2009
Næring ved barmhjertig tjeneste
December 2009


Besøgsbudskabet

Næring ved barmhjertig tjeneste

Fremlæg disse skriftsteder og citater eller om nødvendigt et andet princip, som er til velsignelse for de søstre, I besøger. Bær vidnesbyrd om principperne. Indbyd dem, I underviser, til at fortælle, hvad de har følt og lært.

Hvordan kan jeg udvikle og styrke min barmhjertighed?

Moro 7:48: »Bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må være fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere.«

Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab: »Kristi disciple har gennem alle tider været kendetegnet ved deres barmhjertighed … Når alt kommer til alt, så bidrager de bønner, vi beder, nok til vores lykke, men de bønner, vi besvarer, kan vise sig at være af større betydning. Lad os åbne vore øjne og se de modløse hjerter; lægge mærke til ensomheden og fortvivlelsen; lad os bemærke andres stille bønner omkring os, og lad os være redskaber i Herrens hånd til at besvare disse bønner« (»Glæde, jeres arv«, Liahona, nov. 2008, s. 119, 120).

Barbara Thompson, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab: »Vi har brug for at redde ›alt det ædle og gode i [os]‹, så vi som Guds døtre kan gøre vores del for at opbygge Guds rige. Vi vil få hjælp til at gøre dette. Som Joseph sagde: ›Hvis I lever op til jeres privilegier, kan end ikke englene holdes tilbage fra at pleje omgang med jer.‹

Lad os bære hinandens byrder, sørge med dem, der sørger, trøste dem, der står i behov for trøst, og således holde de pagter, vi har indgået [se Mosi 18:8-10]« (»Vi glædes og frydes«, Liahona, nov. 2008, s. 116).

Hvordan kan jeg nære andre gennem barmhjertig tjeneste?

L&P 81:5: »… bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ.«

Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum: »Den gode hyrde sagde: ›Vogt mine lam‹ (Joh 21:15). Tilsvarende passer en kvinde på sine kære, sørger for næring og underhold, ligesom Frelseren ville have gjort. Hendes guddommelige gave er at opfostre og hjælpe de små, at tage sig af de fattige og opløfte de sønderknuste.

Herren har sagt: ›Min gerning og herlighed [er] at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket‹ (Moses 1:39). På samme måde kan hans hengivne datter og discipel i sandhed sige: ›Min gerning og herlighed er at hjælpe mine kære med at nå dette himmelske mål.‹

At hjælpe et andet menneske med at nå sine celestiale muligheder er en del af kvindens guddommelige mission. Som mor, underviser eller omsorgsfuld hellig former hun levende ler efter sine forhåbninger. I fællesskab med Gud er hendes guddommelige mission at hjælpe ånder med at leve og opløfte sjæle. Det er formålet med hendes skabelse. Den er ædel, opbyggende og ophøjende« (»Kvinden – af umådelig værdi«, Stjernen, jan. 1990, s. 20).

Silvia H. Allred, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab: »Herren har velsignet kvinder med guddommelige egenskaber såsom kærlighed, medfølelse, venlighed og barmhjertighed. Gennem vores månedlige besøg som besøgslærere har vi kraften til at velsigne hver enkelt søster ved at række en hånd frem i kærlighed og venlighed og vise medfølelse og barmhjertighed … Det er min bøn, at vi må føle et større ansvar for at række en kærlig og medfølende hånd ud for at velsigne, hjælpe og styrke hinanden, når vi besøger hinanden af et villigt og muntret hjerte« (»Vogt mine lam«, Liahona, nov. 2007, s. 113, 115).

Fotoillustration: Matthew Reier; baggrund © Artbeats