede at slette beskeden. Men nysgerrigheden sejrede, og jeg åbnede den. Den var skrevet på spansk.

Mens jeg læste, erfarede jeg, at for mere end 30 år siden, da Enrique Dias var 18 år, boede han i Adrogué i Argentina, hvor jeg tjente som fuldtidsmissionær. En morgen, hvor han kom gående gennem byens centrum, stoppede jeg ham og gav ham en pjece om den første åbenbaring. Min kammerat og jeg brugte ofte – i overensstemmelse med vores missions-præsidents instrukser – morgenen til at uddele pjecer på gaden i Adrogué. Vi talte nok med flere hundrede mennesker, skønt vi sjældent fik deres navne. De fleste af vore samtaler varede under et halvt minut.

Nu, mere en tre årtier senere, havde jeg ingen mulighed for at huske, at jeg havde talt med en ung mand, men han kunne huske mig. En uge før jeg modtog hans e-mail, havde jeg lagt min e-mailadresse ind på den argentinske missions hjemmeside, hvor bror Dias fandt den.

I sin e-mail forklarede han, at han havde taget pjecen med hjem og vist den til sin mor, som havde opmun-tret ham til at lære mere om Joseph Smith. Da han søgte efter missionærerne et par måneder senere, var jeg blevet flyttet til et nyt område.

Enrique blev undervist og døbt og bekræftet. Jeg arbejdede i Argentina i 20 måneder mere, men jeg hørte aldrig noget om hans dåb.

Den korte samtale, som vi havde haft på gaden den morgen for så længe siden, havde ændret hans liv og flere andres. To år efter sin dåb blev han kaldet på mission i det nordlige Argentina. Senere giftede han sig og forblev trofast i Kirken, hvor han tjente i en lang række kaldelser, som biskop, rådgiver til to stavspræsidenter og medlem af højrådet. Han tilføjede, at hans ældste søn havde været på mission i La Paz i Bolivia.

Ord kan ikke udtrykke den glæde, som fyldte mit hjerte, da jeg læse den e-mail-besked. Min mission var fyldt med mange dejlige oplevelser, men denne forsinkede nyhed fra Enrique Jorge Dias gjorde minderne fra min mission endnu dejligere.