En kaldelse til en konvertit
Jeg var nyt medlem og havde ingen evner som pianist. Men hvor er jeg dog taknemlig for min livsomvæltende kaldelse som grenspianist.
Kort tid efter at jeg blev døbt som tiårig i Lappeenranta i Finland, fik jeg min første kaldelse. Det var i 1960, og vores lille gren havde brug for en, der kunne akkompagnere salmerne til nadvermøderne. Jeg blev bedt om at påtage mig denne opgave.
Skønt min mor altid havde opmuntret min bror og mig til at udfolde os kunstnerisk, kunne jeg dog ikke spille klaver, og vi havde heller ikke noget klaver. Men jeg ville røgte min kaldelse, så vi lagde en plan.
Ved familieaften talte vi om, hvad denne kaldelse betød for os alle. Men da min mor var enke med to børn, vidste vi, at det ville blive en stor udfordring for os at anskaffe et klaver og betale for spilleundervisning. Vi besluttede, at vi alle var parate til at yde de nødvendige ofre.
Det første offer, som familien måtte yde, var økonomisk. Vi besluttede, at vi fra forår til efterår kørte på cykel i stedet for at tage bussen. Min bror, Martti, var modig og blev en habil cyklist – selv i sne og på islag. Jeg gav afkald på de fleste af mine tøjindkøb og lærte at sy. Vi måtte også leve sparsommeligt. Vi fik en køkkenhave ude på landet ved mine bedsteforældres hjem og syltede fødevarer til vinteren. Vores »ferier« blev mors rejser til templet i Schweiz eller skovture eller minilejre tæt på hjemmet.
Det næste offer, som familien måtte yde, var tid. Vi delte pligterne imellem os og arrangerede vores øvrige aktiviteter og hjemmearbejde, så jeg havde tid nok til at øve mig på klaveret. På grund af vore ofre og slid bemærkede mor ofte, at vi ikke havde tid til at komme i uføre, som andre på vores alder. Faktisk blev min kaldelse til en familiekaldelse, lang tid før jeg overhovedet havde spillet en tone.
Jeg begyndte at gå til spil hos en musiklærer på den lokale skole. Jeg øvede mig på et papirklaviatur og på klaveret i kirken. Da min klaverlærer flyttede, købte vi hans klaver, og jeg blev optaget hos en anerkendt klaverlærer i området.
Jeg lærte salmerne på egen hånd og øvede mig meget sammen med grenens musikleder. Alle opmuntrede mig – selv om der smuttede enkelte falske toner ind. Min lærer var rystet, da hun fandt ud af, at jeg spillede for folk, inden jeg havde lært stykkerne helt udenad. Men det var bedre, at jeg spillede med en hånd, end at vi slet ikke havde musik.
Jeg cyklede hen til mine musiklektioner, og da det blev vinter, gik jeg eller stod på ski. En søndag gik jeg alene til kirke, så jeg kunne være der en time før tid og øve mig. Jeg besluttede, at jeg kun ville tage bussen, når temperaturen nåede ned på minus 15 grader. Regn og sne generede mig egentlig ikke; tiden gik hurtigt, mens jeg spadserede af sted, fordi jeg havde så mange dejlige salmer til at holde mig med selskab. Mens jeg gik, vandrede jeg over prærien med pionererne (se »Kom, kom, Guds folk«, Salmer og sange, nr. 16), eller højt mellem bjergenes toppe i Zion (se »På bjergets høje top«, Salmer og sange, nr. 4) eller stod sammen med den ungdom, som aldrig svigter (se »Zions ungdom«, Salmer og sange, nr. 172). Jeg ville aldrig kunne svigte med den støtte – selv om min familie og jeg var de eneste sidste dages hellige i vores lille samfund i det østlige Finland, i skyggen af den russiske grænse.
Med årene blev jeg bedre til at spille, og jeg kunne spille musik i stedet for bare at spille de rigtige toner. Jeg lærte at udvælge musik under bøn, så Ånden kunne være til stede under mødet. Og vigtigst af alt, så kom mit vidnesbyrd om evangeliet til mig gennem musikken. Jeg kunne let genkalde følelser, tekster, og budskaber fra salmerne, hvis jeg var i tvivl om noget. Jeg vidste, at evangeliets principper og ordinancer var sande, for jeg havde lært dem udenad, linje på linje, og node for node.
Jeg husker især en dag, hvor min forpligtelse over for de principper blev sat på prøve. Jeg var 14 år gammel; jeg elskede at svømme og drømte om at deltage ved OL. Jeg svømmede ikke om søndagen, men jeg gjorde dog fremskridt. Da OL i Mexico nærmede sig, opfordrede en træner mig til at deltage i en særlig træning.
Men træningen lå hver søndag formiddag under Søndagsskolen. Jeg undskyldte mig med, at jeg kunne træne og skippe Søndagsskolen, fordi jeg sagtens kunne nå tilbage til aftenens nadvermøde. Jeg sparede op til busbilletter og planlagde det hele. Lørdag inden den første træning fortalte jeg min mor om min plan.
Jeg kunne se tristheden og skuffelsen i hendes øjne, men hendes eneste svar var, at det var min beslutning, og at jeg havde lært, hvad der var rigtigt. Den aften kunne jeg ikke få teksten til »Vælg kun ret« (Salmer og sange, nr. 155) ud af mit hoved. Teksten genlød i mine tanker som en ridset plade.
Søndag morgen havde jeg min svømmetaske i den ene hånd og min musiktaske i den anden, så jeg håbede, at min mor ville tro, at jeg gik i kirke. Jeg gik udenfor til busstoppestedet. Tilfældigvis gik bussen til svømmehallen fra min side af gaden, mens bussen til kirken gik fra den modsatte side. Mens jeg ventede, blev jeg irriteret. Mine ører gav genlyd af musikken til »Har jeg gjort noget godt?« (Salmer og sange, nr. 143) – som var den salme, der skulle synges i Søndagsskolen den dag. Jeg vidste af erfaring, at med sin vanskelige rytme, indviklede tekst og høje toner kunne denne salme ende i katastrofe uden et godt akkompagnement.
Mens jeg stod og overvejede, nærmede begge busser sig. Bussen til svømmehallen standsede ud for mig, og buschaufføren i bussen til kirken stoppede og kiggede forvirret på mig, fordi han vidste, at jeg altid tog hans bus. Vi kiggede alle tre på hinanden et kort øjeblik. Hvad ventede jeg på? Jeg havde valgt Herren (se »Hvem er for Herrens sag?«, Salmer og sange, nr. 173). Jeg havde lovet at tage derhen, hvor han ønskede (se »Jeg går, hvor du sender mig hen«, Salmer og sange, nr. 178). Min beslutning om at efterleve befalingerne var truffet for længe siden (se »Hold Guds befalinger«, Salmer og sange, nr. 197).
Inden min hjerne nåede at indhente mit hjerte, tog kroppen styringen. Jeg spænede over vejen og vinkede den anden bus videre. Så købte jeg min billet og gik ned bagest i den bus, som kørte til kirken, mens jeg så mine svømmedrømme køre den modsatte vej.
Alle troede, at jeg græd, fordi jeg fornemmede Ånden den dag. Men i virkeligheden græd jeg, fordi min barndomsdrøm var knust, og fordi jeg skammede mig over at have overvejet at svømme på sabbatten. Men den søndag, ligesom de tidligere og de senere, passede jeg min kaldelse.
Da jeg skulle læse videre på gymnasiet, havde jeg lært flere i grenen at lede musikken og spille klaver. Mens jeg læste, fortsatte jeg med at spille klaver og tog også orgellektioner. Jeg troede, at min chance for at besøge Latinamerika var tabt for evigt, da jeg opgav konkurrencesvømning, men da jeg havde taget min mastergrad på Brigham Young University, udførte jeg en mission i Colombia. Mens jeg var på mission, gav jeg klaverlektioner. Jeg ville give de hellige musikkens gave. Børn og unge i Colombia vandrede adskillige kilometer i den brændende sol for at få mulighed for at lære at spille klaver. De begyndte også med en hånd, indtil de udviklede sig så langt, at de kunne spille med begge hænder. Og de ydede flere ofre, end jeg havde gjort, for at lære at spille klaver.
Det er over 50 år siden, at jeg blev døbt. Jeg har rejst meget og langt fra mit hjem i Finland, men uanset hvor jeg har været, så har der altid været brug for en, der kunne spille klaver. Musikkens universelle sprog har bygget broer af forståelse og kærlighed mange steder.
I dag er mine hænder langsomme og gigtplagede. Mange langt dygtigere musikere har overtaget min plads. Min mor bliver ofte ked af det, når hun tænker tilbage på min tidlige tid i Kirken og de ofre, som jeg måtte bringe, de mange kilometer, jeg måtte vandre, og alt det, jeg måtte undvære. Hun er bange for, at kulden var medvirkende til, at jeg har gigt i dag. Men jeg bærer mine »krigsskader« med glæde. Jeg skænkede mine glæder og sorger til musikken. Jeg lærte at le og græde gennem mine fingre.
Mit hjerte synger af taknemlighed, når jeg tænker på, at min himmelske Fader og mine ledere holdt nok af mig til at bede en ung pige om at påtage sig så udfordrende en opgave. Den kaldelse hjalp mig til at udvikle en stærk forståelse af evangeliet og lod mig hjælpe andre til at føle Ånden gennem musikken. Jeg er et levende bevis på, at en ny konvertit har brug for en kaldelse – selv små piger uden musikalske færdigheder og et klaver. Fra min første kaldelse lærte jeg, at med Gud er intet umuligt, og at han har en plan og en hensigt med alle sine børn. Og gennem musikken vandt jeg et urokkeligt vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium.
Illustrationer: Mike Malm