Ærbødig Gudsdyrkelse
Ærbødighed omfatter meget mere end blot et fravær af støj. Oprigtig ærbødighed omfatter, at man lytter til og overvejer det, der hører Gud til, og føler respekt for, kærlighed til og ærer vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.
Præsident David O. McKays (1873-1970) råd sætter emnet ærbødighed i tydeligt perspektiv: »Ærbødighed er dyb respekt tilsat kærlighed.«1 Dette perspektiv uddybes yderligere i teksten fra en sang fra Børnenes sangbog:
Fader jeg ærbødigt står,
og i dit hus jeg stille går;
folder hænder under bøn,
og tænker stille på din Søn.2
De vigtigste ord, der oftest findes i skrifterne i forbindelse med ærbødighed, er respekt, kærlighed og ære. Ud fra den målestok kan vi se, at ærbødighed er hjertets aktivitet, ikke blot mundens inaktivitet.
Ærbødighed er en indgroet del af gudsdyrkelsen. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har lært os:
»Gudsdyrkelse omfatter ofte handlinger, men sand gudsdyrkelse omfatter altid en bestemt sindstilstand.
Når vi tilbeder Gud, vækker det de dybeste følelser af loyalitet, hengivenhed og ærefrygt. Gudsdyrkelse forener kærlighed og ærbødighed i en hengivenhedstilstand, som drager vores ånd nærmere Gud.«3
Den vigtigste årsag til at træde ind i en kirkebygning er jo for at føle os nærmere Gud.
Når vi gransker Jesu Kristi liv og lærdomme og virkelig begynder at værdsætte den enestående betydning – både i dette liv og i evigheden – som hans forsoning har på vores liv, føler vi til gengæld en naturlig respekt, kærlighed og ære. Lydighed mod evangeliet og kristen tjeneste udgår da fra os som et passende udtryk for disse følelser. Men uden ærbødighed er disse udtryk for respekt, kærlighed og ære ufuldstændige.
Når vi udvikler ærbødighed for Jesus Kristus, bliver vi bedre i stand til at forme vores liv efter hans fuldkomne eksempel. En sådan ærbødighed har mange facetter: tro på, at han lever, tillid til hans lovede velsignelser og lydighed mod evangeliske standarder. Men en af de vigtigste facetter er følelsen i hjertet – den respekt, kærlighed og ære, som vi føler over for Guddommen. Vi, som respekterer, elsker og ærer Herren, vil aldrig misbruge hans navn, og vi vil have det skidt med fornedrende og ordinære vittigheder om ham. I stedet priser og ærer vi vor himmelske Fader og ham, som vi tilbeder som vor Herre og Frelser.
Herren giver tydelige instrukser angående hans forventninger til ærbødighed i 3 Mos 19:30, hvor han siger: »I skal holde mine sabbatter, og I skal nære ærefrygt for min helligdom. Jeg er Herren.« Den respekt, som vi udviser for hans templer og kirkebygninger, afspejler den ærbødighed, som vi føler for ham i hjertet. Graden af vores respekt, kærlighed og ære for Herren afspejles direkte i vores ærbødighed, som kommer til udtryk i både vores holdninger og vores adfærd.
Velsignelserne ved ærbødighed
Profeten Joseph Smith gav os et interessant indblik i ærbødighedens væsen i sin bøn ved indvielsen af templet i Kirtland i 1836. Joseph bad om, at de angrende måtte vende tilbage og »få gengivet de velsignelser, som du har bestemt til at blive udøst over dem, som ærer dig i dit hus« (L&P 109:21). Profetens bøn fremhæver, hvad disse ærbødighedens velsignelser kunne bestå i: visdomsord, en fylde af Helligånden, yndest i Herrens øjne, Guds kraft og tilgivelse (se versene 14, 15, 21, 22, 34). Ærbødighedens løn er i sandhed stor!
Meget af det, som vi siger i Kirken angående ærbødighed, fokuserer som oftest på at være stille i kirkebygningen, især at børn skal være stille. Og stilhed er da en væsentlig del af ærbødighed, men den fulde, dybe betydning af begrebet ærbødighed omfatter meget mere end blot fraværet af larm og ballade. Stilhed er ikke nødvendigvis lig med ærbødighed.
Vore kirkebygninger er først og fremmest bygninger til gudsdyrkelse, hvor vi bør kunne sidde stille under præludiet og meditere over det gengivne evangeliums skønhed, berede vores hjerte og sind på nadveren og grunde over vor himmelske Faders storhed og Frelserens storslåede forsoning. Findes der noget bedre sted at grunde over så hellige og betydningsfulde emner? Disse manifestationer på vores gudsdyrkelse ledsages naturligt af en ærbødig indstilling.
Sådanne muligheder for tilbedelse er afgørende for, at vi kan styrke vores tro og skabe en kanal, hvorigennem vidnesbyrdets ånd og åbenbaringen kan tilflyde vores sjæl. Sandheden af dette blev tydeligt demonstreret for mig en sabbatsdag, hvor jeg sad og overværede præludiet til nadvermødet. Min hustru og jeg havde søgt åndelig vejledning angående et bestemt spørgsmål, som vi havde. Lykkeligvis kom svaret gennem den salme, som var valgt til præludiet. Som følge af den dejlige melodi viste Ånden os tydeligt, hvilken vej vi skulle følge. Men inden salmen var forbi, var der desværre en, som lænede sig over mod mig og begyndte at tale til mig, og Ånden var straks væk. En skatkiste af vidunderlig åbenbaring gik tabt på grund af manglende ærbødighed.
Denne oplevelse gav mig en særlig påskønnelse for helligheden ved de stille præludiestunder. Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, fremhævede denne sandhed, da han sagde: »Uærbødighed tjener den ondes hensigter ved at afskære åbenbaringens skrøbelige forbindelser til både sind og ånd.«4
Ærbødighedens veje
Ærbødighedens veje er ikke vanskelige. I stedet for at lade vore tanker vandre til verdens ordinære anliggender, bør vi i ærbødige omgivelser og situationer træne vore tanker til at overveje det, der hører Gud til: forsoningens storhed, evige familier, evangeliets gengivelse i dets fylde. Disse mål for ærbødighed bør omfatte en afretning af vores adfærd, så den afspejler respekt, kærlighed og ære. De bør omfatte sømmelig påklædning i vores pæneste tøj, så vi undgår tidens yderst skødesløse mode, og undgår højrøstet og forstyrrende adfærd i kirkebygningerne. Og når vi befinder os i kirkebygningen, bør vi være ekstra stille, især mens nadveren bliver forrettet.
Et ønske om at udvise ærbødig adfærd vil tilskynde os til at forberede os, hvis vi forventer, at vi bliver nødt til at forlade mødet af en eller anden årsag, ved at sætte os nær en udgang, så vi kan forlade mødet stilfærdigt. At gå ud midt under et møde, især under en tale eller anden præsentation, er meget forstyrrende for taleren og dem, der sidder i nærheden. Af respekt for andre så vel som for Herren bør vi undgå sådanne uheldige forstyrrelser.
Vi sætter ofte lighedstegn mellem en forsamlings ærbødighed og dens børns opførsel. Det er da også sandt, at små børn kan udgøre en særlig udfordring for ærbødigheden. Men den første regel, når det angår børn, er at tage dem med! De kan blive undervist, de kan tages med udenfor, og de kan blive bragt tilbage til mødet. Og når vi underviser dem, er det bedst at begrænse omfanget af hjælpemidler, som vi tager med i kirke, såsom legetøj og mad. Sidste dages hellige menigheder er gerne velsignet med mange børn og unge, og det skal vi være taknemlige for. De er Kirkens fremtid.
Oprigtig ærbødighed er en vigtig del af vores tilbedelse af vor himmelske Fader og af Herren. Må vi i alle dagens aktiviteter og tanker undgå det, der afspejler manglende respekt for dem. Må vi i al vores tilbedelse stræbe efter at øge og styrke følelsen af respekt, kærlighed og ærefrygt over for vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Disse følelser er tegn på en sand kristen natur.
Fotoillustrationer: Cary Henrie