Budskab fra Det Første Præsidentskab
Hjem til jul
Der var en sang, som jeg hørte for første gang, da jeg var en lille dreng – en sang om julen og hjemmet. Det var under krigen, hvor mange var væk fra deres hjem og familie – en dyster tid for dem, der frygtede, at de måske ikke ville blive genforenet med deres kære i dette liv. Jeg kan huske mine følelser for hjemmet og familien, da jeg på vej til skole travede forbi et hus ved juletid og så et lille flag med en guldstjerne hænge i vinduet. Der boede en pige, som jeg kendte fra skolen. Hendes bror, der ikke var meget ældre end jeg, var blevet dræbt i krigen. Jeg kendte hans forældre og følte noget af den sorg, som de følte. På vej hjem fra skole nærede jeg en glad forventning om den varme velkomst, som jeg vidste ventede mig.
Da jeg tændte for radioen i stuen den jul, hørte jeg tekst og musik, som stadig giver genlyd i mit sind. Et par strofer fra den sang fyldte mit hjerte med en længsel efter at være sammen med familien. Jeg boede sammen med mine forældre og mine brødre i et lykkeligt hjem, så jeg vidste på en måde, at den længsel, jeg følte, var mere end blot længslen efter et hjem eller det familieliv, som jeg dengang havde. Det drejede sig om noget kommende, som var bedre end noget, jeg havde kendt eller kunne forestille mig.
Den strofe fra sangen, som jeg husker bedst, lyder: »Jeg kommer hjem til jul / om ikke andet så i mine drømme.«1 Det hus, hvor jeg pyntede juletræer med min mor og far i min barndoms lykkelige dage, ligger der stadig, næsten uændret. For nogle år siden vendte jeg tilbage og bankede på døren. Fremmede lukkede op. De lod mig træde ind i de stuer, hvor radioen havde stået, og hvor min familie havde været samlet om juletræet.
Da indså jeg, at mit hjertes længsel ikke havde været knyttet til et hus. Den drejede sig om at være sammen med min familie, og den var et stærkt ønske om at føle mig omsluttet af kærlighed og Kristi lys, i endnu højere grad, end vi havde følt det i mit barndomshjem.
Længslen efter evig kærlighed
Det, som vi alle længes efter ved juletid og altid, er at føle os knyttet sammen i kærlighed med den inderlige vished om, at det kan vare evigt. Det er løftet om evigt liv, som Gud har kaldt sin største gave til sine børn (se L&P 14:7). Det er muliggjort i kraft af de gaver, som hans elskede Søn har skænket os: Frelserens fødsel, forsoning og opstandelse. Det er i kraft af Frelserens liv og virke, at vi har den vished, at vi kan være forenet i kærlighed og leve evigt sammen med vores familie.
Følelsen af at længes efter at komme hjem er medfødt. Den vidunderlige drøm kan ikke realiseres uden tilpas stor tro – på at Helligånden kan lede os til omvendelse, dåb og til at indgå og holde hellige pagter med Gud. Den tro fordrer, at vi holder tappert ud i jordelivets trængsler. Så bliver vi i det næste liv budt velkommen af vor himmelske Fader og hans elskede Søn i vores drømmehjem.
Selv i dette liv kan vi opnå en vished om den dags komme og fornemme noget af den glæde, som vi vil føle, når vi endelig vender hjem. Når vi fejrer Frelserens fødsel ved juletid, får vi en særlig mulighed for at opleve denne glæde i dette liv.
Find den lovede glæde
Mange af os har mistet nogle af vore kære. Vi er måske omgivet af mennesker, som stræber efter at knuse vores tro på evangeliet og Herrens løfter om evigt liv. Nogle af os er tynget af sygdom og fattigdom. Andre oplever måske familiestridigheder eller har slet ikke nogen familie. Og dog kan vi indbyde Kristi lys til at skinne på os og lade os se og føle noget af den lovede glæde, som venter os.
Når vi for eksempel samles i det himmelske hjem, vil vi være omgivet af dem, som har fået tilgivelse for deres synder og som har tilgivet hinanden. Vi kan smage noget af den glæde nu, især når vi mindes og fejrer Frelserens gaver til os. Han kom til verden for at blive Guds Lam og for at betale prisen for alle de synder, hans Faders børn begår i dette liv, så de kan opnå tilgivelse. I julen nærer vi et større ønske om at mindes og overveje Frelserens ord. Han advarede os om, at vi ikke kan blive tilgivet, medmindre vi tilgiver andre (se Matt 6:14-15). Det er ofte svært at gøre, så man må bede om hjælp. Denne hjælp til at tilgive andre kommer ofte, når man får lov at se, at man har påført lige så meget eller mere smerte, end man selv er blevet påført.
Når du handler ud fra svaret på dine bønner om styrke til at tilgive, vil du føle, at byrden blive løftet fra dine skuldre. At bære nag er en tung byrde. Idet man tilgiver, oplever man glæden ved at blive tilgivet. I denne juletid kan du give og modtage tilgivelsens gave. Den følelse af glæde, som opleves, er et glimt af det, som vi kan opleve sammen i det evige hjem, som vi længes efter.
Oplev glæden ved at give
Der er et andet glimt af det lykkelige kommende hjem, som vi har lettere ved at se ved juletid. Det er følelsen af at give af et gavmildt hjerte. Det sker, når vi fornemmer andres behov tydeligere end vore egne, og når vi fornemmer, hvor gavmild Gud har været mod os.
Det hjælper at bemærke andres venlighed i julen. Hvor mange gange har du været henne for at lægge en gave på et dørtrin i håb om ikke at blive opdaget, blot for at opdage, at der allerede lå flere anonyme gaver? Har du, lige som jeg, fornemmet tilskyndelsen til at hjælpe nogen, blot for så at opdage, at det, som du blev inspireret til at give, var netop det, som vedkommende havde brug for? Det er en vidunderlig vished om, at Gud kender alle vore behov og stoler på, at vi sørger for andres behov.
Gud sender med større vished disse budskaber til os ved juletid, fordi han ved, at vi reagerer på dem, fordi vores hjerte er mere lydhørt over for Frelserens eksempel og hans tjeneres ord. Ved juletid er der større sandsynlighed for, at vi har læst og er blevet berørt af kong Benjamins ord. Han lærte sit folk, og han lærer os, at den overvældende tilgivelsesgave, som vi modtager, burde få os til at føle en overstrømmende gavmildhed mod andre.
»Og se, I har selv lige nu påkaldt hans navn og tigget om forladelse for jeres synder. Og har han ladet jer tigge forgæves? Nej, han har udøst sin Ånd over jer og har foranlediget, at jeres hjerte blev fyldt af glæde, og foranlediget, at jeres mund blev lukket, så I ikke kunne finde mæle, så overordentlig stor var jeres glæde.
Og se, hvis Gud, som har skabt jer, af hvem I er afhængige med hensyn til jeres liv og med hensyn til alt det, I har og er, skænker jer, hvad I end beder om, som er ret, i tro, overbeviste om, at I skal få, o, hvor burde I da ikke give af det gods, som I har, den ene til den anden.
Og hvis I dømmer det menneske, der fremfører sin bøn for jer om jeres gods for ikke at omkomme, og fordømmer ham, hvor meget mere retfærdig vil da ikke jeres fordømmelse blive for at tilbageholde jeres gods, som ikke tilhører jer, men Gud, hvem også jeres liv tilhører; og dog fremfører I ingen bøn eller omvender jer fra det, I har gjort.
Jeg siger jer, ve det menneske, for hans gods skal forgå sammen med ham; og se, dette siger jeg til dem, der er rige, hvad angår denne verdens gods« (Mosi 4:20-23).
I har allerede oplevet glæden ved at give almisser og modtage dem. Denne glæde i dette liv er et glimt af, hvad vi vil føle i det hinsides, hvis vi her udviser en gavmildhed, der udspringer af tro på Gud. Frelseren er vores store eksempel. Ved juletid overvejer vi på ny, hvem han er, og den gavmildhed han har vist os ved at komme til verden og blive vor Frelser.
Som Guds Søn, født af Maria, havde han magt til at modstå alle fristelser til at begå synd. Han levede et fuldkomment liv, så han kunne blive det store offer, det lydefri lam, der var blevet lovet fra verdens grundlæggelse (se Åb 13:8). Han påtog sig smerten ved skyldfølelsen over vore synder og alle vor himmelske Faders børns synder, så vi kunne blive tilgivet og vende rene hjem.
Han skænkede os den gave, som er købt for en pris, vi slet ikke begriber. Det var en gave, han ikke selv havde brug for. Han havde ikke behov for tilgivelse. Den glæde og taknemlighed, som vi føler for hans gave nu, vil øges og vare evigt, når vi ærer og tilbeder ham i vores himmelske hjem.
Julen opmuntrer os til at huske ham og hans uendelige gavmildhed. Når vi husker hans gavmildhed, hjælper det os til at fornemme og reagere på den inspiration, der siger os, at nogen har brug for vores hjælp, og det hjælper os til at se Guds hånd række ud til os, når han sender nogen for at trøste os, som han så ofte gør. Der er en stor glæde i at give og modtage den gavmildhed, som Gud inspirer til, især ved juletid.
Velsignet med hans lys
Der er et andet glimt af himlen, som er lettere at se ved juletid. Det drejer sig om lys. Vor himmelske Fader anvendte lys til at bekendtgøre sin Søns, vor Frelser, fødsel (se Matt 2; 3 Ne 1). En ny stjerne var synlig på både den østlige og den vestlige halvkugle. Den førte de vise mænd til barnet i Betlehem. Selv den onde kong Herodes genkendte tegnet; han frygtede det, fordi han var ugudelig. De vise mænd glædede sig over Kristi fødsel, han, som er verdens lys og liv. Tre dage med lys uden noget mørke var det tegn, som Gud gav Lehis efterkommere som et varsel om hans Søns fødsel.
Ved juletid mindes vi ikke blot det lys, der bekendtgjorde Kristi fødsel til denne verden, men også det lys, der udgår fra ham. Mange vidner har bekræftet det lys. Paulus vidnede om, at han så det på vejen til Damaskus:
»Undervejs … så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens.
Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden.
Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger« (ApG 26:13-15).
Den unge Joseph Smith vidnede om, at han så et forunderligt lys i en lysning i skoven i Palmyra i New York, da genoprettelsen begyndte:
»Netop i dette forfærdelige øjeblik så jeg en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig.
Ikke så snart var den kommet til syne, førend jeg følte mig udfriet fra den fjende, som holdt mig bundet. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:16-17).
Et sådant lys vil være synligt i vores himmelske hjem. Så vil det bringe os glæde. Men selv i dette liv er du blevet velsignet med en del af den vidunderlige oplevelse i kraft af Kristi lys. Ethvert menneske, der fødes på denne jord, modtager det lys som gave (se Moro 7:16). Tænk på de tidspunkter, hvor du har haft en oplevelse, der gør dig til et vidne om, at Kristi lys er virkeligt og dyrebart. Dette vidunderligt bekræftende skriftsted vil få dig til at indse, at du er blevet ledt af det lys:
»Det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, og er mørke.
Det, der er af Gud, er lys; og den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.
Og … jeg siger det, for at I kan kende sandheden, for at I kan bortjage mørket blandt jer« (L&P 50:23-25).
I en verden, der formørkes af onde billeder og uhæderlige budskaber, er du velsignet med lettere at kunne erkende glimt af lys og sandhed. Du har selv erfaret, at det lys bliver klarere, når man beredvilligt tager imod det. Det bliver klarere og klarere indtil den fuldkomne dag, hvor vi befinder os i lyskildens nærhed.
Det lys er lettere at skelne ved juletid, hvor vi er mere tilbøjelige til at bede om at få at vide, hvad Gud ønsker, at vi skal gøre, og mere tilbøjelige til at læse i skrifterne og mere ivrige efter at gå Herrens ærinde. Når vi tilgiver og føler os tilgivet, når vi opløfter de nedhængende hænder (se L&P 81:5), opløftes vi selv, mens vi bevæger os frem mod lysets kilde.
Du husker nok, at Mormons Bog beskriver en herlig tid, hvor Frelserens trofaste disciple afspejlede hans lys, så andre kunne se det (se 3 Ne 19:24-25). Vi anvender lys, når vi fejrer julen. Vores tilbedelse af Frelseren og vores tjeneste for ham bringer lys ind i vores eget og andres liv.
Vi kan trygt sætte os det mål at gøre denne jul klarere end den forrige og hvert år, der følger, endnu klarere. Jordelivets trængsler bliver måske hårdere, men for os behøver mørket ikke at øges, hvis vi retter vores blik mere koncentreret mod det lys, der stråler ned til os, når vi følger Mesteren. Han leder os og hjælper os langs den sti, der fører opad til det hjem, vi længes efter.
Der har været tidspunkter, ofte ved juletid, hvor vi har følt brudstykker af det, som vi oplever, når vi endelig vender hjem til den Fader, som elsker os og besvarer vore bønner, og til den Frelser, som har oplyst vores liv og opløftet os.
Jeg vidner om, at takket være ham kan du have en vished om, at du kan vende hjem, ikke blot ved juletid, men også til en evig tilværelse sammen med en familie, som du elsker, og som elsker hinanden.
Fotoillustration: Steve Bunderson; Kristi fødsel, © Gemaldegalerie, Dresden i Tyskland/A.K.G. Berlin/Superstock; fotografi af kristtjørn: Lana Leishman
Hyrderne hører om Kristi fødsel, af Del Parson
Illustration: Paul Mann