Kærlighedens gave
Hun brød sig ikke om at høre os synge. Så hvorfor stod vi juleaften her foran hendes hoveddør for at dele musikkens gave med hende?
Da min fars cateringfirma gik konkurs, stod min familie i en alvorlig økonomisk knibe. Jeg kan huske, at mor kom hjem med tårer i øjnene, og hun ville ikke fortælle os, hvad der var i vejen, selv om jeg spurgte hende, hvad der var galt. Kort tid efter flyttede vi ind i en lille etværelseslejlighed, fordi det var det eneste, vi havde råd til.
Før den tid havde julen altid været en hektisk tid, hvor vi bagte, købte nyt tøj, gik til fester, besøgte spændende steder samt gav og modtog gaver. Min mor var bare den fødte »julemor«, som vi kaldte hende. Hun elskede at give, og hver jul gav hun med begejstring og kærlighed gavmildt til alle omkring hende. Da vi blev ældre, var det at tænke på andre, før vi tænkte på os selv, et træk, som vi også bestræbte os på at tillægge os.
Men det år anede vi ikke, hvad vi skulle gøre. Mor var bekymret, fordi det var den første jul, som vi ikke tilbragte i vores gamle hjem. Hun var bekymret, fordi hun ikke kunne komme i tanker om noget, som hun kunne give andre. Men vi opmuntrede hende, for vi vidste, at vi på beskeden vis kunne sprede julens ånd.
Men vi havde knap nok til dagen og vejen, og vi havde også besvær med at bevare freden i vore nye omgivelser. Vores udlejer var ikke kristen, og hun var vred på os, fordi vi stod tidligt op for at holde familiebøn og for at synge salmer. Hun blev vækket af vores sang, fordi vores værelse stødte lige op til hendes. Hun beklagede sig ofte, så vi bestræbte os på at synge lavmælt, så vi ikke forstyrrede hende. Da hun opdagede, at vi ikke holdt op med at bede familiebøn om morgenen, beklagede hun sig oftere og oftere.
Så slog en tanke ned i min far. Han mente, at vi skulle synge julesalmer for vores husvært som en julegave til hende. Alle var begejstrede for ideen – bortset fra mig. Jeg protesterede på det kraftigste og mindede min familie om, at hun altid beklagede sig over vores familiebønner. Jeg foreslog, at vi skulle synge for nogen, som ville værdsætte det, men ikke for hende.
Men min far stod fast og forklarede, at det var en måde at vise hende, at vi var hendes venner, selv om vi tilhørte forskellige religioner. Jeg havde intet andet valg end at hjælpe familien med at vælge og indøve de salmer, som vi skulle synge for hende.
Og juleaften stod vi uden for hendes dør og bankede på. Hun lukkede ikke op, og jeg skulle lige til at blive vred og minde min far om, at vi havde spildt vores tid. Men da jeg så mig omkring, opdagede jeg, at hele familien stod og smilede – de glædede sig over det, som vi var i færd med. Jeg fik et ønske om at opleve den samme følelse.
Endelig åbnede udlejeren døren, og et kort øjeblik vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Min far sagde stille, at vi gerne ville synge for hende, og at hvis det var i orden med hende, ville vi meget gerne komme ind i lejligheden. Hun trådte til side, og vi gik indenfor. Vi sang alle de julesange, vi kunne huske – både dem, vi havde øvet, og andre, som vi ikke havde øvet. Hurtigt fyldtes stuen med en dejlig stemning. Selv om vi vidste, at hun muligvis ikke forstod teksternes betydning, smilede hun, mens vi sang. Hun fortalte os, at hun følte sig ensom, og når hun så os sammen, savnede hun sin egen familie. Inden vi gik, ønskede vi hende glædelig jul og godt nytår. Hun takkede os, og vi gik tilbage til vores værelse.
Da jeg lå og forsøgte at falde i søvn den aften, tænkte jeg over det, der var sket. Det slog mig, at en ægte julegave ikke nødvendigvis er købt i en butik eller hjemmelavet; det er faktisk indstillingen og ønsket om at yde vores bedste for at gøre vore medmennesker lykkelige. Jeg blev klar over, at de bedste julegaver, vi kan give ved juletid, ikke koster mange penge; det er tværtimod en gave i kærlighed.
Den aften vidste jeg, at min familie havde følt julens ånd, fordi vi havde gjort en smule godt for en ensom nabo.
Illustreret af Dilleen Marsh