De åndelige gaver, som gives stavspræsidenten
Jeg har truffet hundredvis af stavspræsidenter. De er dygtige og pålidelige mænd. De er fulde af tro og nærer et urokkeligt ønske om at behage Herren.
Kaldelsen af en stavspræsident er en hellig og åndelig oplevelse. Generalautoriteter og områdehalvfjerdsere, der handler under ledelse af Det Første Præsidentskab, får pålagt dette ansvar. I de 16 år, hvor jeg har tjent som generalautoritet, har jeg fremlagt denne kaldelse i mange kulturer og på mange kontinenter – fra Nordamerika til Sydamerika, fra Europa til Asien.
Ved hver begivenhed har jeg værdsat to instrukser, som jeg modtog i løbet af mine første uger som generalautoritet. Fra præsident Thomas S. Monson: »Når man går Herrens ærinde, har man krav på Herrens hjælp.« Fra præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolvs Apostles Kvorum: »I vil opleve tidspunkter i jeres virke, hvor I fremlægger en sag for Herren gennem sløret og modtager et øjeblikkeligt svar.« I hvert eneste tilfælde er disse to løfter blevet indfriet.
Det at kalde en stavspræsident er altid det samme, og det er altid noget nyt. Det er det samme, fordi de to generalautoriteter eller områdehalvfjerdsere, som er udsendt, føler en overvældende afhængighed af Herren, og de skal begge modtage den samme inspiration, før kaldelsen fremlægges. Herrens Ånd ledsager og bekræfter altid udvælgelsesprocessen på overvældende vis. Det er noget nyt, fordi de mænd, der kaldes, varierer meget fra stav til stav. Til tider er de nye stavspræsidenter mænd med stor erfaring og mange års kirketjeneste; og til andre tider er de yngre mænd, som er fyldt med tro; deres beskæftigelse følger ikke noget bestemt mønster.
Overdragelse af nøgler
Skønt en stavspræsident normalt findes blandt det eksisterende lederskab i staven, så er der dog undtagelser. Ved en bestemt lejlighed interviewede vi brødrene til langt ud på natten, uden at føle Åndens bekræftelse blandt de fremragende mænd, som vi talte med. Da vi til sidst havde været igennem listen over dem, vi skulle interviewe, så vi på de respekterede mænd, som ikke i øjeblikket sad i lederstillinger. Da vi mødtes med en søndagsskolelærer kl. 22, bekræftede Herren tydeligt, at dette var hans valg. Først da vi havde forelagt kaldelsen, erfarede vi, at han havde siddet derhjemme og afventet vores opringning. Flere måneder tidligere, inden der overhovedet var blevet bekendtgjort ændringer i stavspræsidentskabet, vågnede han og hans hustru midt om natten med visheden om, at han skulle modtage denne kaldelse.
De, der tjener som stavspræsidenter, har ikke selv søgt den stilling, de besidder. Alle føler sig meget ydmyge, og nogle er meget overvældede, når de bliver kaldet. Da jeg kaldte en stavspræsident i Europa, som kun havde været medlem af Kirken i omkring ti år, gispede han: »Åh nej, nej. Ikke mig. Jeg magter det ikke.« Heldigvis lagde hans vidunderlige hustru, som sad ved siden af ham, armene om ham og sagde: »Du kan godt, skat. Det ved jeg, at du kan.« Hun fik ret, og han tjente godt.
På Filippinerne sagde en mand, der havde set Kirken vokse hurtigt under et ungt lederskab: »Åh nej, ikke mig. Jeg er for gammel.« Da vi påpegede, at nogle medlemmer af De Tolv var tre årtier ældre end han, tog han imod kaldelsen og tjente enestående.
»Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer« (Joh 15:16), sagde Frelseren. Vi hverken søger eller afviser de kaldelser, som forelægges os.
På et tidspunkt, enten før, under eller efter kaldelsen, bekræfter Herren for den mand, der bliver kaldet, at kaldelsen kommer fra Gud. En ung stavspræsident fortalte følgende om sin bekræftelse:
»Da jeg blev interviewet, var jeg 32 år og havde tjent som biskop i fire år. En af dem, der foretog interviewet, stillede to tankevækkende spørgsmål: (1) Hvordan fik du dit vidnesbyrd? Og (2) vil du bære dit vidnesbyrd om Frelseren for os? Jeg fortalte om min oplevelse som teenager, kort efter at min mor var død, da jeg selv fik et vidnesbyrd om det gengivne evangeliums sandhed, i særdeleshed hvad angår Mormons Bog.
Mens jeg bar vidnesbyrd om Frelseren, modtog jeg en tilkendegivelse om, at jeg ville blive kaldet som ny stavspræsident. Jeg kørte hjem og fortalte min hustru om oplevelsen. Da jeg sagde, at jeg troede, at jeg ville blive kaldet som den næste stavspræsident, svarede hun: ›Du er god, men ikke så god.‹ To timer senere ringede telefonen, og jeg blev bedt om at vende tilbage sammen med min hustru, hvorefter jeg fik forelagt kaldelsen.«
Efter opretholdelsen ved stavskonferencens hovedmøde lægger vi, som er udsendt, vore hænder på den nye stavspræsidents hoved og overdrager ham de præstedømmenøgler, som er nødvendige for at præsidere over staven og varetage dens anliggender. Disse nøgler til at præsidere over en stav overdrages af Det Første Præsidentskab og de øvrige 14 apostle, som besidder disse nøgler på jorden. Disse nøgler rummer åndelig magt og kraft.
Herren har altid givet disse nøgler til sine udvalgte apostle. Til Peter sagde han: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19). Nogle af disse nøgler deles så med lokale ledere. I Zarahemla »ordinerede [Alma] præster og ældster ved håndspålæggelse efter Guds orden til at præsidere og våge over menigheden« (Alma 6:1).
Ydre manifestationer af nøglerne
Det er interessant, at der var engang, hvor en tempelanbefaling krævede en underskrift fra Kirkens præsident. Nu omfattes denne myndighed i de nøgler, som overdrages stavspræsidenten. Sammen med sine rådgivere anbefaler han også biskopper til Det Første Præsidentskab og ordinerer dem, når de er blevet godkendt; han godkender dem, der skal ordineres til Det Melkisedekske Præstedømme; han anbefaler og indsætter fuldtidsmissionærer; og han tjener som dommer i Israel, når han hjælper dem, der har begået alvorlige overtrædelser, med at opnå fuld tilgivelse. Han vejleder stavens biskopper og grenspræsidenter i deres virke og beslutninger.
Når stavspræsidenterne virker i disse opgaver, udøser Herren åbenbaring over dem. En stavspræsident, der bor i det sydlige USA, fortalte mig om følgende oplevelse:
»I oktober 2007 opsøgte en søster mig for at få en tempelanbefaling. Under interviewet spurgte jeg hende, om hendes mand skulle ind til tempelinterview, når hun var færdig med sit interview? Hun fortalte mig, at hendes mand ikke havde været i templet i over 20 år, og at de i løbet af deres 40 år lange ægteskab aldrig var blevet beseglet i templet. Jeg fornemmede en stærk tilskyndelse til straks at tale med denne bror. Denne tilskyndelse var så stærk, at jeg forlod mit kontor, fandt ham i den anden ende af bygningen og tog ham med tilbage til mit kontor for at interviewe ham. Efter et interview, hvor vi også fik hentet hans biskop ind, fik han overrakt en tempelanbefaling. Det var et meget følelsesladet øjeblik for os alle, især for hans hustru. Senere den uge modtog jeg en indbydelse til at overvære deres besegling i templet.
Tidligt i 2008, små fire måneder efter, at dette par var blevet beseglet, stod denne bror en morgen op for at gå på arbejde, men besvimede og døde i deres hjem. Jeg vil altid være taknemlig for, at jeg lyttede til Åndens tilskyndelse og opmuntrede denne bror til at gøre det, som han virkelig trængte til at få bragt i orden.«
Åndelige gaver og åndelige løfter
Herren har erklæret, at en stav skal »tjene som forsvar og som tilflugt fra uvejret« (L&P 115:6). En stavspræsident er Herrens hyrde, som skal sikre, at tryghedens ånd og den åndelige sikkerhed klart føles i Kirkens fællesskab. Han skal omhyggeligt sikre sig, at den lære, som forkyndes, er sand og ren. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) har engang sagt:
»De pligter, som påhviler en lærer i Det Aronske Præstedømme, kan også gøres gældende for præsidenten for en stav. Hans ›pligt er altid at våge over [hele staven] og at være hos [medlemmerne] og styrke dem
og at se til, at der ikke er nogen ugudelighed i kirken, ej heller indbydes nag, ej heller løgn, bagtalelse eller ond tale,
og påse, at kirken ofte mødes, og påse, at alle medlemmer gør deres pligt‹ (L&P 20:53-55).«1
Hans virke omfatter inspiration til, hvordan man styrker familierne, værner om den opvoksende generation, indbyder flere af vor himmelske Faders børn til at træde ned i dåbens rensende vande, rækker hånden ud til dem, der er gledet væk fra Kirken og bringer templets ordinancer til de levende medlemmer og til dem, der er gået forud for os.
I alle disse vigtige ansvar velsigner Herren stavspræsidenten med øgede åndelige gaver. I afsnit 46 i Lære og Pagter taler Herren om de mange åndelige gaver og siger:
»For alle er ikke blevet givet hver eneste gave; for der er mange gaver, og til enhver er der givet en gave ved Guds Ånd.
Til nogle er der givet en og til andre er der givet en anden, så alle kan få gavn deraf« (L&P 46:11-12).
Herren tilføjer så: »… og til sådanne, som Gud vil udse og ordinere til at våge over kirken … vil det blive givet at skelne mellem alle disse gaver … så der må findes et overhoved, sådan at hvert medlem kan få gavn deraf« (L&P 46:27, 29).
Til tider er disse gaver forbundet med åndelige løfter, som Herren vil indfri. En tidligere stavspræsident fra Brasilien fortalte mig om denne oplevelse:
»En trofast enlig mor med fire børn i teenagealderen havde økonomiske vanskeligheder. Jeg spurgte hende: ›Søster, deltager dine børn regelmæssigt i seminar?‹ Hun svarede: ›Jeg har mange udfordringer og bor langt fra kirkebygningen. Det er farligt.‹ I det øjeblik fik jeg en stærk indskydelse til at rådgive hende og give hende et løfte. Jeg sagde: ›Hvis du ikke har penge, så må du gå de mange kilometer sammen med dem. Gå med dem og overvær klassen sammen med dem. Hvis du gør det, frelser du dine børn, og de bliver alle gift i templet.‹ Jeg var forbløffet over det, jeg havde sagt, men jeg kunne ikke fornægte den stærke inspiration.
Hun fulgte mit råd og gik i mange år til seminar sammen med sine børn. Løftet til hende er nu blevet indfriet. De er alle gift i templet, og hendes søn tjener i dag som biskop i sin menighed.«
En af de nok største gaver, som gives til en stavspræsident, er den dybere og øgede kærlighed til de mennesker, som han er kaldet til at tjene. Da jeg blev kaldet til stavspræsident, blev jeg overvældet over den følelse af omsorg og kærlighed, som jeg følte for stavens medlemmer. Selv over for de mennesker, der var involveret i alvorlig synd, følte jeg større empati og et ønske om at hjælpe. Disse kærlige følelser er altid forbundet med et ønske om at hjælpe medlemmerne med at blive fuldstændig omvendt til Frelseren og hans gengivne evangelium. Jeg havde i mange år virket som rådgiver, men da jeg modtog præsidentens nøgler, blev følelserne stærkere og mere motiverende. Jeg fornemmede, at jeg muligvis modtog en del af den gave, som Mormon talte om, da han formanede: »… bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48).
Disse følelser får en stavspræsident til at række en hjælpende hånd ud, og så sker der mirakler. En stavspræsident fra Sydamerika berettede om et eksempel på, hvordan denne kærlighed fik ham til at søge efter en, som var faret vild:
»Jeg fik en stærk tilskyndelse til at finde en bror, som mange år tidligere havde været min missionærkammerat. Han var blevet gift og var nu mindre aktiv i Kirken. Hans medlemskort lå i en lille enhed 150 km fra stavscentret. Jeg rejste derud og talte med grenspræsidenten, som fortalte mig, at min tidligere missionærkammerat boede langt ude på landet. Grenspræsidenten fortalte mig, hvordan jeg fandt den lille landsby. Efter et stykke tid blev asfaltvejen til en grusvej. Flere kilometer senere indså jeg, at jeg var faret vild. Jeg stoppede bilen og skulle lige til at give op. Det var en steghed dag, og der var ikke aircondition i bilen. Støvet fra vejen generede min hustru og mine børn. Jeg knælede ude på vejen og bad Herren om hjælp.
Nogle timer senere nåede vi frem til den lille landsby og fandt min missionærkammerat. Jeg inviterede ham til at vende tilbage. Han blev aktiv i Kirken og tjente i mange lederstillinger. Hans søn udførte en god mission, og i dag er min ven og tidligere missionærkammerat rådgiver i biskoprådet.«
Der er kraft i embedet. Herren står bag sine stavspræsidenter. Dette kommer fra en tidligere stavspræsident i Ecuador: »Jeg lagde mærke til en mand i staven, som ofte så ulykkelig ud. En dag fik jeg en stærk tilkendegivelse om, at jeg skulle tale med denne mand. Jeg kørte straks hjem til ham. Han fortalte mig, at han var ked af det, fordi han i mange år ikke havde vekslet et ord med sin far. Han forklarede, at hans far var en hård mand, som havde afbrudt forbindelsen til ham. Jeg spurgte ham, om han gerne ville have ordnet situationen. Da jeg var kørt hen til hans fars hus, standsede jeg bilen. Jeg bankede på og hørte en stemme spørge: ›Hvem er det?‹ Jeg genkendte faderens stemme og svarede: ›Det er din stavspræsident, bror.‹ Han åbnede døren og så mig stå der ved siden af hans søn. Uden et ord omfavnede de hinanden og begyndte at græde. Situationen var ordnet.«
Der er flere end 2.800 stavspræsidenter i verden i dag. På mange måder er de almindelige mennesker – som dig og mig. De arbejder på deres frelse, ligesom vi arbejder på vores. Men de har modtaget en særlig kaldelse. De har fået lagt hænder på deres hoved og modtaget præstedømmenøgler.
Jeg har truffet hundredvis af stavspræsidenter. De er dygtige og hæderlige mænd i deres personlige og professionelle liv. De er fulde af tro og nærer et urokkeligt ønske om at behage Herren.
Jeg har boet i deres hjem, knælet i bøn med dem og lyttet til deres oprigtige anråben af Herren. Jeg har følt Herrens kraft hvile på dem. Herren elsker dem og skænker dem åndelige gaver.
Lad os alle bede for vores stavspræsident. Lad os stå ved hans side og hjælpe ham. Lad os lytte til ham og stole på ham. »… og Israel skal blive frelst … og ved de nøgler, som jeg har givet, skal de blive ledt og aldrig mere på nogen måde fare vild« (L&P 35:25).
Fotoillustrationer: John Luke og Christina Smith.