Måske skulle vi bede

Scott Edgar, Utah i USA

I foråret 1975 boede min familie og jeg i det frodige, grønne landsbrugsområde i Rheinland-Pfalz i Vesttyskland. På vej hjem fra kirke en regnvåd søndag stoppede vi op for at se nærmere på en bil, der var væltet om på siden i den våde grøft i skovkanten. Det var allerede mørkt inde i skoven på grund af de tætte trækroner og det begyndende tusmørke.

Da vi havde kigget på den forulykkede bil, vendte vi tilbage til vores egen bil og opdagede, at den sad fast i mudderet. Jeg kunne ikke bakke, men jeg kunne køre fremad – ind i skoven. Vi havde tidligere kørt gennem skoven og havde opdaget, at mange af skovvejene var forbundet med hinanden og førte ud af skoven igen, så jeg besluttede at fortsætte ind i mørket.

Jeg indså hurtigt, at jeg havde truffet en forkert beslutning. Den smalle, våde vej var fuld af dybe mudderspor og blev ved med at føre dybere og dybere ind i den mørke skov. Jeg prøvede at holde farten af frygt for, at vi ville sidde fast, hvis vi stoppede op. Jeg fik øje på et højt område lidt forude, som så ud til, at være solidt nok til at kunne bære bilens vægt. Det var min plan at få bilen ud af mudderet og give mig tid til at tænke. Bilen fór ud af mudderet med et ryk.

Jeg slukkede motoren og steg ud. Da lysene var slukket, kunne jeg ikke se noget. Jeg tændte forlygterne igen, fik fat i vores lygte, og efter at have undersøgt bilen besluttede jeg, at det bedste, jeg kunne gøre, var at køre ind i skoven igen og drøne ud samme vej, som vi var kommet ind.

Jeg bakkede så langt ind i skoven, som jeg kunne, fyrede op under motoren, fór ud på vejen og sank dybt ned i mudderet. Nu var vi virkelig i knibe. Udenfor bilen var det mørkt og stille. Inde i bilen sad min hustru og jeg med tre skræmte børn.

Jeg spurgte min hustru, om hun havde nogle forslag. Efter en kort tøven sagde hun: »Måske skulle vi bede.« Børnene faldt straks til ro. Jeg opsendte en ydmyg, men desperat bøn om hjælp. Mens jeg bad, dukkede en tanke helt klart op i mit sind: »Sæt snekæderne på.«

Der stod min søde kone i 25 cm dybt mudder i sin søndagskjole og holdt lygten, mens jeg rensede baghjulene med hænderne og satte kæderne på. Med tro og tillid bad vi igen og startede motoren. Langsomt kørte vi gennem mudderet og kom efter lang tid ud til asfaltvejen igen.

I min glæde over at være sluppet fri af mudderet og mørket glemte jeg næsten, hvem der havde hjulpet os ud af skoven. Vores femårige datter mindede mig om det, da hun sagde: »Vor himmelske Fader besvarer virkelig vores bønner, ikke også, far?«

Jeg tændte forlygterne igen, fik fat i vores lygte, og efter at have undersøgt bilen besluttede jeg, at det var bedst at køre ind i skoven igen.